Interview
17. apr. 2015 | 14:51

”Filmen er ikke blevet grim nok”

Foto | Frederik Haslund
Fotograf Jasper Spanning sidder bag kameraet, mens instruktør Thomas Daneskov styrer retningen med en smøg i munden. Til venstre står tonemester Oskar Skriver.

Med Cph Pix-vinderen Eliten har instruktør Thomas Daneskov og fotograf Jasper Spanning præsenteret en ny generation for skramlede billeder og håndholdte kameraer ved at søge inspiration i dogmebølgen.

Af Casper Hindse

Der er mursten på væggene i kaffebaren Risteriet på Halmtorvet. Folk sidder i vinduer og hyggekroge og vender verden over cortadoer og americanoer med en knivspids mælk. Og så er der også den samtale, som jeg falder ind i, da min kaffe er færdigbrygget:

”Hvorfor var der ingen undervandsbilleder i 1864, da kanonen falder? Det fatter jeg ikke,” siger Jasper Spanning og får et samtykkende nik fra Thomas Daneskov. Jeg byder ind:

”Ole Bornedal tror nok mere på det overjordiske end på det, der er under vand.”

”Det havde været et godt skud med et undervandsbillede,” siger Jasper Spanning og ryster på hovedet. Filmsnakken er i gang, og vi skal på mange måder så langt væk fra Bornedal, som man overhovedet kan komme, men samtidig også utroligt tæt på den murstensæstetik, der omgiver os:

”Vi er stadig rimeligt meget rundt på gulvet over al denne opmærksomhed,” siger Thomas Daneskov og smiler forlegent:

”Det er jo ikke længe siden, at vi stod i Jylland og optog, og nu er vi pludselig på linje med andre film. Forleden så jeg en liste, hvor vores film stod ved siden af Idealisten, og jeg tænkte bare: ’Wauw, hvordan er vi havnet på den hylde her?’”

En smal film
I november vandt instruktør Thomas Daneskov og fotograf Jasper Spanning Ekko Shortlist Awards med Ud, spring over, ind, som kan ses her.

Siden har de færdiggjort deres første spillefilm – Eliten – som blev skudt på seksten dage ved Silkeborg sidste sommer. Nu er filmen blevet modtaget med stor entusiasme ved gallapremieren under konkurrencen New Talent Grand Pix på Cph Pix, som den oven i købet – efter dette interview – har vundet.

”Vi har hele tiden vidst, at det er en smal film, der henvender sig til en gruppe af unge. De er en del af Nørrebro- og Vesterbro-segmentet og mellem 20 og 30 år. Derfor er det også ekstravildt, at filmen er kommet så bredt ud,” siger Thomas Daneskov.

Eliten handler om en ung mand, som inviterer sine venner med ind i et (næsten) arvet palæ for at skabe et kunstnerkollektiv. Hurtigt kommer det til at flyde med sex, stoffer, alkohol og bunkevis af kreative idéer. I både sit udtryk og sin struktur minder filmen om Lars von Triers Idioterne (1998) uden spasserskuespil, men med masser af unge, virile kunstnere som fokuspunkt.

Idioterne og Festen har helt sikkert været er en stor inspirationskilde for os,” siger Jasper Spanning og ser eftertænksom ud:

”De film er både grimme og ekspressive, og det er virkelig fedt. Vores film er ikke blevet grim nok, hvis du spørger mig. Dogmefilmene havde så meget kaos og vildskab over sig, og det ville vi også gerne have ind i Eliten, men det havde vi bare ikke tid til. Det tager nemlig virkelig lang tid at finde på de gode, grimme idéer,” griner Spanning og præciserer så en smule:

”At noget er grimt, er jo ikke negativt, nej, det betyder nærmere, at noget er uslebent og råt. Det har vi kun fået momentvis med i Eliten, synes jeg.”

Den rå energi
Alligevel er der i Eliten flere paralleller til dogmebølgen, som huserede, længe inden de to unge mænd i midten af tyverne for alvor var vilde med film. Blandt andet udstak Daneskov-holdet en spilleregel, inden de gik i gang med optagelserne:

”Vi havde en one take-idé. Vi skulle ikke klippe i de takes, der sad lige i skabet, fordi det ville give den rå energi, vi ledte efter. Men vi opdagede hurtigt, at alle takes blev forskellige, og derfor gik vi heldigvis væk fra den idé igen ret hurtigt,” griner Thomas Daneskov og lader Jasper Spanning tage over:

”Ja, heldigvis, for det ville have taget livet af vores klipper, Carla Luffe. Hun var med i Silkeborg under optagelserne, hvor hun sad nede i kælderen i huset og klippede simultant. Af og til kom hun op og prikkede os på skulderen, når det gik lidt for meget over gevind: ’I bliver nødt til at give mig noget, jeg kan klippe i,’ sagde hun. Og det måtte vi jo så gøre af ren nødvendighed.”

Virkelighedens foræringer
Det kunne lyde som learning by doing, og sådan har det faktisk også været for de unge filmfolk, der alle gik til Eliten med forskellige indgangsvinkler.

Thomas Daneskov er som sagt uudannet, men i dag tilknyttet Christoffer Boes filmselskab, Circus Alphaville. Jasper Spanning bliver til sommer færdig fra Den Danske Filmskole som fotograf, og den energi, der ligger i, at komme mange forskellige steder fra, har givet Eliten et tiltrængt skub.

”Jeg synes virkelig, at vi kan se, hvor meget vi har lært igennem filmen. Den er en løbende proces, som ændrer sig hele tiden. Eksempelvis er det hele anderledes filmet mod slutningen med langt flere krydsklip, end man ser i starten,” siger Thomas Daneskov og kigger over på Jasper Spanning, som nikker. Daneskov fortsætter:

”Vi havde stort set ingen replikker nedskrevet i de seksten dage, vi optog, for man må samarbejde om sådan nogle ting. Det skulle være skørt og virkelighedsnært, så vi havde kun et tyve siders manuskript med en start, en midte og en slutning. I filmen er der en scene, hvor en piges hår bliver filtret ind i en guitar under en fest. Det kan du jo ikke skrive, du må bare filme, filme, filme, og så sker det pludselig. Havde du skrevet det ned, ville det miste sin energi og spontanitet. Det ville virke opstillet og for skørt.”

Ikke særligt filmisk at skrive
Anmeldelserne af Eliten har været blandede, men en af de positive stod Ekko for. Jeppe Mørch fremhævede Jasper Spannings naturligt belyste billeder, som filmens helt særegne kvalitet. Billederne var nu ellers lidt af en prøvelse, forklarer Spanning.

”Vores film handler i bund og grund om en mand, der skriver en bog, mens hans venner forsøger at udfolde sig på andre kunstneriske måder, og det er fandeme ikke særligt filmisk at skrive bøger,” siger Spanning og griner:

”At sidde og skrive, mener jeg. Hvordan kan man overhovedet filme det, hvis man gerne vil holde sig til det skramlede udtryk? Du kan ikke filme så meget andet end skærmen faktisk, og derfor var det også vigtigt for os, at filme alt det, der ligger uden om skriveprocessen.”

Thomas Daneskov tager over.

”Der er flere, der har talt og skrevet om, at vi har forsøgt at lave et generationsportræt, men det er ikke rigtigt. Vi har aldrig tænkt Eliten som et generationsportræt, for filmen er på mange måder mere til os end til alle mulige andre.”

”Den er en fortælling om noget, vi kender til – og beskriver kun en meget lille del af en generation. Den del, vi kender til. Mange af scenerne er noget, nogen på holdet har oplevet, og de historier var vores udgangspunkt for, at vi kunne lave en lowbudget-film. Vi måtte lave noget, hvor vi hele tiden skulle føle efter, om det føltes rigtigt.”

Livet er skramlet
Den pointe føler Jasper Spanning sig nærmest som kaldet til at underbygge, så han løfter hånden og tager ordet:

”Vi har i starten af filmen et bryllup, der kommer forbi. Det er rent faktisk bare et bryllup, der kom forbi, og dér måtte vi jo spille sammen med virkeligheden. Vi måtte få det til at passe ind. Vi har ikke haft store tanker om, at nu skulle vi portrættere det ene eller det andet. Vi ville sådan set bare gerne lave en film med rå energi.”

