Filmdirektør til eksamen

Til efteråret sætter filmbranchen og politikerne sig til forhandlingsbordet med en livsvigtig dagsorden. Filmaftalen for 2011-14 skal forhandles på plads, og dansk films fremtid er — med fare for at lyde overdramatisk — på spil.

I januar fremlagde Det Danske Filminstitut sit oplæg til de kommende forhandlinger. Udspillet har været ventet med spænding, for instituttet skulle nu demonstrere, hvordan de ville erobre den magt tilbage, de blev frataget ved sidste forlig. Og de skulle plante frøene for en ny storhedstid for dansk film.

Men der var også noget mere personligt på spil. Oplægget var svendestykket for direktøren for Det Danske Filminstitut. Henrik Bo Nielsen trådte til i april 2007 og går nu sine første filmforligsforhandlinger i møde.

Direktøren har en relativt enig branche bag sig, ikke mindst på grund af de omfattende Spørg og Lyt -runder, hvor instituttet gik i dialog med branchen og noterede sig dens behov. Henrik Bo Nielsen er kendt som en dygtig politisk aktør, og der er klare forventninger til, at han kan sætte dårligdommene fra det seneste, notorisk upopulære forlig til livs. Hvis ikke, vil hans autoritet og råderum som dansk films general lide et knæk.

”Alt er jo ikke dårligt — for eksempel har vi lige haft to film i hovedkonkurrencen i Berlin. Men der er da en grundfornemmelse i branchen af, at vi ikke er oppe i et helt højt nok gear,” indrømmer Henrik Bo Nielsen fra sit kontor, der på Filmhusets 3. sal har en af Københavns bedste udsigter ud over Kongens Have. Et skue, der nok turde pirke til kreativiteten hos de fleste.

Idé på en serviet
Netop kreativiteten er i fokus i Filminstituttets 32-siders oplæg. Målet er at skabe et bedre og mere åbent rum for, at dansk films originale hoveder kan udleve deres skabertrang. Oplæggets titel rammer grundtanken ind: ”Sæt filmen fri.”

”Der er sket en ensretning, en tendens til, at man kigger sig over skulderen og siger: ’Hvad virkede sidste gang.’ Om det så er en forfatter og instruktør, der kun har skrevet idéen ned på en serviet og vil have nem adgang til at idéudvikle — så vil vi gerne give mulighed for det,” siger Henrik Bo Nielsen.

Og hvordan sikrer man så det?  Hvordan dæmmer man op for, at rigide rammer kvæler den gode idé? Filminstituttets udspil peger på tre hovedudfordringer: 1) Der skal skabes en bedre økonomi i den enkelte film, 2) filmområdet skal dereguleres og detailstyringen fjernes, 3) tv’s indflydelse på dansk film skal reduceres.

Hurtigere antrit
Tre målsætninger, som — skal man dømme på den umiddelbare ordlyd — peger tilbage. Tilbage mod en tid, hvor man tjente gode penge på at lave film, politikerne ikke blandede sig, og tv ikke havde noget at skulle have sagt. Kritiske tunger kunne indvende, at tre skridt tilbage ikke fører dansk film ud over stepperne. Men Henrik Bo Nielsen ser ikke oplægget som et reparationsoplæg.

”Vi vil meget andet end bare tilbage til det, der var engang, og det er jo ikke, fordi der ikke var problemer før sidste filmforlig. Det handler om at lave den rigtige arbejdsfordeling, så vi ikke har tre filminstitutter — os, politikerne og tv-stationerne — der ikke har samme dagsorden.”

— Men mangler der ikke nye visioner i jeres oplæg?
”På kulturområdet er der jo en tendens til, at hvis man beder om flere penge, så er man enormt visionær. Virkeligheden er ikke til at bede om mange flere penge lige nu, så vi peger på andre løsningsmodeller. Lige nu bliver Filminstituttet målt på, hvordan vi gør tingene — i stedet for at se på, hvad der kommer ud af det i sidste ende. Vi vil vende den tilgang, og det vil blive en større revolution, end de fleste tror.”

— Hvordan?
”Først og fremmest handler det om, at vi i samspil med branchen kan dirigere ressourcerne derhen, hvor den markedsmæssige eller kunstneriske udvikling tilsiger det. Den politiske diskussion skal koncentreres om, hvad der skal komme ud af den offentlige støtte — ikke om, hvordan den tildeles. Det vil samtidig betyde et helt andet antrit for Filminstituttet. Vi kan simpelthen reagere hurtigere på udviklingen på markedet og i kunsten.”

Råfilm viser vejen
Henrik Bo Nielsen vil kort sagt sætte speed på udviklingen af nye projekter. Filmmarkedet er en flygtig størrelse, og lige nu halter Filminstituttet syv skridt efter. Da instituttet forelagde et initiativ, der skulle støtte den korte animation, gik der et lille år, før kulturordførerne sagde ja, og initiativet kunne sættes i søen.

