Filmbranchen arbejder uden regler

En konflikt ulmer i filmbranchen.

Som i de fleste andre fag har overenskomster i årtier styret samarbejdet mellem producenter og filmmedarbejdere. Men da den gamle overenskomst udløb, var der endnu ikke indgået en ny aftale mellem Producentforeningen og Film- og tv-arbejderforeningen, FAF.

Parterne havde ellers i flere år forsøgt at nå til enighed om en ny aftale, men måtte i november 2016 erkende, at de stod for langt fra hinanden.

I mere end et år har de 45 faggrupper i filmbranchen, som FAF repræsenterer, derfor arbejdet uden faste aftaler om eksempelvis løn og rettigheder. Dermed er fundamentet for det gode samarbejde i filmbranchen væk, mener René Høyer Jørgensen, der er sekretariatschef i FAF.

Maner til besindighed
”Hvis vi skal have en professionel branche, som kan tiltrække talenter, og hvor medarbejderne kan udvikle sig, er vi nødt til at have nogle faste rammer. Ellers bliver det svært at finde investorer,” siger René Høyer Jørgensen.

”Medarbejderne skal kunne leve af deres arbejde, og de skal have papir på, hvad de får i løn. Derudover er det svært at spå om, hvorvidt en film giver store indtægter, og derfor er det vigtigt, at der på forhånd er en fast aftale om rettigheder mellem producenten og kunstneren, så der ikke opstår uventede konflikter,” siger sekretariatschefen.

Producentforeningen maner omvendt til besindighed. Direktør Klaus Hansen minder om, at tingene fortsat kører som vanligt.

”Lige nu laves der aftaler gang for gang på produktionerne. I hvert tilfælde kigger de involverede på, hvad det er for en opgave, der skal løses. Nogle ting ville være lettere, hvis vi havde en overenskomst, men den skal også have den fornødne fleksibilitet,” siger Klaus Hansen.

Strid om timeløn
Fleksibilitet er et nøgleord for Klaus Hansen og Producentforeningen. Direktøren kender til flere selskaber, som ikke er med i Producentforeningen, fordi den gamle overenskomst ”ikke lever op til nutidens krav til filmproduktion”.

”Grundlæggende handler diskussionen om, at parterne ikke kan blive enige om den fleksibilitet, som Producentforeningen opfatter som nødvendig,” siger direktøren, der dog ikke ønsker at gå ned i forhandlingernes detaljer.

I stedet forklarer han, at der er forskel på at producere en film med et lille budget på tre millioner kroner i forhold til en film til 100 millioner kroner.

Den forskel kræver fleksibilitet. Og der er også brug for fleksibilitet, når det drejer sig om kontrakter, mener Producentforeningen. Eksempelvis skal kontrakten for en ung, uerfaren filmmedarbejder ikke nødvendigvis være den samme som for en ældre, erfaren filmmedarbejder.

Med fleksibilitet taler direktøren derfor både om forhold som budgetter, erfaring, arbejdstider og løn. Et af Producentforeningens konkrete forslag til en ny overenskomst handler om netop løn.

I overenskomsten vil producenterne i princippet skrue filmmedarbejdernes arbejdsuge op på 50 timer. Som det er nu, stiger filmmedarbejdernes timeløn med 50 procent, hvis de arbejder to timer over. I den tredje overarbejdstime stiger lønnen med 100 procent.

Men Producentforeningens forslag går ud på, at timelønnen skal være den samme, uanset om arbejdsugen lyder på 40 timer eller 50 timer. Først efter 50 ugentlige arbejdstimer stiger timelønnen.

I Producentforeningen har et stort flertal af medlemmerne flere gange godkendt forslaget, men det nægter FAF at gå med til.

Knæk og bræk
Ikke alle af Producentforeningens medlemmer er dog enige i forslaget. Den garvede producent Regner Grasten ryster på hovedet af Producentforeningen.

Producentforeningens krav er ”dybt godnat”, som han siger.

”Jeg er lodret imod at forlade den danske model med arbejdsdage på otte timer. Det er en aftale, som danske fagforeninger igennem årtier har kæmpet for, og den gør de danske filmmedarbejdere til nogle af de dygtigste i verden,” siger Regner Grasten, der har stået bag succeser som Hvidstengruppen og Anja & Viktor.

”Vi producenter har en principiel forpligtelse til at følge den danske model, fordi dansk film i så høj grad hviler på statsstøtte,” siger Regner Grasten, der som konsekvens har trukket sig ud af producenternes forhandlingsudvalg.

Klaus Hansen afviser Grastens kritik. Han mener ikke, at det er et holdbart argument at sige, at der skal være en overenskomst, bare fordi dansk film får statsstøtte.

”Vi har et arbejdsmarked, hvor staten ikke blander sig i overenskomster, og en stor del af dansk film finansieres jo med private midler. Så jeg ser ingen sammenhæng i det argument.”

Det Danske Filminstitut er hoveddonor på de fleste danske spillefilm. Men direktør Henrik Bo Nielsen henviser til, at staten – og dermed Filminstituttet – ikke skal blande sig i den slags.

”Jeg vil derfor kun ønske ’knæk og bræk’ i forhandlingerne og er helt sikker på, at parterne vil finde hinanden, når tiden er moden, og at de vil gøre det til dansk films bedste,” skriver Henrik Bo Nielsen i mail.

En svækket branche
En af hovedårsagerne til, at Producentforeningen ønsker at ændre overenskomsten, er, at økonomien i filmbranchen er svækket. Streaming-indtægter opvejer ikke det markante fald i dvd-salg, og det har endnu ikke været muligt at lave en udbytterig aftale med streamingtjenester eller internetudbydere.

”Producenterne klager altid over, at der mangler penge, men da dvd-markedet begyndte at forsvinde, gjorde producenterne slet ikke en stor nok indsats for at skaffe sig rettigheder på online-markedet,” siger René Høyer Jørgensen fra FAF.

Han mener, at internettet er en langt vigtigere brik end overenskomsten, når det handler om at sikre dansk films fremtid.

”Men hvis vi ikke har en overenskomst, er det meget svært at samarbejde om andre ting – som for eksempel rettigheder hos internetudbyderne.”

Spist af med en flaske whisky
Spørger man Regner Grasten, kan det ikke betale sig for producenterne at droppe den danske model.

”I mine produktioner følger vi reglerne fra den gamle overenskomst, og jeg vil vove den påstand, at vores films budgetter er tyve procent mindre end alle andres, fordi vi arbejder effektivt med dygtige folk uden at slide dem ned.”

Det bør andre producenter tage ved lære af, mener producenten.

”Hvis du ikke kan indrette dig efter de regler, som står i den gamle overenskomst, så må du tage dit gode tøj og skride. FAF blev jo i sin tid dannet, fordi filmproducenterne kørte filmarbejderne sindssygt hårdt og blot gav dem en flaske whisky for deres overarbejde. Det skal vi ikke tilbage til,” siger Regner Grasten, som har et klart budskab til Producentforeningen:

”Få nu lavet den overenskomst, så vi kan skabe en branche, der kigger ind i fremtiden. Ikke i fortiden, som det er tilfældet lige nu.”