Filmen der chokerede sin skaber

Selv om Alfred Hitchcock er en af de mest berømte instruktører i filmhistorien, ved man meget lidt om privatpersonen Hitchcock, selv om vi har dannet os et billede af mennesket bag facaden. Ud fra hans film og tv-optræden slutter vi os til, hvordan Hitchcock må have været i virkeligheden.

Psycho fra 1960 er den film, vi måske først og fremmest forbinder med Hitchcock. Psycho handler om moderbinding, angst og ensomhed. Hitchcock må have været et traumatisk menneske!

Vi bliver ikke meget klogere på Hitchcock ved at studere hans film, påstår den amerikanske forfatter Stephen Rebello i sin bog: Alfred Hitchcock and the Making of Psycho (1990), som Sacha Gervasis biografaktuelle Hitchcock med Anthony Hopkins er delvist baseret på.

Rebello har interviewet en række af folk fra Psycho-produktionen og fortæller medrivende om, hvordan filmen blev til. Undervejs punkterer han flere fastgroede myter om Hitchcock og hans arbejde med Psycho: Skuespillerne opfattede ham som både munter og betænksom, og tilsyneladende havde han ikke noget særlig personligt forhold til filmen.

I det hele taget er tilblivelsen af alle tiders gyserfilm fyldt med paradokser.

Oprindelig vurderede Hitchcock filmen som et mindre projekt, der var perfekt til – hurtigt og nemt – at opfylde en kontraktlig forpligtelse hos Paramount. Men Paramount ønskede slet ikke at lave filmen. Selskabet brød sig ikke om titlen, historien eller noget som helst ved projektet!

Flov over Perkins’ kolleger
Hitchcock trodsede Paramount og producerede Psycho for sine egne penge. Han optog i sort-hvid med et tv-hold på kun 39 dage. Udgift: 800.000 dollars. Indtægt: femten millioner dollars.

Hitchcock var med andre ord mangemillionær, og Psycho rystede en hel verden. Publikum skreg og lo; nogle besvimede, andre udvandrede, men hver aften fyldtes biografsalene. Alligevel blev filmen totalt forbigået ved Oscar-uddelingen. Anthony Perkins blev end ikke nomineret.

”Jeg er flov over dine kolleger,” stod der i et telegram, Hitchcock sendte til Perkins.

Ved premieren haglede kritikerne filmen ned og kaldte den ”en skamplet på et ærefuldt renommé”, men syv år senere reviderede den førende engelske kritiker, Robin Wood, dommen: ”Psycho er et af hovedværkerne i vor tid.”

Men filmen, der opfyldte Hitchcocks drømme om at lave et både kommercielt og kunstnerisk mesterværk, ødelagde hans videre karriere. Succesen havde bragt den ellers upåvirkelige instruktør ud af fatning. Han anede ikke, hvordan han skulle følge succesen op, måske fordi han ikke forstod, hvorfor Psycho blev en større succes end hans mere raffinerede thrillers.

For første gang i karrieren gik der hele tre år, før han havde premiere på sin næste film, Fuglene, hvor alle sejl var blevet sat til for at overgå Psychos chokeffekter. Men det lykkedes ikke, selvom det var en innovativ film. Og derefter gik det stærkt ned ad bakke. Marnie fra 1964 var en stor skuffelse, og Hitchcock havde tilsyneladende for altid mistet sit touch.

”Det var, som om han troede, at alt, hvad han rørte ved, blev til guld. Hans dømmekraft var slemt skyet,” fortæller en kollega.

Leg frem for terapi
Psycho bliver af mange filmkritikere opfattet som et udtryk for Hitchcocks traumer, specielt hans påståede moderbinding. Skjulte der sig en potentiel massemorder i Hitchcock?

Læser man Stephen Rebellos nøgterne bog, er svaret indlysende: Psycho udtrykker ikke instruktørens inderste hemmeligheder. At lave film var en leg for Hitchcock, ikke en terapi. Hvis han havde traumer, forsøgte han snarere at glemme dem under filmproduktionen end at bearbejde dem.

Ydermere er Psycho langt fra Hitchcocks eget værk. Filmen blev skabt af en gruppe kreative mennesker, ikke af en genial kunstner. Nu vil instruktøren naturligvis i enhver film benytte sig af assistenter, men i Psycho er Hitchcock bemærkelsesværdig fraværende i mange af de væsentlige processer.