”Vi er selvfølgelig glade for, at kulturordførerne støtter op om projektet. Men politikerne er ikke nødvendigvis de bedste mennesker til at bedømme, hvad der skal til for bredt at stimulere filmbranchen,” siger Henrik Bo Nielsen og nævner Råfilms-puljen som et eksempel på, hvad man kan bruge en øget fleksibilitet til.

Puljen støtter spillefilm med budgetter på under ti millioner kroner, og som kan nå et biografpublikum på mindst 75.000. Støtteordningen tæller titler som Christian E. Christiansens Zoomerne, Nikolaj Steens Oldboys og Nicolo Donatos kommende Broderskab.

”Råfilm er et initiativ, det også tog alt for lang tid at sætte i søen, men jeg synes faktisk, filmene har den skarphed og kant, vi har brug for. Broderskab er et smukt eksempel på, hvad der kan komme ud af nogle begrænsninger og muligheder, man stiller op,” mener Henrik Bo Nielsen.

TV 2 fremmer ikke dansk film
Den tidligere direktør for Det Danske Filminstitut, Henning Camre, stod for et stærkt Filminstitut, der som dansk films højborg mere eller mindre egenrådigt udstak retningslinjerne for udviklingen. Til sammenligning har det virket, som om hans efterfølger er mere til dialog og åbne strukturer.

Men på ét område har Henrik Bo Nielsen sat en tyk streg under, at Filminstituttet bør være den centrale magtfaktor i dansk film.

Det er i forholdet til tv-stationerne, som efter hans opfattelse har for stor indflydelse på, hvilke film der bliver produceret. Som Henrik Bo Nielsen udtrykker det: ”Vi vil skabe en situation, hvor dansk films risikovillige samarbejdspartner er Filminstituttet.”

Af samme årsag har Henrik Bo Nielsen langet ud efter den aftale, som Nimbus og TV 2 indgik om at lave fire film uden om Filminstituttet. En af dem – Anders Matthesens Sorte kugler — blev en bragende publikumssucces, mens en anden — Thomas Vinterbergs Submarino — blev udtaget til Berlin. To gode eksempler på, at Filminstituttet ikke nødvendigvis bør have eneret på succesrige filmsatsninger — eller hvad?

”Både Submarino og Sorte kugler ville have haft en rigtig god chance for at blive støttet hos os. Og i et samarbejde mellem Filminstituttet og TV 2 ville de have haft en sundere finansiering. Men hos os bedømmer vi enkeltværker og ikke mere eller mindre specificerede pakkeløsninger. Det er som bekendt kunststøtte og ikke erhvervsstøtte, vi tildeler,” siger Henrik Bo Nielsen.

”Det at TV 2 på egen hånd har støttet en række meget klassiske mainstreamfilm og i den pakke fik én film, der også ville noget andet, gør ikke i sig selv TV 2 til det rigtige sted at placere en væsentlig del af udviklingsansvaret for dansk film.”

”Jeg skal undlade at træde mere i, at den programansvarlige hos TV 2 for nylig i Berlingske sagde noget i retning af ’hvorfor dog bruge syv millioner på en dansk film, når man kan vise Ringenes Herre for 700.000?’ Det er muligvis en klog kommerciel holdning, men næppe fremmende for dansk film,” fortsætter han.

Markedsfilm med kvalitet
Henrik Bo Nielsen overtog på mange måder dansk films toppost på et utaknemmeligt tidspunkt. Dogmebølgen var ebbet ud, de indlysende talenter glimrede ved deres fravær, og billetsalget var faldende. Senest har Per Fly, der tidligere har trukket mange danskere i biografen, kun solgt 25.000 billetter til 60/40-filmen Kvinden der drømte om en mand.

”Jeg er ikke i tvivl om, at Per Fly, hans producenter og alle os andre er dybt skuffede over, at der ikke er flere mennesker, der er interesserede i at se, hvad en så interessant filmkunstner som Per har lavet. Som helt almindelig kulturforbruger ville jeg være ligeglad med, hvad anmeldelsen sagde, jeg ville bare gerne vide, hvad den mand går og bikser med,” siger Henrik Bo Nielsen.

Men også de mere rendyrket kommercielle 60/40-film har været i problemer. Familiefilm som Vølvens forbandelse og Monsterjægerne skuffede ved billetlugen sidste år, og der er behov for en ny tilgang til de kommercielle film.

En sådan ny tilgang er et af de mest markante forslag i Filminstituttets oplæg. Instituttet foreslår at skifte den udskældte kommercielle 60/40-ordning ud med en markedsordning, hvor støtten skal uddeles af en redaktionsgruppe bestående af både eksterne folk og folk fra Instituttet. Det afgørende skal ikke længere være antallet af solgte billetter, men filmens muligheder for at tjene sig selv ind.

Henrik Bo Nielsen afviser, at denne ændring er en erkendelse af, at det dalende billetsalg er kommet for at blive.

