”Filmen er en gave til mine forældre”

Man føler sig talt til, når man taler med Marijana Jankovic. 

Der er konstant øjenkontakt, når vi sidder på sofaerne ved Brandts Klædefabrik, epicentret for Odense International Film Festival. Hun har rank ryg og en oprigtig mine, så man ikke er i tvivl om, at hvert ord er vigtigt at få med. 

Den 36-årige skuespiller har meget på hjerte, og som førstegangsinstruktør med kortfilmen Maja er hun ivrig efter at få det hele rigtigt ud. 

”Dejan ligner min far”
Historien om en seksårig, tilbageholden serbisk pige i en dansk børnehave har imponeret festivalgæsterne i Odense med fintmærkende observationer om, hvordan hverdagen ser ud i børnehøjde, når man står med et ben i to kulturer. 

”Det er min egen historie,” siger instruktøren, hvis forældre også bragte hende til landet fra Montenegro som seksårig. ”De har jo kæmpet for at kunne give mig et godt liv. Filmen har været en gave, jeg ville give dem.” 

Marijana Jankovic spiller Majas mor, mens Dejan Čukić spiller faren, og han var ifølge Jankovic det eneste rigtige valg til rollen. 

”Dejan og jeg kommer fra den samme landsby i Montenegro, og han har altid været mit store forbillede som skuespiller. Med årene er han også begyndt at ligne min far rent fysisk. Og da jeg så ham i kostume …” 

Hun griner. 

”Den måde at trække op i bukserne på, den måde at snakke på, det blik … han var bare min far!” 

Hurtigt frem til punchlines
Marijana Jankovic har brygget på historien i fire år, siden hun spillede moren i Anders Walters Oscar-vindende kortfilm Helium. Manuskriptet har hun skrevet sammen med Adam August, men hun fandt også sin fortælling i klipperummet. 

”Vi startede med et gennemklip på 38 minutter, hvor jeg sådan set var lykkelig. Nu er den nede på tyve, så jeg har fjernet halvdelen. Men det er også meget fedt, at vi ikke dvæler ved tingene. Med kortfilm skal man hele tiden nå frem til punchlinen.” 

I en af de scener, der røg ud, skræller Maja gulerødder med Jesper Christensens godmodige pædagog, og de forsøger at tale sig ind til hinanden på hvert deres sprog. 

”Jesper Christensen har både en vis kynisme og en enorm varme. Det var min yndlingsscene, faktisk, men der var ikke plads til den,” siger Marijana Jankovic med kun en smule ærgrelse i stemmen.

”Jeg ville ikke have, at denne film skulle være patetisk eller fingerpegende. Det er et farligt land at gå ind i, når man fortæller en historie om integration.” 

Børn har ingen fordomme
Marijana Jankovic nævner selv, at man kunne lave undervisningsmateriale til filmen, men understreger, at det var vigtigt for hende at holde integrationshistorien helt i børnehøjde. 

”En børnehave er sådan et uskyldigt rum at gå ind i. De har jo ingen fordomme. De vil måske gerne lege med hende, men hun holder sig lidt tilbage. Det er ikke en historie om mobning. Hun er stadig fremmed, men hvis vi besøgte Maja igen efter to år, ville det være en helt anden historie.” 

For instruktøren er det også en cadeau at kunne vise filmen på Odense International Film Festival. Det var her, hun pitchede idéen for to år siden til konkurrencen Pitch Me, Baby – uden at vinde. 

”De sagde til mig: ’Den skal du nok få lavet!’” fortæller Marijana Jankovic. 

Og det gjorde hun, med god hjælp fra alle de filmoptagelser, hun har været med til. 

”Jeg har altid været fascineret af instruktører og deres arbejde. Jeg har været fascineret af det hele og suget til mig. Nu var jeg nået til et sted i min karriere, hvor jeg turde stå bag ved kameraet og ikke kun foran.” 

”Det føltes egentlig meget naturligt at instruere. Jeg lærte, at man ikke skal pushe noget, men bare give skuespillerne en idé og se, hvad der virker.” 

”Jeg vil sige, at min film består af mange gaver. Jeg havde en klar idé, men jeg lod det også vokse af omstændighederne, og det har kun gjort det til en bedre film.” 

Tabte microport i toilettet
En af de uundværlige spillere på filmholdet var den dansk-chilenske fotograf Manuel Claro, der kunne vejlede nybegynderen. 

”Jeg har ikke som sådan et teknisk sprog, så dér hjalp han mig meget. Og når jeg selv spillede Majas mor, havde vi en aftale om, at det var ham, der instruerede. Så fik jeg lige lov at gå ind at se med, og så kunne vi snakke om det. På den måde var han en engel, der lige viftede med vingerne og hjalp mig, når det var nødvendigt.” 

Manuel Claro har fulgt Marijana Jankovic siden hendes første filmdag, hvor hun skulle spille over for Nikolaj Lie Kaas i Kasper Barfoeds Kandidaten. 

Her var hun blevet udstyret med en trådløs mikrofon, en microport. ”Og der var Manuel Claro den eneste, der havde overskud til at tænke: ’Gud, vi skal minde hende om den, når hun går på toilettet!’” 

Men han kom lidt for sent med påmindelsen. 

”Idet jeg tager bukserne af på toilettet, hører jeg sådan et ’plop!’ og ser noget, der er faldet ned i toiletkummen. Så banker det på døren, og Manuel siger: ’Husk microporten!’” 

Trier og kvindelige forbilleder
Fotografen har også fulgt Marijana Jankovic på hendes to seneste filmprojekter, der får premiere i løbet af efteråret, nemlig Lars von Triers seriemorderfilm The House That Jack Built og branchekomedien Ditte & Louise, der har premiere 13. september. 

”For fanden, det var en fed oplevelse med von Trier! Når han ringer, så siger man jo bare ja. Det er kun en lille rolle, men det er man heller ikke for fin til, når det er ham. Jeg følte mig bare heldig og beæret over, at han havde lyst til at arbejde sammen med mig.” 

”Det tog mig tre dage at læse manuskriptet, fordi jeg ville have det hele med. Det er jo den vildeste oplevelse i sig selv at sidde med et Lars von Trier-manuskript. Det var som at læse en roman.” 

Også Ditte & Louise var en stor oplevelse for Marijana Jankovic, der spiller en skjoldmø i vikingefilmen, som Ditte forklædt som mand får en hovedrolle i. 

”Jeg beundrer virkelig Ditte Hansen og Louise Mieritz,” siger instruktøren. ”De har også taget springet fra at spille til at instruere. Og de gør stadig begge dele – jeg har selv en lillebitte angst for, at branchen skal tro, at nu vil jeg kun instruere. Det er heldigvis blevet mere normalt i Danmark, at skuespillere gør begge dele.” 

– Har du tidligere følt, at du har været tvunget til at vælge?

”Jeg har bare været lidt nervøs for det. Hvis du er ude af teaterbranchen i nogle år, er du også bare sådan én, der laver film. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Vi laver alt muligt forskelligt. Alt det, hjertet banker for.”