Filmby Copenhagen

For nogle år siden florerede der rygter om, at Woody Allen havde planer om at optage en film i København, sådan som han allerede har lavet film med geografisk forankring i London, Rom, Barcelona og Paris.

Rygterne var desværre uden hold i virkeligheden. Der kom aldrig en Vicky Cristina København, en Midnight in Copenhagen eller en Ama’r (som en passende pendant til klassikeren Manhattan).

Men gennem årene har der været besøg af andre udenlandske filmhold, som med større eller mindre held har brugt København som filmkulisse. Det varede dog et stykke tid. I de første mange årtier var København en lokalitet, som udelukkende blev brugt i danske film. Og generelt har vi selv været bedst til at skildre byen, men det udenlandske blik på lokaliteten er ofte interessant og undertiden ufrivilligt komisk.

Bergman på besøg
København fik udenlandsk filmbesøg midt i 1950’erne. Det var selveste Ingmar Bergman, få år før hans internationale gennembrud. En lektion i kærlighed fra 1954 er en komedie, men med et umiskendeligt bergmansk blik på parforholdet, hvis afsluttende scener af et ægteskab udspilles for åbent tæppe i morgengryet over Nyhavn. 

Valget af lokalitet er typisk. Nyhavn bliver fra nu af indbegrebet af København, et brand for byen, og vedbliver at optræde i udenlandske film. Den er lige så obligatorisk for identifikationen af København, som Eiffeltårnet er for Paris. Film har brug for klichéer, også geografiske klichéer.

Det ser man også i den amerikansk-danske produktion Hidden Fear fra 1957, hvor en amerikansk politimand kommer til København for at rede trådene ud for søsteren, hvis mand er blevet myrdet. Det er holdt i flot noir-stil, mens et hold amerikanske skuespillere fra anden division løber rundt sammen med en flok danskere og affyrer Skarpe skud i Nyhavn, som filmen kom til at hedde herhjemme.

I Das Feuerschiff, en vesttysk film fra 1963, sker der et røveri i et sømandskvarter, som en dansker let kan identificere som Nyhavn. Man ser restaurant Havfruen ligge i husrækken, men i andre skud har gaden tyske butiksskilte. Man kan gætte på, at man bare har sat arkivoptagelser fra Nyhavn sammen med egne optagelser fra en uidentificeret tysk havneby. Et tidligt eksempel på geografisk forvirring, som ofte præger brugen af København som filmkulisse.

København ved Storebælt
Endnu mere grotesk bliver det, når man lader en film udspille sig i Danmark, men optager det hele i Hollywood, sådan som det var tilfældet med musicalen H.C. Andersen (1952) med Danny Kaye i hovedrollen. Det var en fersk omgang vrøvl og digt, som havde meget lidt med Andersens biografi at gøre, men filmen var utvivlsomt til gavn for dansk turistindustri. Især da publicity-billedet af Danny Kaye liggende på H.C. Andersens seng gik verden rundt.

Særligt påfaldende er scenen, hvor Andersen forlader Odense og drager til hovedstaden. Han sejler over Storebælt og finder på den anden side ikke Korsør, som man ellers skulle forvente, men selveste ”wonderful, wonderful Copenhagen”, der bare har skiftet beliggenhed.

Nogle år senere kom Hollywood rigtigt på besøg. Anastasia, Anatole Litvaks tungt henrullende melodrama fra 1956, var baseret på historien om den unge kvinde, der udgav sig for at være den myrdede zars datter, som ifølge rygterne havde overlevet massakren på familien. Den afgørende test i svindlerkomplottet var så at konfrontere Anastasia med farmor, den danskfødte enkekejserinde Dagmar, som var flyttet tilbage til Danmark.

Kun cirka ti minutter udspiller sig i Danmark. De ældre film var forholdsvis økonomiske med brug af locations.

Men vi får da et skud af Hovedbanegården, ser vagtparaden på Kongens Nytorv og især Tivoli (hvor man bemærker Ib Andersens kendte 1943-plakat, selv om historien foregår i 1928). Ingrid Bergman, der fik en Oscar for sin rolle, drikker champagne, mens ballongyngen drejer rundt i baggrunden. Til gengæld er enkekejserindens danske slot blevet til et engelsk slot i en helt forkert stilart.

Cyklernes modstandsbevægelse
Hvis man skynder sig forbi Reptilicus (1961) – den berygtede dansk-amerikanske film med historien om en fortidsøgle, der hærger København – kan man notere, at nogle af de større Hollywood-produktioner i 60’erne har brug for København.