Brilleabefilm?
”Vi har haft sådan et lidt arbitrært mål om, at hvis en film skal være kommerciel i Danmark, skal den sælge 175.000 billetter. Det giver jo ingen mening. Hvis man kommer med en billig ungdomsfilm til otte millioner, kan man ikke tænke kommercielt på den måde. Og hvis man kommer med det store, kommercielt anlagte drama til 37 millioner, så er det latterligt at tale om 175.000 billetter. Så taler vi jo snarere om 350.000 billetter,” som han siger.

Markedsordningen kan ligne en måde at ramme de uambitiøse romertalsfilm, der har nydt godt af det skematiske pointsystem fra 60/40-ordningen. Og Henrik Bo Nielsen erkender, at han håber på større innovation i markedsfilmene fremover.

”Jeg er overbevist om, at der er solide brands, som kan køre i en årrække, så jeg tror ikke, vi har aflivet romertalsfilmene, og jeg er såmænd også i tvivl, om vi skal. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne vil give lige præcis den type film en bedre kvalitet,” siger han og understreger:

”Der sidder jo nogle bekymrede mennesker derude, som siger, at hvis Filminstituttet nu får så meget indflydelse, så laver de brilleabefilm for alle pengene og er ligeglade med, om nogen ser filmene. Men det er en misforståelse af Instituttet. Jeg kender kun én instruktør – jeg nævner ingen navne – der er ret ligeglad med, om nogen ser hans film. Ellers vil folk i branchen jo gerne have det maksimale publikum. Nogle gange er det 8.000, andre gange 800.000.”

På strandhugst
Men hvordan sikrer man dansk film et kontinuerligt system, der bliver ved med at producere talenter, som både kan forny de kommercielle genrer, den smalle filmkunst og de brede kvalitetsfilm?

Henning Camres svar var en fødekæde, hvor instruktørerne blev uddannet på Filmskolen, prøvede kræfter med kortfilm og New Danish Screen og til sidst kunne spillefilmdebutere. Denne grundlæggende tilgang har Henrik Bo Nielsen i sinde at fortsætte. Men med mulighed for afvigelser.

I Filminstituttets oplæg bliver der lagt større vægt på det såkaldte ”sporskifte” — det vil sige støtte til kunstnere, som kommer uden for filmmiljøet. Denne satsning møder kritik i dele af filmbranchen. ’Nu vil de gøre bagerlærlinge til filminstruktører,’ er et af de udtryk, jeg har hørt,” siger Henrik Bo Nielsen og svarer hurtigt:

”Men nej, selvfølgelig vil vi ikke det. Konkurrencen om kreative talenter er benhård, og derfor er det vigtigt at være på strandhugst andre steder og gøre plads til den type forsøg. Men det skal selvfølgelig være med folk, der har demonstreret noget inden for området. Martin Zandvliets Applaus er et glimrende eksempel.”

Andre skal udfylde rammerne
En del af problemet for dansk film er af mere strukturel karakter. Et sundt filmmiljø, hvor talenterne kan spire, er afhængigt af sunde filmselskaber, og dem findes der kun meget få af for tiden. Ligesom det nærmer sig et selvmordsprojekt at starte nye op.

”Jeg kunne godt ønske mig en erhvervsstruktur, hvor vi hele tiden har to-tre boblere, der en dag kan blive lige så store som Nordisk Film/Zentropa. Det er bare meget svært at administrere sig til. Men er vi bekymrede over mulighederne for at udvikle nye selskaber? Ja, det er vi faktisk,” siger Henrik Bo Nielsen.

Han fremhæver, at Filminstituttets oplæg vil gøre livet lettere for nye og mindre selskaber. Der bliver bedre muligheder for selskabsinnovation under New Danish Screen, økonomien i den enkelte film bliver forbedret, og Filminstituttet vil tilbyde mere kvalificeret rådgivning om international finansiering. Men Henrik Bo Nielsen medgiver, at mange vigtige diskussioner ikke kommer til at indgå i de kommende forhandlinger om filmforliget.

”Løser vores oplæg pirateridiskussionen? Nej, men det skal det heller ikke. Er det realistisk, at danskerne i 2020 samles om den samme film på tv? Nej, det er helt urealistisk. Hvad er det for forretningsmodeller, der skal skabe bedre økonomi i filmindustrien som sådan? Det er vigtige diskussioner, men ikke nødvendigvis aftalestof.”

— Hvis jeres oplæg bliver vedtaget af politikerne, uden at de flytter et komma, kan du så garantere, at vi får bedre og mere succesrige film ud af det?

”Ha ha. Ja, så enkelt kunne man ønske sig, tilværelsen var. Udviklingsmulighederne og -rammerne vil i hvert fald blive forbedret, men Filminstituttet laver ikke film. Vi laver rammer, som andres kreativitet og forretningsmæssige duelighed skal udfylde. Men det tror jeg også, de vil.”