Filmen til en forvirret ungdom

Han ligner Xavier Dolan uhyggeligt meget. Det er min første tanke, da jeg møder den 26-årige belgier Lukas Dhont, der har lagt Cannes for sine fødder med transgender-dramaet Girl.

I fraværet af profiler som netop den canadiske wunderkind Dolan har en række nye talenter slået igennem på årets festival. De tæller svensk-danske Ali Abbasi, der har begejstret med Gräns, og altså ikke mindst Lukas Dhont, hvis film ligesom Abbasis er i den næstbedste konkurrence, Un Certain Regard.

Girl handler om den femtenårige pige Lara, der er født i en drengekrop. Hun slås meget med sit eget selvbillede, mens omverdenen i overvejende grad er ganske forstående. Det afspejler ifølge instruktøren, hvordan samfundet har udviklet sig i de ni år, filmen har været undervejs.

”Det var interessant at følge, hvordan synet på transkønnede har ændret sig i den periode. Der er blevet større åbenhed og større lyst til at forstå, hvad det handler om,” fortæller Lukas Dhont under festivalen i Cannes.

”Det er godt, at filmen kommer på et tidspunkt, hvor folk er mere klar til at acceptere forskellighed. Film kan øge folks forståelse, og det gør Girl på en anden måde end andre film. For filmen handler ikke om verden omkring Lara. Konflikten er ikke mellem hende og andre, men mellem hende og hendes krop.”

Dreng eller pige
Lukas Dhont fik idéen til Girl allerede i 2009, da han som attenårig startede på filmskolen i Gent og læste en artikel i en belgisk avis. Den handlede om en ung pige, der ville være ballerina, men var født i en drengekrop.

Pigen hedder Nora og er med Lukas Dhont i Cannes. Hun ønsker dog ikke at være i spotlyset og give interviews, men hendes samtaler med instruktøren har i høj grad formet filmen, og gallapremieren var et stort øjeblik for Nora.

”Det er en sejr for hende at se, hvor positiv reaktionen på filmen er,” fortæller Lukas Dhont, der som i dag åbent homoseksuel også har brugt sine egne erfaringer i filmen.

”Da jeg voksede op, gjorde det mig meget forvirret, at jeg var så feminin. Det føltes forkert, selv om der ikke var nogen, som sagde noget. Så jeg har også lavet filmen til den yngre udgave af mig selv for at vise diversiteten mellem køn og seksualitet,” fortsætter instruktøren, der går meget op i kampen for kønsminoriteters rettigheder.

”Det er interessant, at det fra fødslen bliver bestemt for os, om vi er en dreng eller pige. Før vi overhovedet kender os selv eller verden, får vi et mærke sat på os. Det fungerer for mange, men for nogle gør det ikke. Jeg håber, at vi i fremtiden kan gøre os fri af etiketter.”

Engleagtig dans
Ekkos chefredaktør har udråbt sekstenårige Victor Polster, der brillerer i rollen som unge Lara, til festivalen foreløbigt bedste skuespilpræstation, som bør bringe en pris med sig.

Det er Lukas Dhont ikke overraskende ganske enig i.

”Han er fantastisk. Vi vidste, at det ville blive svært at finde en skuespiller, for det krævede tre ting: dans, som vi ville have personen til at gøre selv, skuespil, hvilket er udfordrende for en femtenårig, og endelig at repræsentere det transkønnede samfund på en kompleks og elegant måde,” fortæller instruktøren.

”Jeg havde 500 unge til casting. Både drenge, piger og transkønnede personer, og mindst én af de tre ting manglede ved dem alle. Da vi fortvivlede begyndte at caste birollerne, kom Victor Polster ind ad døren med en engleagtig kvalitet, der transcenderede spørgsmålet om dreng eller pige. Han mindede mig både om mig selv og pigen, som historien bygger på.”

Det har været vigtigt for Lukas Dhont, at filmen både medicinsk og følelsesmæssigt er troværdig, så folk i det transkønnede samfund kan relatere sig til historien. Men først og fremmest er det et portræt af et særligt individ.

”Det var vigtigt for mig, at Lara ikke bare er transkønnet, men også et ungt menneske, der ligesom de fleste andre har problemer med kroppen. Filmen handler mere om at være ung end at være transkønnet,” forklarer instruktøren.

Titaniske følelser
Som en belgisk filmskaber, der bruger minimalistiske redskaber til at skabe store følelser, kan man ikke undgå at sammenligne Lukas Dhont med Dardenne-brødrene.

Det er den unge instruktør beæret over, men han føler sig i stil forskellig fra de dobbelte Guldpalme-vindere.

”Jeg kan virkelig godt lide, hvordan Dardenne-brødrene bruger koreografi i deres filmsprog, men det er på en helt anderledes måde end min. Jeg vil meget gerne sammenlignes med dem, men jeg er mere stiliseret i forhold til farver og den slags,” siger Lukas Dhont.

”Jeg er inspireret af folk, som skaber deres eget univers, der er meget langt fra mit. Da jeg så Dogtooth for nogle år siden, overskyllede Yorgos Lanthimos’ univers mig i flere dage, fordi det virkede så personligt, smukt og aggressivt.”

Lukas Dhont har fået kærligheden til film ind med modermælken.

”Jeg fandt ud af, at jeg ville være instruktør, da jeg så, hvilken effekt film kan have,” fortæller instruktøren.

”Min mor går meget i biografen og har en stor passion for film. Da jeg var barn, talte hun meget om film, og jeg kan huske, hvordan hun fortalte om Titanic, da jeg var otte år. Hun blev så følelsesmæssigt berørt af den, at jeg tænkte: ’Jeg vil gøre folk berørt på den måde.’”