”Filmen er et kram til min barndomsven”

Med bare tæer i den iskolde sne går trettenårige Felix ud med skraldeposen. En klirrende lyd afslører, at posen er fyldt med flasker.

Det er oprydning efter morens udskejelser natten før, og Felix ser ikke ud til at mærke kulden mod sine fødder.

Sådan starter Sælhud,der bobler på Ekko Shortlist. Det er instruktøren Peter Sallings afgangsfilm fra den fynske filmuddannelse 18 Frames, og den underlige følelsesløshed i hans hovedperson er inspireret af personlige oplevelser.

”Inspirationen stammer især fra to af mine barndomsvenner, en dreng og en pige. De kom begge to fra misbrugshjem, og den ene af dem oplevede at være så presset og opmærksom på andres behov, at hun lukkede helt af,” fortæller den 27-årige instruktør, der med fem andre film på Ekko Shortlist er en af streamingtjenestens kendinge.

”Hun kunne ikke mærke kulde, og i hendes familie kaldte de det sælhud. Det fik min hjerne til at eksplodere. Det er på en gang smukt, dystert og larger than life. I skæringsfeltet mellem den hårde virkelighed og det magiske, hvor jeg godt kan lide at arbejde.”

Peter Salling gik i gang med intensiv research, men var også bekymret for, om han – og manuskriptforfatteren Morten Schmidt – kunne fortælle historien, når de ikke selv havde oplevet et svigtet barns følelser.

”Derfor kom Sælhud til at handle om forholdet mellem Felix og hans bedste ven Anton, som ikke forstår, hvad Felix går igennem. Det kom til at handle om mit forhold til min barndomsven, men fra hans perspektiv.”

Skræmmende tryghed
Om natten må Felix (Andreas Vang Holt) hjælpe sin stangstive mor (Kimmie Liv Sennova), der kaster op i entreen, og betale hendes taxa. Om dagen kæmper han for at skjule problemerne fra Anton (Julian Brix) og resten af verden.

”Kaosset om natten er jo kun halvdelen af det omsorgssvigt, som børn oplever. Den anden halvdel er, at de dagen efter bliver mødt med løgnen om, at alt er i orden. De bliver gaslightet til at tro, at de selv er skøre eller overdramatiserende, fordi forældrene nægter at erkende deres svigt.”

Morgenen efter den dramatiske nat vågner Felix til friske morgenboller og en dyr gave, der skal få ham til at glemme det hele. Og da han forsigtigt spørger ind til natten, reagerer moren præcis så aggressivt, som han frygter.

Filmen kulminerer ved aftensbordet i Antons hjem, hvor kernefamilien aldrig har været sundere. Felix er ved at gå til af den absurde kontrast, mens han spiller rollen som glad dreng. En spejling af ham i vinduet viser, hvor meget han føler sig udenfor.

”Min barndomsveninde fortalte om den smerte, hun plejede at føle, når hun besøgte trygge hjem. I min research hørte jeg også om en pige, der holdt juleaften med en vens familie og fik et angstanfald, fordi klokken blev midnat, uden at nogen var blevet uvenner. Hun sad og rystede på toilettet over, hvor mærkeligt det var,” fortæller Peter Salling.

Ud i skolerne
Sidst på aftenen, da Felix skal til at gå hjem, får han helt uventet et bjørnekram af Anton. Har vennen luret, hvad Felix er på vej hjem til? Eller er han bange for at miste Felix, som virker mere og mere fjern?

”Jeg kan godt lide, at det ikke er entydigt, men for mig personligt er det et kram, som jeg ville ønske, jeg kunne have givet til min barndomsven i sin tid. Hvis jeg havde været opmærksom nok til at se, hvad der foregik,” siger Peter Salling.

Den nyuddannede instruktørs empatiske tilgang til børnene fra misbrugshjem vækker mindelser om en anden dansk instruktør.

Christina Rosendahl havde tidligere i år premiere på det personlige drama Fuld af kærlighed. Den er baseret på hendes oplevelser som ”heltebarn” – det evigt pligtopfyldende barn af en alkoholiker – som hun fortalte om i et stort interview i Ekko #96.

Rosendahl var endda klar med en nøje tilrettelagt plan for, hvordan filmen skulle skabe politisk forandring for misbrugets pårørende. Peter Salling håber også, at hans kortfilm kan hjælpe mennesker og skabe forandring.

”Undervejs i arbejdet har vi fået hjælp fra TUBA, en underafdeling af Blå Kors, som stiller behandlingsgaranti for unge, der oplever misbrug og omsorgssvigt i hjemmet. De hjalp os med at gøre manuskriptet mere realistisk,” fortæller han.

TUBA kommer også til at bruge Sælhud, når de tager ud på folkeskoler og holder foredrag.

”Folkene hos TUBA siger, at filmen er relevant, fordi den sætter fokus på de stille børn fra misbrugshjem i stedet for ballademagerne, som er nemmere at spotte. Hvis den kan gøre lærere og elever mere opmærksomme på, om deres klassekammerater har det godt, er jeg glad.”