George Seatons The Counterfeit Traitor (1962), på dansk: Den falske forræder, var en noget omstændelig spionhistorie fra Anden Verdenskrig, hvor en svenskamerikaner, der har udgivet sig for at være nazist for at spionere for de allierede, må flygte fra Tyskland via Danmark. Det var William Holden, der spillede hovedrollen, dengang et meget stort Hollywood-navn. Langt nede på rollelisten er der en håndfuld danskere, blandt andre Poul Reichhardt som fiskeskipperen, som sejler vores helt i sikkerhed.

Mest interessant er en scene, hvor tyskerne er ved at arrestere William Holden, da han – unægteligt lidt uforsigtigt – sammen med sine danske modstandsvenner (John Wittig og Louis Miehe-Renard) spadserer lige forbi Dagmarhus, hvor Gestapo har sit hovedkvarter. Men arrestationen forhindres, da flokke af cyklister spontant blokerer for besættelsesmagten.

Netop cyklerne var en berømt, københavnsk specialitet. Det fremgår allerede af Poul Henningsens Danmarksfilmen fra 1935, hvor cyklisterne er dobbeltkopieret hen over bybillederne, mens den ledsagende sang tilføjer transportformen et erotisk drag:

Se, hvad turisten ser,

den navnløse by,

strømmen, som bærer København og dens ry,

de tusind cykelpi’er,

et brus af nikkelstyr,

sikke pi’er,

tag og kys dem alle fra mig! 

Siden har mange udenlandske film fokuseret på cyklerne og faktisk også fremstillet kyssende piger som lidt af en dansk opfindelse.

Hitchcock på d’Angleterre
I koldkrigsårene fik København en særligt dramatisk funktion på grund af den belejligede beliggenhed tæt på Jerntæppet. 

Det udnyttede selveste Alfred Hitchcock, endda to gange. Torn Curtain (1966), på dansk: Bag jerntæppet, havde Paul Newman i hovedrollen som en amerikansk atomfysiker, der foregiver at hoppe af til DDR for at kunne lokke centrale hemmeligheder ud af en østtysk atomfysiker. Igen en falsk forræder. Afhopningen foregår via København, og selvfølgelig bor Paul Newman og Julie Andrews på Hotel d’Angleterre. I lobbyen sidder Hitchcock selv og holder lidt akavet på en baby.

Newman får telegram om, at han skal kontakte et bogantikvariat på en bestemt adresse i København, nemlig Kanalgade 14. Nu er der faktisk ingen gade af det navn i København, men Kanalgade er åbenbart identisk med Nyhavn. For det er her, Andrews går hen og finder butikken, hvor ekspeditricen kommer med sin ”danske” replik: ”Can jaj jelpe Dem?” Og herfra kører intrigen videre ind bag Jerntæppet.

Hitchcocks næste film, Topaz (1969), også en politisk thriller, byder på et kompliceret internationalt plot inspireret af Cubakrisen. Der er scener fra New York, Paris og Cuba. Men igen begynder det hele i København, hvorfra en KGB-mand med hustru og datter hopper af til USA. Det foregår via besøg på Den Kongelige Porcelænsfabrik og i det engang så mondæne Den Permanente (som alligevel ikke var så permanent). Dog er det lige ved at gå galt, da datteren under flugten brager lige ud i en cyklist på Vesterbrogade: Den slags er man ikke vant til hjemme i Sovjet.

Frank Sinatra lagde også vejen forbi. I Sidney J. Furies underligt kiksede britiske thriller The Naked Runner (på dansk: Spionfælden) fra 1967 er Sinatra en forretningsmand, hvis søn kidnappes af det amerikanske efterretningsvæsen. Formålet er at presse ham til at tage til København og likvidere en mand, der er i færd med at hoppe af til Sovjet og lække vigtige oplysninger. En enkelt dansker, Bendt Rothe, medvirker ukrediteret som bankmand, hvilket er overset i alle opslagsværker. Sinatra var selv medproducent, men opførte sig angiveligt temmelig uprofessionelt. Først skulle han lige til Las Vegas for at gifte sig med Mia Farrow, derpå forlod han optagelserne i København i utide, så filmen måtte færdiggøres uden ham. Man ser ham kigge over på SAS-hotellet, og han går en lille tur i Tivoli og bliver lokket i en fælde af en blondine. Exit Frank Sinatra 

Syndens hovedstad
Her ved 60’ernes slutning, nærmere bestemt i 1969, blev Danmark og København pludselig verdensberømte. Det var lovliggørelsen af billedpornografien, der skabte international furore. Nok blev der danset tango i Paris, som havde gammel hævd som syndens hovedstad, men nu var det København, der tog føringen. Og det satte sit præg på flere udenlandske film af absolut underlødig beskaffenhed, hele tre i 1971.

