Filmen der blev et testamente

”Er det muligt at lave en film, der handler om voldsomheden i det øjeblik, hvor man indser, at man skal dø? Kan man indfange det splitsekund?”

Det spørgsmål ligger bag Dissonans, forklarer Theis Mølstrøm Christensen, da vi mødes for at tale om hans usædvanlige dokumentarfilm fra 2013.

Filmen tager udgangspunkt i den tragiske historie om parret Malene Ingeman Madsen og Søren Pendrup Jørgensen, der efter premieren begge har mistet livet til kræft. Malene havde leukæmi og Søren en svulst i hjernen.

Parret mødte hinanden gennem improvisationsmusikken og forelskede sig hurtigt. De fik efter ganske kort tid datteren Kaya-Vida og havde bandet Suna sammen med to andre musikere.

”Det er mærkeligt at snakke om filmen igen. Der er meget stærke følelser knyttet til den,” siger Theis Mølstrøm Christensen om Dissonans, som til trods for sit udfordrende emne og sin anderledes form ligger på top 10 af Ekko Shortlist for tredje uge i træk.

Selvterapeutisk
Theis Mølstrøm Christensen fik idéen, da han kom for sent til en forelæsning med Jørgen Leth på Den Danske Filmskole. Han nåede dog at høre Leth fortælle, at det vigtigste som filmskaber er at lave film om det, man ved noget om.

Instruktøren har selv haft kræft og både mistet sin far og sin bedste ven, Johan, til sygdommen.

”Ja, det er også en selvterapeutisk film,” indrømmer han.

I Dissonans ser vi Malene og Søren klædt i grønne og røde dragter. De læser højt fra deres dagbøger og taler med hinanden midt i et kæmpe rum, hvor få møbler er placeret – som en slags iscenesat teaterinventar, der står i kontrast til deres meget virkelige dialog.

Filmen er et afgangsprojekt på Filmskolens i dag nedlagte flerkameralinje, hvor film optages i ét rum. Det sker gerne i et studie, men ganske atypisk er Dissonans optaget i en stor lagerhal på Refshaleøen.

”Jeg har et eller andet med akustik, og den er elendig i Filmskolens studie,” forklarer Mølstrøm Christensen.

Taler gennem musikken
Det er svært at tale om noget så voldsomt som frygten for at dø. Derfor ville instruktøren skabe et anderledes sprog gennem musikken.

”Det er vildt at tænke over, hvor meget vi gemmer os i sproget. Vi ville skabe et sprog, hvor Søren og Malene virkelig kunne mærke hinanden, og musikken var det oplagte valg,” siger instruktøren, der selv er vokset op i en musikalsk familie i Haderslev.

”Tanken var, at de skulle få følelserne ud gennem musikken og på den måde kommunikere med hinanden via et sprog, hvor de kender hinanden til hudløshed.”

Større end at kysse
Da Dissonans skulle laves, ledte filmholdet efter to venner, der begge var syge. De ledte gennem Kræftens Bekæmpelse og hospitaler, men en dag kom filmens komponist og fortalte om Malene og Søren, som han kendte.

”Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være dem. Og det var meget stort at få mulighed for at se ind i disse menneskers smerte, lykke eller kærlighed. Det var større end at kysse nogen eller blive gift,” fortæller Theis Mølstrøm Christensen.

Men der var utallige udfordringer. Malene havde fået foretaget en knoglemarvstransplantation en måned før optagelserne. Der måtte en dispensation til, for at hun kunne komme ud af sin karantæne og optage filmen.

To dage før filmen skulle optages, var der frostgrader. Det var for koldt til, at Malene kunne gå ud. Alt så ud til at gå i vasken. Men på selve optagedagen ændrede vejret sig brat, og filmen blev en realitet.

”Jeg ville så gerne passe på Søren og Malene. Jeg tænkte meget over, at det ikke må gå hen og blive dramatisk,” siger instruktøren, der brugte seks måneder på at lære de to at kende.

Stille som i en kirke
Efter et stort forarbejde blev Dissonans optaget på tre og en halv time ”i én stor bevægelse”, som Theis Mølstrøm Christensen udtrykker det. Der var en kæmpe lysopsætning, store kraner til kameraerne og 40-50 mennesker på settet.

”Jeg har oplevet utroligt mange store filmhold, men det her var helt specielt. Der var fuldstændigt ro, da vi optog. Det var ligesom at være i en kirke,” siger instruktøren og forklarer, at filmen er kommet til at handle om mod.

”Den handler om modet til at være sårbare over for hinanden, til at udforske hinandens smerte og kærlighed og blotte sig selv, som Søren og Malene gør.”

For parret handlede det om at finde hinanden midt i det vanvittige kaos, som deres liv var i. Og de var glade for resultatet, fortæller Theis Mølstrøm Christensen.

”Vi lavede først og fremmest filmen som en gave til Søren og Malene, og det var vigtigt, at de følte, at det var dem selv de kunne se på lærredet.”

Når tiden er moden
Dissonans påvirker stadig en masse mennesker, og instruktøren får tit beskeder i sin indbakke fra folk, som filmen har berørt dybt.

Henvendelserne er ikke blevet færre, siden den igen er kommet frem i lyset på Ekko Shortlist.

Theis Mølstrøm Christensen har også vist den for en række unge, kræftsyge mennesker, og den har været en voldsom oplevelse for dem.

”De fleste ville vise den for deres nærmeste, fordi den beskriver noget, de ikke selv kunne forklare,” siger han og tilføjer, at den også gør indtryk på folk, der ikke forstår dansk.

”Det er vigtigste er ikke talen, men musikken. Og musikken har sit eget sprog. Når man taler derude i lagerrummet på Refshaleøen, får man ikke noget igen. Men så snart de spiller, er det, som om rummet taler tilbage til dem.”

Alt det optagede materiale er i dag gemt godt og sikkert. Når tiden er moden til det, skal deres datter Kaya-Vida have det udleveret.

”Vi vidste godt, at filmen ville stå tilbage efter dem, hvis det gik galt. Derfor var det vigtigt at lave en film, der var et sandfærdigt udtryk for dem, de var – og ikke et eller andet konstrueret, oppumpet bullshit, som man ofte ser i dagens dokumentarfilm,” siger Theis Mølstrøm Christensen.

”Filmen står tilbage som et testamente om Kaya-Vidas forældre.”