Nyhed
04. aug. 2022 | 11:08 - Opdateret 04. aug. 2022 | 12:19

Film til 650 millioner kasseres

Foto | Warner Bros.
Skuespilleren Leslie Grace stod foran sit store gennembrud med titelrollen i superheltefilmen Batgirl, men hun og alle andre involverede ser projektet blive lagt i graven.

Filmen om superhelten Batgirl kommer hverken i biograferne eller på streamingtjenesten HBO Max, fordi selskabet ser en bedre forretning i ikke at udsende den.

Af Jonathan Lebeda og Nicki Bruun

Filmprojekter dør dagligt i Hollywood, men de færreste gør det efter optagelserne og på så opsigtsvækkende vis som Batgirl.

Det har skabt høj bølgegang i den amerikanske filmbranche, at mediekonglomeratet bag blandt andet filmstudiet Warner Bros. og tv-stationen HBO har meldt ud, at man ikke vil give hverken biograf- eller streamingpremiere til den ellers planlagte superheltefilm.

Warner Bros. Discovery har ellers allerede brugt 650 millioner kroner på filmen, der i 2021 blev sat i gang som en del af en større satsning på spillefilm med premiere udelukkende på streamingtjenesten HBO Max.

Batgirl handler om superhelten af samme navn fra DC-tegneserieuniverset, der også huser Batman. Hun skulle spilles af Leslie Grace, der på sociale medier har forholdt sig til de triste nyheder.

”Jeg føler mig velsignet over at have arbejdet sammen med så dygtige personer og skabt venskaber for livet undervejs. Til alle fans af Batgirl: Tusind tak for kærligheden og tiltroen, der tillod mig at iføre mig kappen. Batgirl for evigt!”

Sparer penge i skat
Ifølge anonyme kilder er filmen blevet droppet efter negativ respons fra publikum ved en testvisning, skriver New York Post, som var først ude med historien.

Derfor skal man have valgt at leve med det finansielle tab og ikke risikere at udvande brandet.

Der er flere steder blevet skrevet, at Batgirl er færdig og klar til at møde publikum, men det er ikke rigtigt. Det var en tidlig testvisning af en endnu ufærdig film, som nu ikke bliver færdiggjort.

”Vi er triste og chokerede, og vi kan stadig ikke tro det,” skriver instruktørerne Adil El Arbi og Bilall Fallh (Bad Boys for Life) i et opslag på Instagram.

”Som instruktører er det afgørende, at vores værk bliver vist for et publikum, og selv om filmen slet ikke var færdig, ville vi ønske, at fans over hele verden fik chancen for at se den endelige film. Måske sker det en dag.”

Warner Bros. Discovery giver imidlertid en anden officiel forklaring.

Ifølge selskabet skyldes det ikke filmens kvalitet, men et ønske om, at blockbusterfilm ikke skal have premiere på streamingtjenesterne.

Endelig lyder det fra brancheeksperter, at Warner Bros. Discovery simpelthen har vurderet, at det af skattemæssige hensyn bedre kunne betale sig helt at droppe filmen end at give den premiere.

Nu kan selskabet således afskrive filmens udgifter, så der ikke er lige så store skattemæssige udgifter.

Snører livremmen ind
Sidste år fusionerede AT&T – ejeren af Warner Bros. og HBO – med konkurrenten Discovery i en handel til en værdi af svimlende 263 milliarder kroner.

Siden har Discovery-direktøren David Zaslav overtaget styringen af selskabet og fyret en lang række af de folk, der tidligere stod i spidsen for de kreative beslutninger for Warner Bros. og HBO. Det gælder ikke mindst Warner-direktøren Jason Kilar, der havde en strategi med at producere film direkte til HBO Max.  

David Zaslav har også igangsat en sparerunde, hvor Warner Bros. Discovery skal snøre livremmen ind og skære udgifterne med intet mindre end 22 milliarder kroner. Det er som del af den refokusering, at Batgirl lider en krank skæbne.

Det samme er i øvrigt tilfældet for opfølgeren af børnefilmen Scoob, der ligeledes er blevet droppet af selskabet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko