Filmen der ingen ende ville tage

Dagur Kári havde to spillefilm i bagagen, islandske Nói Albinói og danske Voksne mennesker, da den internationale presse i 2006 kunne skrive om et vaskeægte scoop.

Han havde fået en af morgendagens stjerner, Ryan Gosling (Half Nelson, Lars and the Real Girl), og ikke mindre end en musiklegende, Tom Waits, på rollelisten til sin næste spillefilm, The Good Heart.

Tom Waits skulle spille den pessimistiske, døende barejer Jacques, som indlægges med sit femte hjerteanfald. På hospitalet møder han den meget yngre Lucas (Gosling), der er hjemløs og har forsøgt at tage sit liv. Jacques ser i Lucas en arvtager til sin bar, og herefter udvikler forholdet sig mellem de to.

Den lå lige til højrebenet. Dagur Káris internationale gennembrud var lige om hjørnet. Men så begyndte problemerne.

Ryan Gosling havde flere job i ærmet, og ventetiden trak ud.

”I lange perioder virkede det helt uvirkeligt, at den nogensinde ville blive afsluttet,” fortæller Dagur Kári, da Ekko møder instruktøren på en café i Reykjavik, hvor Tom Waits brummer på stereoen som en ironisk påmindelse om store planer, der faldt til jorden.

”De tog røven på os”
”Der gik faktisk næsten fire år, fra jeg troede, at vi skulle i optagelse, til vi rent faktisk gik i optagelse. Hele det der amerikanske system med skuespillere, der har agenter og managere … de endte med at tage røven på os.”

”Jeg var barnlig og troede, at agentens rolle var at forhandle den bedst mulige løn for de projekter, som kunstneren gerne ville lave. Men jeg opdagede, at agenten ikke ville have, at kunstneren tog et job, med mindre det var virkelig godt betalt, og han måske end ikke havde fortalt kunstneren, at der var et job …”

– Men hvorfor gjorde du dig overhovedet besværet og skrev historien til amerikanske omgivelser?

”Filmen handler blandt andet om nogle tilfældigheder, der kun giver mening, hvis der er tale om en kæmpe by. Hvis det foregik i Island, ville tilfældighederne ikke være store nok. Det er så lille et samfund, hvor alle kender alle, og der er nogle ting, som kun er mulige, hvis det foregår i en by, der tæller millioner af mennesker. Ikke engang København ville være stor nok.”

Efter flere års venten på de amerikanske stjerner, tog Dagur Kári endelig konsekvensen og hyrede i stedet et helt andet cast. I rollen som Jacques castede han en anden sværvægter, skotske Brian Cox, og et kommende amerikansk indie-navn i rollen som Lucas, nemlig Paul Dano, der senest er set i Little Miss Sunshine, There Will Be Blood og Gigantic.

Men dermed var problemerne ikke overstået. Forude ventede ”ti dage i helvede”, som Dagur Kári omtaler dem.

Ukreativ kæmpemaskine
Det meste af filmen er optaget i Island, men der var ti dages on location-optagelser i New York.

”Det var meget tungt. Vores filmhold i Island var på femten-seksten mennesker, men i USA var det 60, og det regnes endda for at være et lillebitte hold! Hvis man skal lave et isoleret, stumt billede – for eksempel af en potteplante – så har amerikanerne det, de kalder for ’splinter-unit’, hvor holdet skæres ned til det helt minimale. I princippet kræver den slags optagelser kun mig og fotografen, men i USA var deres ’splinter-unit’ større end vores fulde hold i Island.”

”Det er ligesom en kæmpe maskine, der går i gang, og der er kun plads til, at man kan sige ’action’ og ’cut’. Der er ikke tid til at dvæle ved noget som helst. Jeg synes faktisk ikke, man kan komme længere væk fra en kreativ proces end at optage under den slags omstændigheder.”

”Oplevelsen har i hvert fald givet mig lyst til at arbejde småt igen,” siger Dagur Kári, hvis film emmer af independent-ånd – af lave budgetter, personlighed og tilfældighedernes betydning.

Det afgrænsede rum
Hvad småt skal betyde, giver hans tidligere film en klar fornemmelse af. Scenografien er afgrænset til rummets fire vægge, hvor tiden står stille, og handlingen er opdelt i episoder styret af karakterernes noget excentriske manerer.

Kortfilmen Old Spice foregår i en barbarsalon, filmskoleafgangsfilmen Lost Weekend udspiller sig på et hotelværelse, og i spillefilmdebuten Nói Albinói rebellerer teenageren Noi mod trøstesløsheden i en islandsk lilleby, der trods vidderne er lige så aflukket som barbersalonen og hotelværelset.

”Det giver mig en meget stor tryghedsfornemmelse, at rammerne er så snævre som overhovedet muligt. Jeg har altid syntes, at lokummet i en flyvemaskine er den perfekte location. Dér har man et rum, hvor alting har en meget klar betydning og funktion. Intet er overflødigt. Når rammerne er så veldefinerede, går min fantasi virkelig amok. Det gør sig i høj grad gældende i The Good Heart, hvor hele filmen foregår på en bar.”

Baren, hvor størstedelen af The Good Heart udspiller sig, blev bygget på et teater i Island. Med hensyn til en anden af filmens vigtige locations – et hospital – havde Dagur Kári heldet med sig. Den amerikanske militærbase gennem mere end 50 år var netop blevet forladt.

”Det var den perfekte location med de helt rigtige stikkontakter og så videre. Vi kælede virkelig for detaljerne. Det var også en kæmpe udfordring at lave baren interessant nok til, at publikum har lyst til at opholde sig dér i så lang tid.”

Det svære valg
Dagur Kári er født i 1973 i Frankrig, opvoksede med sine forældre i Island og tog sin afgang fra Den Danske Filmskole i 1999. Men oprindelig ville det islandske multitalent slet ikke være filminstruktør.

”I gymnasiet følte jeg, at jeg burde koncentrere mig om én ting til fordel for noget andet. For ligesom at blive god til noget. Men var meget smertefuldt for mig at vælge musikken fra til fordel for fotografi. Eller droppe at skrive for at koncentrere mig om musikken.”

”Da jeg var seksten år gammel, gik det op for mig, at jeg ved at vælge film kunne undgå eller udskyde valget, fordi film er en slags paraply for alle de ting, som interesserer mig. På en måde synes jeg stadigvæk, at det er lidt snyd, og at jeg stadig bør træffe et valg.”

Sideløbende med filmkarrieren har Dagur Kári – sammen med vennen Orri Jónsson – udgivet musik under navnet Slowblow. Tonerne er analoge og har et hjemmegjort lo-fi-udtryk, en stil, som på den islandske musikscene går under betegnelsen ”krútt” (”nuttet”) og tæller bands som Sigur Rós, múm, Mugison, Seabear med flere.

Sammen har duoen skrevet og spillet musikken til Nói Albinói, Voksne mennesker – og The Good Heart.

Musikken er størst
”Vi har fået hjælp til indspilninger af en masse musikere, og vi har brugt ret meget marimba og vibrafoner, ret percussive instrumenter. Inde på baren er der et klaver, der spiller af sig selv, så en del af musikken kommer derfra.”

”Hvis jeg blev stillet op mod en mur og tvunget til at vælge, ville jeg uden tøven vælge musikken. Musikken går uden om intellektet og i øjeblikkelig kontakt med følelserne. Det kan ingen anden kunstform opnå. Kroppen reagerer fysisk på musik og giver den kuldegysninger, hvis det hele er rigtigt. Jeg har aldrig fået kuldegysninger af at læse en bog. Jeg har godt nok brækket mig over en film, men den var også meget modbydelig, og jeg havde tømmermænd.”

”Film har en musikalitet. Den læner sig mere op ad det musikalske end det litterære. Man arbejder i tidsforløb og med stemning og rytme. Man ser en film fra start til slut. Det er anderledes med en bog, hvor man læser et par sider og så lægger bogen fra sig. Med film og musik er det sådan en uafbrudt strøm.”

Ligesom popmusikken har publikum forudindtagede forventninger til, hvordan en film skal udspille sig, mener Dagur Kári.

”Det starter med en introduktion, så kommer der en konflikt, der eskalerer, indtil den får sin forløsning. Det samme gælder et popnummer. Der skal ligesom være et vers, så et omkvæd, så et vers, så et omkvæd, så et c-stykke, så to gange omkvæd …”

– Forsøger du at bekæmpe den hitskabelon?

