Nyhed
07. jan. 2019 | 16:52

Filmdirektør rykker til Fyn

Foto | FilmFyn
Producentforeningens direktør Klaus Hansen kommer aktivt til at bestemme, hvilke projekter der skal støttes, når han indtræder sin nye stilling som direktør for FilmFyn.

Efter at have ryddet op i Schlüter-skandalen forlader Klaus Hansen Producentforeningen for at blive direktør i den regionale filmfond FilmFyn.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

”Det er et rigtig godt tidspunkt for både ham og foreningen.”

Sådan siger bestyrelsesformand for Producentforeningen, Fredrik Hillerbrand, om direktør Klaus Hansens afgang fra brancheorganisationen. Han skal nu være chef for den regionale filmfond FilmFyn.

”Schlüter-sagen er afsluttet, og vi kan starte forfra med nye opgaver, som jeg ikke kan sige mere om nu,” fortsætter Hillerbrand og oplyser, at bestyrelsen skal mødes sidst på ugen.

Producentforeningen havde ladet filmadvokaten Johan Schlüter varetage medlemmernes rettighedspenge, men sidste år blev Schlüter idømt fire års betinget fængsel for svindel med over 100 millioner kroner.

Svindlen var et hårdt slag mod juristen Klaus Hansen, der i en årrække havde haft fuld tillid til Johan Schlüter og rost ham til skyerne i en fødselsdagstale. Men skandalen blev opdaget, da revisoren opdagede et mystisk mellemværende i årsregnskabet, og Klaus Hansen påtog sig opgaven at rydde op i miseren.

Investeringer i filmkulturen
Klaus Hansen har været i Producentforeningen næsten 25 år og været direktør de seneste ti år. Her siger man farvel til direktøren med vemod, men også glæde over, at han i sit nye hverv vil tilføre film- og tv-branchen meget godt, skriver Producentforeningen på sin hjemmeside.

Den afgående direktør, der senest 30. juni vil tiltræde sin nye stilling, var selv med til at starte FilmFyn i 2003. Her stod Bo Damgaard i spidsen fra 2011 og indtil i efteråret, hvor han meddelte bestyrelsen sin afgang.

Klaus Hansen var bestyrelsesformand for FilmFyn fra oprettelsen og frem til 2014.

”FilmFyn skal være eksemplet for Fyn og hele Danmark, hvor investeringerne i filmkulturen skaber store oplevelser, vækst og synergier på tværs af alle genrer og platforme – både regionalt og nationalt,” udtaler Klaus Hansen i en pressemeddelelse udsendt af FilmFyn.

Succes i midten
Klaus Hansen har i sine år i spidsen for Producentforeningen ofte talt producenternes sag i medierne. Med 120 forskellige og ganske egensindige producenter i foreningen er stillingen kendt for at være en uriaspost.

Klaus Hansen kørte i en periode et slags parløb med Kim Magnusson, der fratrådte som foreningens formand i 2009. Herefter overtog Hansen stillingen som administrerende direktør og blev ansigtet udadtil i Producentforeningen.

Nu har han dog fundet nye græsgange.

FilmFyn har haft succes til at støtte en række film og projekter, der delvis er blevet optaget på øen i midten af det danske rige. De tæller eksempelvis Bille Augusts filmatiseringssucces Lykke-Per og DR-serien Arvingerne, mens også den kommende Zentropa-komedie Mødregruppen (7. februar) har hentet penge på Fyn, hvor det meste af filmen foregår.

Den nye filmaftale sender flere penge til de regionale filmfonde. Fremover har FilmFyn et årligt budget på 35 millioner kroner, så det er en fond med stigende indflydelse på dansk film, som Klaus Hansen overtager.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko