FIFA-film er et historisk selvmål
Det er den dårligst indtjenende film i USA nogensinde, og på filmdatabasen har brugerne rangeret den som 22. dårligste film i historien.
Den britiske avis The Guardian har kaldt den for ”filmisk ekskrement”, mens instruktøren har sammenlignet sin egen upopularitet med ”manden, der bragte aids til Afrika”.
Vi taler om United Passions, spillefilmen om det internationale fodboldforbund FIFA’s historie. Den startede med de bedste intentioner, men er kollapset noget så eftertrykkeligt i, hvad der må være filmhistoriens dårligste timing.
Et drømmecast
For nogle år siden besluttede FIFA at portrættere sig selv i en spillefilm, der skulle følge fodboldforbundets historie fra grundlæggelsen i 1904 over det første VM i Uruguay i 1930 frem til VM-slutrunden i Sydafrika i 2010.
Finansieringen var ikke noget problem, da FIFA selv sørgede for langt størstedelen af filmens 179 millioner kroners budget. I 2012 hyrede forbundet instruktøren Frédéric Auburtin, der har bidraget til antologifilmen Paris, Je t’aime.
Ikke et stort navn, men ganske fornuftigt.
De store ambitioner fik for alvor vinger, da Tim Roth sagde ja til at spille hovedrollen som FIFA’s mangeårige præsident, Sepp Blatter.
Den engelske skuespiller er kendt for blandt andet Pulp Fiction. Han har vundet en Bafta-pris og selv instrueret det uafrystelige incestdrama I familiens hjerte. Og er en hyppig gæst på den celebre Cannes-filmfestival.
Tim Roth er nærmest indbegrebet af kvalitet og integritet.
Var der glæde over Roths tilsagn, må der være udbrudt jubelscener på FIFA’s administrative gange, da Sam Neill (Jurassic Park) og franske Gérard Depardieu (Cyrano de Bergerac) tilsluttede sig rollelisten for at spille to af forbundets tidligere præsidenter. Et drømmecast, nu kunne det vel ikke gå galt?
Men of Legend
Filmen skulle fortælle FIFA’s historie fra grundlæggelsen i 1904 over det første VM i Uruguay i 1930 frem til VM-slutrunden i Sydafrika i 2010.
Planen var at have filmen klar før VM i Brasilien i 2014. Det betød ifølge Frédéric Auburtin, at manuskriptet i al hast skulle skrives på blot fire måneder.
”Normalt behøver man et år til at skrive et manuskript,” har instruktøren efterfølgende udtalt til The Hollywood Reporter.
Om nogen ville gide se en film om en flok gamle embedsmænd, er der åbenbart ingen, som har bekymret sig om. Ved udsigten til at blive foreviget i en rigtig spillefilm foreslog FIFA selv patetiske titler som Men of Legend og The Dreammakers. Det blev dog afværget.
”Jeg ville lave en film, der balancerede mellem en Disney-propagadanda-film og en Michael Moore- eller Costa Gavras-film,” har Auburtin forklaret med henvisning til de politiske instruktører fra henholdsvis USA og Grækenland.
Henvist til stranden
United Passions nåede at blive færdig inden VM i Brasilien og fik, efter kraftigt pres fra Depardieu, verdenspremiere på Cannes-festivalen sidste år.
Den blev imidlertid vist på stranden, da festivaldirektør Thierry Frémaux ikke mente, at filmen havde kvaliteten til at være en del af det officielle program.
De første anmeldelser var også ildevarslende. Anken gik især på filmens håbløst virkelighedsfjerne portræt af FIFA, som organisationen selv havde både bestilt og betalt.
Et år senere, i starten af juni, havde United Passions så endelig premiere i USA. Tidspunktet kunne næppe have været dårligere valgt.
I maj begyndte korruptionsskandalen mod ledende FIFA-medlemmer for alvor at rulle. FBI har igangsat en efterforskning og mistænker FIFA-medlemmer for bedrageri, pengeafpresning og hvidvaskning.
Sepp Blatter er ikke selv anklaget, men blev tvunget til at annoncere sin afgang som præsident den 2. juni – tre dage før filmpremieren i USA!
Tim Roths far vender sig i graven
United Passions nåede kun at få premiere i ti amerikanske biografer over én weekend og tjente blot 607 dollars, hvilket svarer til 75 solgte billetter.
Ud over USA har filmen kun haft reel biografpremiere i ganske få lande. At dømme efter anmeldelserne har vi herhjemme ikke gået glip af noget.
”Tendentiøs, amatøragtig og latterlig dårlig timing,” skriver New York Post og spørger, om FIFA har haft noget på Tim Roth, Sam Neill og Gérard Depardieu, siden de har indvilliget i at medvirke.
Britiske Daily Mirror har blik for ironien og taler om ”et utilsigtet komisk stykke guld”, mens The Guardians anmelder slår et sidste søm i ligkisten og kalder den for ”filmisk ekskrement”.
Efter lang tids tavshed udtalte Tim Roth sig til tyske Die Welt om sit ukritiske portræt af den omstridte Sepp Blatter.
”Ja, jeg underskylder, at jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved instruktøren og manuskriptet. Den her rolle vil få min far ti at vende sig i sin grav,” siger skuespilleren og sender dermed aben videre til instruktøren.
Og Frédéric Auburtin har nærmest resigneret:
”Nu fremstår jeg som manden, der bragte aids til Afrika eller manden, der begyndte finanskrisen. Mit navn er tværet ud over filmen, og nu er jeg åbenbart en propaganda-instruktør, der laver film for korrupte mennesker,” siger han ifølge The Hollywood Reporter.
FIFA har kort sagt scoret et selvmål af historiske dimensioner.
Trailer: United Passions
FIFA
Fodboldforbundenes verdensorganisation stiftet i 1904.
Navnet er en forkortelse af Fédération Internationale de Football Association.
Organiserer VM for mænd og kvinder.
Hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweitz.
Mistænkt for omfattende svindel og korruption i forbindelse med tv-aftaler og placeringen af værtskaber for VM.
FBI har iværksat en undersøgelse, og 27. maj 2015 blev en række af organisationens embedsmænd anholdt.
2. juni 2015 trådte den netop genvalgte præsident Sepp Blatter tilbage.
Kommentarer