Det berømte mord i brusebadet, der om noget forbindes med Hitchcock, er i virkeligheden udformet af illustratoren Saul Bass. I Rebellos bog påstår Bass oven i købet, at Hitchcock slet ikke var til stede under optagelsen af scenen, hvilket dog bestrides af andre kilder.

Bernard Herrmann fik frie hænder til at komponere filmens musik, og manuskriptet overlod Hitchcock til debutanten Joseph Stefano. ”Hitchcock var overhovedet ikke interesseret i karaktererne eller deres bevæggrunde,” fortæller Stefano.

Hitchcock engagerede sig ikke i historien eller personernes dybde, men brugte energien på at løse filmtekniske problemer: en kompliceret kamerakørsel, lys/skygge-effekter, nye klippeteknikker osv.

Det blev han ofte kritiseret for. Men består filmmediets magi ikke netop i billedernes stemning, lysets kontraster, klipningens rytmik …? Glemmer vi ikke ofte en films historie, mens de scener, hvor teknikken har overrumplet os, står krystalklart i vores erindring?

Moralsk ligevægt
Hvis Psycho ikke er et udtryk for Hitchcocks sjæleliv, hvordan forklarer vi så, at en 59-årig succes-instruktør med 46 film bag sig pludselig laver en film, som ikke ligner noget tidligere fra hans hånd?

I slutningen af 1950’erne opdagede Hitchcock, at han var i færd med at miste sit publikum. Publikum søgte en mere skurrende virkelighed på lærredet, end hans egne Hollywood-film leverede.

Hitchcock misundte de instruktører, der kunne lave skrækfilm for en million og indtjene det ti-dobbelte. Og han misundte først og fremmest den franske instruktør Henri-Georges Clouzot, der i 1955 rystede franskmændene med den virkelighedsnære gyser Les Diaboliques.

”Jeg sigter på at give publikum gavnlige chok. Vores civilisation beskytter sig så godt, at vi ikke længere kan få gåsehud instinktivt. Den eneste måde, man kan fjerne denne lammelse på og genoprette vores moralske ligevægt, er ved at bruge kunstige midler til at få chokket til at finde sted,” udtalte Hitchcock i 1947.

Nu, tretten år senere, brændte han efter at nå sin egen målsætning. Men Hitchcock var slet ikke klar over, hvor stor ravage Psycho ville forårsage. Da han læste kioskromanen Psycho af Robert Bloch, aftegnede ideen sig til en billig gyserfilm, lavet i en realistisk stil.

Ofte filmatiserede Hitchcock romaner eller skuespil, men sjældent lagde han sig særlig tæt op ad forlægget. Det gjorde han i Psycho.

Den stille dreng
Han snuppede romanens historie om heltinden. Marion Crane, der ankommer til Bates Hotel og imod alle forventninger bliver dræbt, mens hun tager brusebad: Morderen er den moderdominerede Norman.

Ironisk nok solgte Bloch godvilligt sin roman til Hollywood for sølle 5.000 dollars. Han anede intet om, at det var selveste Hitchcock, der stod bag købet.

Blochs roman bygger på en virkelig begivenhed: massemorderen Ed Gein. Han var mors velopdragne dreng, stille og flink, blev ofte brugt som babysitter, men viste sig at have slået dusinvis af kvinder ihjel.

Den 40-årige Ed Gein havde aldrig kendt andre kvinder end sin mor, og efter hendes død begyndte han at undersøge, hvordan kvinden er skruet sammen indeni. Helt bogstaveligt.

I starten nøjedes han med at undersøge nedgravede lig, men senere gik han over til levende kvinder. Han blev afsløret i 1957, hvor politiet i hans hjem fandt afskårne kvindehoveder, konserverede kønsorganer, kødpolstrede stole, gamachebukser lavet af kvindehud og et hjerte tilberedt som aftensmad.

Drillede censuren
Disse uhyrligheder neddæmpede Hitchcock af hensyn til censuren. Men det hårdtprøvede biografpublikum er ikke blevet skånet for dem: Motorsavsmassakren (1974) bygger på selvsamme historie om Ed Gein og giver den hele armen. Hvad censuren aldrig ville have tilladt i 1960, accepterede den fjorten år senere.

Netop censuren morede Hitchcock sig ofte med at drille. I 1930 etablerede Hollywood sin egen selvcensur, Hays Office. Kontoret skulle sikre, at filmindustrien ikke kom til at forarge publikum.

Man nedskrev The Production Code, der var et regelsæt for, hvad man måtte vise på filmlærredet: ”Ekstatiske og lystfulde kys må ikke vises,” hed det, hvorimod ”brutalitet og sandsynlige grusomheder” blot skulle behandles ”inden for den gode smags påpasselige rammer”.

