Filmdirektør: For mange klicheer i tv-serier
I dag klokken 14.30 offentliggør Det Danske Filminstitut sit oplæg til filmaftalen 2015-2018. Det bærer titlen ”Film for fremtiden” og er signeret af Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen.
Oplægget ventes med spænding. Hvilken retning skal filmen bevæge sig i? Og hvordan skal dansk film bevare sit exceptionelle niveau i en tid, hvor branchen fattes penge?
Henrik Bo Nielsen får i den kommende tid brug for sine evner som politisk smooth operator.
Men hvem er han egentlig, den 53-årige, vinelskende vendelbo, der vidste noget om alting – undtagen film – da han blev ansat som filmdirektør i 2007 efter femten år på avisen Information? Og som i begyndelsen var mere grå end eminence, men på det seneste har udfordret nogle af branchens alfahanner?
I det nye nummer tegner Ekko et portræt af Danmarks mest magtfulde mand.
Han ser sig selv som en administrator og vender den anden kind til, når han bliver kaldt ”doven, tøsedreng og løgner” af Peter Aalbæk Jensen og sammenlignet med Napoleon og Kim Jong-un af formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen.
”Meget af det ævl, der er i den her verden, skyldes også, at der altid er så stærke følelser involveret. Selv når vi burde tale forretning, økonomi og struktur, lægger man de kølige overvejelser til side. Diskussioner bliver ført med hjertet – og med hovedet under armen,” siger Henrik Bo Nielsen om danske filmfolk.
Men bag den fornuftsbetonede administrator-facade gemmer sig et menneske med stærke holdninger og en bastant humoristisk sans. Og der sendes et signal om de kommende forhandlinger, når han gør op med nationalklenodiet: danske tv-serier – som for eksempel Arvingerne, Forbrydelsen, Borgen og Ørnen.
”Der er sgu for mange klicheer, og karaktererne har simpelt hen for lidt humor til mig. Hver gang fortællingen ikke hang sammen i Ørnen, kørte man op i satellitperspektiv over København og så ned igen. Havde det været i biografen, var folk jo udvandret.”
”Man skal passe på med at tro, at noget af det krimi, der kører fint på tv, bare lige kan overføres til lærredet,” siger Henrik Bo Nielsen.
Læs det store portrætinterview i Ekko #64, der kan bestilles online. Og følg vores dækning af Filminstituttets udspil til filmaftalen her på siden.
Kommentarer