”Alle Stewardessen kommen in den Himmel,” lovede plakaten til den vesttyske Die Stewardessen. Tre flyvende kvinder hygger sig med diverse herrebekendtskaber i forskellige europæiske byer, ikke mindst København, hvor de er på besøg i Nyhavn og især i Istedgade, der havde status som pornoens hovedkvarter.

Også Umberto Lenzis italienske thriller Oasis of Fear begynder i det frigjorte København, hvor et ungt par, der selv er i en blanding af porno- og forbryderbranchen, besøger Leo Madsens sex-shop i Istedgade, inden de drager sydpå.

Sjovest er Il vichingo venuto dal sud. Det betyder ”Vikingen, der kom sydfra”, men på dansk hed filmen Hans porno-kone. En italiensk mand kommer til København, hvor han falder for en blond dansk pige (spillet af amerikanske Pamela Tiffin) og må forfølge hende på cykel hen ad Gl. Strand. Da de er blevet gift, går det op for ham, at hun har medvirket i en pornofilm og har kontrakt på én til.

Der er også en scene, hvor vi er til sexologi-undervisning på Det Kongelige Bibliotek, som skal forestille Københavns Universitet. Her overværer han et live-show som led i undervisningen. Ja, det var sjovt at studere dengang i 70’erne.

Polanskis fortabte film
A Day at the Beach (1972) er en forholdsvis velbevaret hemmelighed i engelsk film. Den har manuskript af selveste Roman Polanski, der også producerede, og den blev instrueret af debutanten Simon Hesera, som ikke fortsatte karrieren.

Filmen fik knap nok distribution, men gik nogle dage i København – utvivlsomt fordi den foregår her. Det er en slags Hærværk møder F. Scott Fitzgerald i et mærkeligt engelsktalende land med dårligt vejr, hvor en desperat og alkoholiseret mand tilbringer en våd og blæsende dag i selskab med sin lille niece.

I filmens første indstilling går han ved Nyboder, og vi er umiskendeligt i København, men der er alligevel ingen bevidsthed om, hvor vi er. Historien foretager uforklarlige geografiske spring. Onkel og niece starter i Amaliegade, hvor pigen bor, så er de pludselig på Bellevue og tager toget fra Klampenborg Station til Gråbrødre Torv! Og så er vi igen ved Strandvejen og videre til Helsingør, hvorfra vi så skal hjem til – Gråbrødre Torv. Meget mærkeligt.

Undervejs møder vi en veloplagt Peter Sellers i fem minutter, men der er også lettere desorienterede danske skuespillere som Lily Broberg, Jørgen Kiil og Sisse Reingaard (eller Sisse Reingärd som hun hedder i forteksterne). Ved dvd-udsendelsen i 2007 blev filmen lanceret som Polanskis ”lost masterpiece”. Unægtelig mere lost end masterpiece.

Dragende hemmeligheder
I 1980’erne blev København nyfortolket som filmlocation. I Forbrydelsens element, Lars von Triers engelsksprogede debutfilm, er vi godt nok ikke i København, men i en slags postapokalyptisk, undergangseuropæisk metropol af germansk beskaffenhed.

Det hele var dog optaget i København med overraskende udnyttelse af lokaliteterne. Især er der et fantastisk skud, hvor detektiven Fisher ligger yderst på kanten af en høj bygning (parkeringshuset i Dronningens Tværgade), indsvøbt i filmens generelle, rødlige nuance, hvorfra kameraet i en svimlende tiltning løfter sig op og viser Marmorkirkens kuppel i spøgelsesagtigt blå belysning.

Der er også okkulte anstrøg i den amerikanskdanske The Girl in a Swing fra 1988, hvor en engelsk antikvitetshandler møder en ung tysk kvinde, som er dragende og mystisk (og spillet af Meg Tilly), men – som det desværre ofte er tilfældet med dragende og mystiske unge kvinder i film – også bærer på traumatiske hemmeligheder.

Det hele begynder i København, hvor englænderen ankommer til Hovedbanegården og bliver modtaget af sine gode venner, Axel Strøbye og Hanne Borchsenius, der viser ham Storkespringvandet, Tivoli, Amalienborg og selvfølgelig også Nyhavn. Herfra kører plottet ud i mystifistisk vås.

Det bizarre hjørne
Der var også overnaturlige kræfter på spil i polakken Krzysztof Zanussis The Silent Touch (1992). Her får en aldrende komponist (Max von Sydow) forståeligt nok ny inspiration, da en ung mand med magiske evner opsøger ham og skaffer ham Sofie Gråbøl som sekretær og elskerinde. 

Historien foregår mest på et dansk landsted, der dog er optaget i Krakow, men der er enkelte glimt af to relevante københavnske adresser som Musikkonservatoriet (dengang lå det ved Glyptoteket) og Det Kongelige Teater, men der er også et enkelt skud af en lokalitet, der blot skal markere, at vi er i København. Og det er selvfølgelig Nyhavn.