”Jeg har også hørt flere tale om filmens dramaturgi. Der er ingen dramaturgi, og det er jo selve pointen! Livet er ikke fyldt med store vendepunkter og koncentrerede op- og nedture. De store konklusioner har vi udeladt, fordi vi gerne ville lave en slice of life-historie med Eliten, og det samme skulle billederne gerne underbygge. At alting er skramlet, alting er til diskussion.”

Så er det Thomas Daneskovs tur til at melde sig på banen med en løftet finger:

”For mig handler det her om, at alle omkring filmen bliver mest mulig engageret i historien. Vi havde en dag, hvor vi sad ti mennesker og spiste burgere og flyttede rundt på scenerne. Det gav os virkelig den rå energi, vi ville have, for bagefter gik vi bare i gang. Alle følte et eller andet for minimum én af scenerne og gav sig fuldt ud,” siger Daneskov, som tillægger arbejdsmetoden sin egen mangel på filmisk uddannelse.

Eliten er på mange måder min form for filmskole, og derfor har der heller ikke været så meget hierarki under optagelserne. Jeg er uudannet, men jeg har lært uendeligt meget af de dygtige mennesker, jeg har haft omkring mig,” siger instruktøren og smiler indforstået til Jasper Spanning, som slår fast:

”Men det her har også været meget lærerigt for mig, selvom jeg snart er færdig på filmskolen. Eliten er startet helt nede fra bunden. Her er ingen auteur, der siger, hvad man skal gøre, og alt er lowbudget. Derfor må man kræve af alle skuespillerne, at de tager et ansvar. At alle er engagerede, og at alle ved, hvad filmen handler om. Det er lykkedes okay, synes jeg.”

Arbejder på tv-serie
Endnu engang kunne det lyde, som om de to unge mænd i den grad har fundet inspiration i dogmereglerne, hvor det skramlede udtryk og manglen på en auteur netop er blandt grundstenene. Dog tvivler de to nyudklækkede filmfolk på, at de vil fortsætte ud ad den vej for fremtiden.

”Vi fortsætter med holdet her, men lige nu er vi i gang med at udvikle en tv-serie og en ny film, og de projekter har helt andre temaer end Eliten, for man må forsøge sig med noget nyt. Ellers står man jo bare stille,” siger Thomas Daneskov og slår fast:

”Det handler jo ret beset om at finde på noget, der kan holde ens pis i kog i flere år. Når man så har lavet netop det, vil man naturligvis gerne lave noget andet.”

Derfor skal vi altså ikke forvente os en ny dogmebølge fra en ny generation. Eller som Jasper Spanning pointerer:

”De gode dogmefilm er stadig gode, men i dag har vi ikke brug for det samme brud som dengang. Vi er på mange måder i en brydningstid på grund af teknologien, men du kan stadig godt bare gå ud og filme med et kamera, og så er det det. Så skal du ikke sætte lys, men bare gøre det. Den energi kunne vi godt lide, og næste gang laver vi så noget helt andet,” siger Jasper Spanning. Thomas Daneskov nikker og læner sig tilbage op ad murstensvæggen.

Kommentarer

Thomas Daneskov

Foto: Ada Søby

Født 1989 på Frederiksberg.

En af dansk films største instruktørtalenter.

Har stået bag kortfilmene Stille vand fra 2010 og Ud, spring over, ind fra 2013.

Sidstnævnte indbragte ham hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards, og filmen kan ses på All Time Shortlist.

Eliten er instruktørens første fuldlængdefilm.

Jasper Spanning

Født 1987 på Frederiksberg.

Søn af skuespillerne Karen-Lise Mynster og Søren Spanning.

Har fotograferet fire film, der har klaret det godt på Ekko Shortlist: Ud, spring over, ind, Bewilderbeast, 13 og Dem man elsker.

Eliten er hans første spillefilm som fotograf.

© Filmmagasinet Ekko