Filmbranchens hemmelige overgreb

Castingsituationen er en nærmest mytisk proces. Der findes utallige søde videoer af audition tapes på internettet, hvor man kan opleve senere berømte skuespillere til casting på en rolle.

I film vil mange sikkert senest huske Emma Stones hjerteskærende scene som den håbefulde skuespiller Mia i La La Land.

Og så er der selvfølgelig den grimme historie om ”the casting couch”, hvor instruktører eller producere som Harvey Weinstein tiltusker sig seksuelle tjenester i bytte for roller.

Det er ikke nøjagtigt det, der er på spil i Castingen af en uskyldig kvinde, som kan ses på Ekko Shortlist. Men kortfilmen handler om det ulige magtforhold i filmbranchen. Den unge skuespiller Sara går til casting på en stor rolle, der udvikler sig til en magtkamp med produceren Annette.

Rikke Westi er nomineret for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards for sin stærke præstation som Sara. Og hun har faktisk ladet sig inspirere af virkeligheden.

”Filmen er selvfølgelig sat på spidsen. Men det er desværre også ting, der sker ude i verden. Når magtkampen er ulige kan man ikke få et ben til jorden som skuespiller. Man kan føle sig overrumplet og nødt til at gøre ting, som man ikke normalt ville gøre for at blive anerkendt,” siger 25-årige Rikke Westi.

”Jeg har oplevet at blive talt hen over hovedet på og omtalt, som om jeg ikke var i rummet. Jeg har prøvet at gå fra en casting og tænkt, at det var fuldstændigt ligegyldigt, at jeg var der og havde brugt tid og kræfter på at forberede mig.”

Rum uden plads
#MeToo-bevægelsen skyllede ind over hele landet for to år siden, og siden er mange af de historier, som før var hemmelige i branchen, blevet offentligt kendt.

I Danmark har de mest været anonyme, men i skuespillerfaget har mange hørt om hændelser.

”Jeg har venner og kolleger, som har fortalt historier om, at de har oplevet decideret grænseoverskridende ting, hvor de skulle gøre noget, som de ikke var blevet informeret om på forhånd. De har gjort det, fordi det i situationen var så svært at sige: ’Det har jeg ikke lyst til, kan vi gøre det på en anden måde?’ Så er de gået derfra og har følt, at de har overskredet en grænse, og det er jo pisse ubehageligt,” siger Rikke Westi.

Skuespilleren fremhæver sit samarbejde med instruktøren af Castingen af en uskyldig kvinde, Jacob Thomas Pilgaard, som et godt arbejdsforhold. Det er af den slags, hvor man føler sig lyttet til. Men Rikke Westi har oplevet det stik modsatte til castings.

”Ligesom Sara i filmen har jeg ikke sagt noget. Og så er jeg gået derfra og har tænkt: ’Hvorfor sagde jeg ikke noget?’” fortæller den unge skuespiller, der i 2018 blev uddannet på Den Danske Scenekunstskole.

”Jeg har selv været dårlig til at tage min plads, men det er svært at tage plads i et rum, hvor man føler, at der ikke er mere plads at tage. For mig er det at gå til castings enormt sårbart, og jeg bliver sgu nervøs hver gang. Om det er små eller store roller er sådan set lige meget. Hvis man ikke føler sig taget alvorligt, kan man godt finde sig selv i en situation, hvor man ikke kan genkende sig selv.”

Konkurrence blandt venner
Rikke Westi er nomineret i et stærkt felt, hvor også garvede Charlotte Munck og de yngre talenter Laura Kjær, Frederikke Dahl Hansen og Nanna Finding Koppel er at finde.

Westi er gode venner med de to sidstnævnte, så det er en underlig situation at være i konkurrence med dem. Men det er samtidig præmissen i en branche, hvor gode venner og kolleger konstant kæmper om de samme jobs.

”Jeg holder så meget af de piger, så jeg ser dem ikke som konkurrenter. Det er velfortjent, at de også er nomineret, men det er da specielt,” fortæller Rikke Westi.

”Konkurrencen er pisse hård, men jeg prøver ikke at se det på den måde. Hvis jeg ikke får en bestemt rolle, var det ikke meningen, at jeg skulle have den. Jeg øver mig i ikke at se det som en konkurrence.

Alt for privat
Filmhistorien er fyldt med eksempler på mandlige instruktører, der har pint og plaget deres kvindelige skuespillere.

Alfred Hitchcock, Stanley Kubrick og danske Lars von Trier – som ifølge eget udsagn dog mere selv blev tortureret af Björk under optagelserne af Dancer in the Dark – er bare et par af de største navne.

Det har skabt en fortælling om, at stor kunst bliver skabt af stort ubehag, men den giver Rikke Westi ikke meget for.

”Man skal skelne mellem produkt og det private. Skuespillere bliver jo uddannet i at sætte sig ind i alle de situationer, følelser og karakterer, så man ikke behøver inddrage for meget af sig selv. Det er forkert,” siger skuespilleren.

Hun fremhæver en scene til sidst i Castingen af en uskyldig kvinde, hvor Sara giver mere af sig selv, end hun har lyst til.

”Hun ender med at begå overgreb på sig selv, fordi hun aktivt vælger at tænde for kameraet og dele en meget personlig historie for at overbevise et andet menneske om, at hun er god nok.”

Rikke Westi ser det som vigtigt at snakke om den komplekse gråzone det er at gå til casting, fordi hun er sikker på, at mange skuespillere har det på samme måde som hende.

”Jeg har også mange gode oplevelser med at gå til casting. Men lige så snart man føler sig som en handelsvare, der bliver målt og vejet hele tiden, kan virkelig være ubehageligt. De følelser sidder i kroppen og skaber usikkerhed og præstationsangst.”