”Ja, hver gang jeg hører om en formel eller en regel om, hvordan tingene skal gøres, får jeg lyst til at arbejde imod det. Jeg er ikke radikal nok til at smadre det, men jeg er meget interesseret i alternative strukturer og metoder. Jeg kan bedst lide den flydende struktur, hvor der alligevel er noget, der binder tingene sammen.”

Godartet nonchalance
Når Dagur Kári selv skal pege på nogle inspirationskilder, nævner han de belgiske Dardenne-brødre, men særligt nybølgens banebryder, Jean-Luc Godard, har påvirket den islandske instruktørs metode.

”Jeg bliver tiltrukket af en form for nonchalance, en godartet nonchalance. Det kommer sig nok af, at film er så superorganiserede. Alt skal være så utroligt planlagt, og det kan nemt komme til at føles som en militæroperation. Så det gælder om at være levende under optagelserne og tage sig nogle friheder hist og her.”

”Hvis jeg kunne vælge, ville jeg droppe hele manuskriptfasen og i stedet skrible ideer ned på servietter og straks gå ud og skyde filmen. At lave filmen, mens man optager den, ville være virkelig tiltrækkende.”

”Det er aldrig sket, at jeg har fået idéen til en historie først. Den kommer altid i en masse brudstykker. Måske i form af en skitse til en karakter, en replik, som jeg synes er sjov, eller en interessant situation. Det tager mig helt vild lang tid at skrive et manuskript, og størstedelen af arbejdet handler om at få idéerne. Jeg samler på dem i en evighed, og ganske langsomt begynder jeg at se systemet i det. Det hele vokser meget organisk, og en af de sidste ting, der falder på plads, er historien.”

Lidt af en sjusker
I sit visuelle arbejde har Dagur Kári arbejdet tæt sammen med de to danske fotografer Manuel Claro (Voksne mennesker) og Rasmus Videbæk, der fotograferede hans filmskolefilm, Nói Albinói og nu også The Good Heart.

”Jeg kan godt lide at arbejde med fotografer, som jeg er gode venner med. Jeg ser det næsten ikke som et arbejde. Vi hænger ud, og langsomt sporer vi os ind på noget. Det gælder både med Rasmus og Manuel.”

”Det var rigtig sjovt at arbejde med Rasmus igen. Vi lavede vores første spillefilm sammen. I mellemtiden har Rasmus haft utroligt travlt. Han har filmet femten-tyve spillefilm, mens jeg kun har lavet én. Så da vi mødtes igen, kunne jeg mærke, hvor utrolig dygtig han var blevet. Jeg syntes, at hans idéer konsekvent var bedre end mine.”

”Det er nærmest en ting, som jeg har forsøgt at undgå – at blive for dygtig. Der sker det, at hvis man bliver topprofessionel, er der faren for, at noget af sjælen går tabt. Jeg synes ikke, det gælder fotografer, men for den type ting, jeg gerne vil opnå, er det vigtigt at være lidt af en sjusker!”

Tilbage til Danmark
Danmark har ikke været sen til at kalde Dagúr Kári sin egen. I februar 2006 modtog islændingen den danske Carl Th. Dreyer Pris og senere på året Peter Emil Refns Pris, som anerkendelse for en særlig kunstnerisk indsats.

Som de fleste andre nordiske instruktører krydser Dagur Kári landegrænser for at finansiere sine film. The Good Heart er produceret af Zik Zak Filmworks i Island i samarbejde med danske Nimbus Film og franske Ex Nihilo, og filmen er distribueret af det franske selskab Wild Bunch.

Nu vender instruktøren tilsyneladende snart snuden mod Danmark igen.

”Jeg har et projekt i Danmark med Daniel Dencik, som har klippet mine film. Den er baseret på en roman, som han skrev, men aldrig udgav, og som jeg er virkelig vild med. Det bliver sikkert en ret eksperimenterende film.”


The Good Heart får verdenspremiere 11. september 2009 på Toronto International Film Festival – ni år efter, at Dagur Kári skrev filmmanuskriptets første linjer.