I det helt bizarre hjørne er den indiske Kærlighedens melodi (1993), hvor en indisk rigmandssøn kommertil det løsslupne København og møder kærligheden. Det er en hindi-film med sang og dans, blandt andet foran Carlsbergs hovedsæde. Der er også en tur i Tivoli. Og Henning Sprogøe medvirker som politimand, der i forklædning skaffer sig adgang til Christiania.

Det var også i den periode, at København ganske effektfuldt blev præsenteret i Frøken Smillas fornemmelse for sne (1997). Den internationale film var skuffende metervare, men Bille August sikrede i det mindste, at der var styr på de københavnske lokaliteter, der især fremtrådte flot i Jörgen Perssons totalbilleder af den vinterlige by.

Copenhagen noir
Siden fik København sit mest avancerede look i Christoffer Boes Reconstruction (2003), hvor byen opleves som en labyrint af postmoderne æstetik.

Og der var tale om en ny branding af hovedstaden, som slog internationalt igennem, da tv-serien Forbrydelsen (2007) præsenterede byen som en hemmelighedsfuld og betændt lokalitet, behersket af drift og død, et Copenhagen noir.

Der er dog fortsat udenlandske film, hvor København bruges som en hyggelig eventyrkulisse. I den amerikanske ungdomsfilm The Prince & Me fra 2004 rejser den unge prins Edvard af Danmark til USA og studerer inkognito ved et amerikansk universitet, hvor han møder en ung kvinde (Julia Stiles). De forelsker sig, uden at hun ved, hvem han er. Da det går op for hende, opsøger hun ham i København, og i selskab med taxachauffør Jesper Asholt får hun udpeget Marmorkirken, Børsen og Nyhavn.

Så langt, så godt. Og det kan vel også passere, at kongefamilien bor på Frederiksborg Slot. Men pludselig bliver København til lokaliteter i Prag – lettere forvirrende! Filmen fik med ny skuespiller og instruktør hele tre sequels, hvor Tjekkiet helt har overtaget opgaven med at forestille Danmark.

I 2014 kom canadieren Mark Raso med en lille independent-film, Copenhagen, der udspiller sig over et sommerdøgn i det centrale København. Det er en bittersød historie om en yngre amerikaner, der tager til København for at kaste lys over dunkle familieforhold og møder en ung dansk pige, som hjælper ham.

Der er naturligvis cykler og som noget nyt: bycykler! Der er Nyhavn, Nyboder, Tivoli og et blitzglimt af Den Lille Havfrue. Men der er også en seksuel vinkel. Den unge pige er kun fjorten år, altså under den seksuelle lavalder (spillet af den noget ældre Frederikke Dahl Hansen), men hun tager initiativet over for den dobbelt så gamle fyr, der dog pænt afstår.

Marmorkirken i Paris
Nu er København igen aktuel som skueplads i en udenlandsk film. Tom Hooper, der slog igennem med Kongens store tale, bliver med Den danske pige i den biografiske genre med historien om det danske malerpar Einar og Gerda Wegener. Et noget usædvanligt par, idet Einar i 1928 som en af de første i verden gennemgik kønsskifteoperationer og blev til Lili.

Filmen handler altså om et dansk ægtepar, og de fleste af personerne omkring dem er også danskere. Men bortset fra en mand, der råber ud ad et vindue (spillet af Claus Bue), er der ingen danskere på rollelisten. Det er et Danmark, hvor man taler engelsk, og hvor personerne ikke rigtigt kan udtale deres eget navn. Men sådan må det være, når Denmark skal gøre sig på det internationale filmmarked.

Filmen begynder og slutter med scener, der åbenbart skal foregå i Vejle, hvor Einar kom fra. Men det vil nok undre folk med lokalkendskab, at landskabet omkring Vejle byder på sneklædte fjelde (optaget i Norge). Vi er også i Paris og i Dresden, men især er vi i 1920’ernes København. Her er hyggelige, gammeldags stræder og Gl. Strand med rigtigt mange fiskekoner og selvsagt Nyhavn, hvor ægteparret bor i en lejlighed, som filmens scenograf har indrettet, så alle interiørbilleder ligner en Hammershøi.

Filmen har også to fine skud af Marmorkirken, men ikke som en københavnsk lokalitet, nej, her ligger Marmorkirken i Paris. Måske kan denne både geografiske og sproglige identitetsforvirring forsvares med, at filmens overordnede tema er den seksuelle identitetsforvirring.

Og filmen bekræfter, at København i den internationale optik uforandret er noget med Nyhavn, cykler og sex.