Hitchcock stod over for et problem. Nøglescenen i Psycho – brusebadsmordet – var brutal, og hvad værre var: Den viste en nøgen kvindekrop! Strøg censuren denne scene, ville det være en katastrofe for Hitchcock.

Hans taktik var at forvirre censorerne. Han havde med vilje puttet nogle replikker, der antydede et incestforhold mellem Norman og hans mor, ind i filmen. På den måde havde han noget at handle med.

Da Hitchcocks assistent afleverede Psycho i Hays Office, gav han – efter ordre fra Hitchcock – censorerne følgende oplysning: ”I brusebadsscenen vil Mr. Hitchcock antyde, ikke vise, nøgenhed. Men hvis I ser godt efter, er der bestemt et par billeder, som viser et bart bryst og en brystvorte.”

Bryst eller ikke bryst?
Censor-korpset på fem mand kiggede scenen igennem flere gange, men kunne ikke nå til enighed: Tre så bryster, to kunne ikke få øje på dem. Hitchcock fik besked på at fjerne nøgenheden.

En uge senere afleverede assistenten på ny Psycho til censuren, uden at Hitchcock havde ændret så meget som ét klip. De, som før havde set bryster, så nu ingenting. Mens de andre denne gang var overbevist om, at scenen viste bryster.

Nu spillede Hitchcock sin trumf ud: Fik han lov at beholde brusebadsscenen, ville han til gengæld fjerne visse replikker, der antydede et eller andet om Norman og hans mor. Censuren indvilgede, og vi fik vores brusebadsscene.

Psychos succes stod og fald med dens overraskende slutning. Publikum måtte ikke fatte mistanke om, at Norman Bates i årevis havde kørt rundt med sin mors balsamerede lig i en rullestol!

Derfor gjorde Hitchcock alt for at holde slutningen tilbage for sit publikum. Han opkøbte alle eksemplarer af Robert Blochs roman. Uvedkommende var forment adgang til optagelserne, og filmfolkene måtte højt og helligt love ikke at fortælle handlingen til nogen – ikke engang til deres egne familier.

Umiddelbart før premieren udsendte Hitchcock en pressemeddelelse med budskabet: ”Vær venlig ikke at røbe slutningen. Det er den eneste, vi har!”

Skuespillere er kvæg
Strategien lykkedes. Publikum gik med på legen og holdt slutningen hemmelig. Aften efter aften oplevede et nyt publikum det frydefulde gys. Det føles som at køre i rutsjebane: Man skriger og griner, mens det står på, og når det er forbi, er man glad, lettet og måske en smule stolt.

En af de mest sejlivede myter handler om Hitchcocks forhold til sine skuespillere. ”Skuespillere er kvæg,” sagde han engang. Senere korrigerede han: ”Hvad jeg virkelig mente var, at skuespillere bør behandles som kvæg!”

Men når det kom til stykket, havde Hitchcock stor respekt for skuespillere. Især dem, der efter hans mening tog deres job alvorligt.

Det gjorde Anthony Perkins. Selv om respekten for instruktøren var stor, vovede Perkins under en pause at tiltale Hitchcock, der som sædvanlig sad plantet bag sin avis: ”Mr. Hitchcock, jeg har nogle ideer, som jeg … jeg tænkte, at De havde lyst til at lytte til?”

Først da Perkins var færdig med at fortælle om sine ideer, lagde Hitchcock avisen ned: ”Har De tænkt længe over dem? Jeg mener, har De virkelig tænkt det hele igennem?”

Perkins nikker. Instruktørens svar falder prompte: ”All right, that’s the way we’ll do it.”

Prinsen i frøen
Hitchcock beskrives ofte som formel og nogle gange ligefrem kynisk.

Men Janet Leigh, der spiller den kvindelige hovedrolle i Psycho, oplevede ham tværtimod som entusiastisk, kærlig og lidt af en drillepind:

”Hvad han holdt mest af at gøre, var at få mig til at rødme, og det er ikke særlig svært,” fortæller hun. Og en af Hitchcocks venner beskriver ham som ”prinsen lukket inde i frøen”.

Han ejede ikke selv skønheden, men forsøgte at skabe den i sine film. Måske var denne søgen den vigtigste kunstneriske drivkraft i Hitchcocks liv.

Denne artikel er en lettere revideret udgave af en artikel, som oprindelig blev bragt i Jyllands-Posten den 18. juni 1991.