Filmens hemmelige helte

Producerne er sjældent særligt kendte og gemmer sig oftest bag berømte skuespillere og instruktører.

Når man endelig hører om producerne, er det som regel magtfuldkomne, højtråbende og temperamentsfulde typer som Harvey Weinstein, der styrede Hollywood med hård hånd, inden han blev fængslet for voldtægt.

Men ifølge både instruktørerne og manuskriptforfatterne på Super16 er den tredje faglinje på den københavnske filmuddannelse helt afgørende.

Og de fortjener mere anerkendelse.

Julie Carla Mortensen, Asta Stuhr, Alexander Skaarup Nielsen, Melanie Dastmalchi, Sidsel Filipsen og Laura Valentiner-Bohse.

Det er navnene på de seks producere, der netop er blevet uddannet fra Super16 med en samling storroste afgangsfilm, der kan ses på Ekkos hjemmeside indtil 8. december. Og tiden på uddannelsen har været særdeles lærerig for dem.

”Vi har fundet ud af, at vi alle sammen lægger meget af os selv, vores personlighed og følelser ind i det at producere film. Det har vi brugt til at finde hver vores måde at producere på. Man lærer meget af andre,” siger Sidsel Filipsen og tilføjer:

”Det har været enormt inspirerende at gå på producerlinjen. Vi er vildt unikke alle sammen. Og det synes jeg er et godt tegn på, hvor synlige producere er. Vi har sat vores særaftryk med den måde, vi arbejder på.”

Fordelen ved at være to
Halvdelen af afgangsfilmene fra ellevte årgang på Super16 er lavet af en producerduo.

Asta Stuhr og Julie Carla Mortensen har sammen produceret Heartbreak, mens Melanie Dastmalchi og Sidsel Filipsen har produceret både Bjergets tårer og Afskærmet.

Førstnævnte par fandt ud af, at de gjorde livet nemmere for sig selv med en arbejdsfordeling. Asta Stuhr med producerbriller var hovedansvarlig for manuskriptudvikling og postproduktion, mens Julie Carla Mortensen stod i spidsen for produktionen og lanceringen af filmen.

Begge var en del af alle filmens processer og delte arbejdet mellem sig, men de klart definerede roller gjorde det nemmere for dem at drive projektet fremad.

”Der kan opstå uoverensstemmelser på et filmhold, som kræver arbejde med konfliktløsning,” siger Julie Carla Mortensen.

”Dér skal man finde en brandslukker frem. Og den skal helst være så lille som muligt. Man vil helst nå at slukke branden, inden den har vokset sig stor.”

Hun suppleres af samarbejdspartneren.

”Det særlige ved film er, at folk ofte er meget følsomme i forhold til det, de laver. Historierne kommer jo gerne fra noget meget personligt, og derfor kan følelserne nogle gange sidde mere uden på tøjet, end hvis man for eksempel lavede revisorarbejde,” siger Asta Stuhr.

”Jobbet som producer bliver dobbelt så sjovt, når man gør det sammen med en anden producer. Produceren bliver tit en ensom skikkelse. Så det er godt at have én, man kan dele bekymringer og glæder og sparre med.”

Rykker grænsen
For Melanie Dastmalchi og Sidsel Filipsen var processen meget forskellig med Afskærmet og Bjergets tårer.

I Afskærmet var det særligt filmens animationssekvenser, der bød på udfordringer, men den langvarige animationsproces var lærerig. Bjergets tårer foregår og er optaget i Montenegro, og det satte de to kvinder på arbejde.

”Dér savnede jeg min makker Sidsel, fordi jeg var på udebane ved at filme i et land, jeg ikke kender” siger Melanie Dastmalchi, der som den eneste af producerne var med under optagelserne i Montenegro.

”Men jeg opdagede undervejs, at jeg kunne holde til mere, end jeg gik og troede. At blive kastet ud i så vild en situation, hvor vi havde et filmhold og spillere med på optagelser, der foregik oppe i bjergene, viste mig, at alt er muligt, hvis man får skabt en tryg base og et godt arbejdsrum for alle.”

Før optagelserne brugte Sidsel Filipsen meget tid på at indgå et samarbejde med organisationen og kvindekrisecentret Danner, fordi Bjergets tårer handler om partnervold.

”Jeg har aldrig prøvet at ville et samarbejde så meget. Og det gav virkelig pote, for vi mødtes løbende med dem og fik nogle af deres psykologer til at læse manuskriptet,” fortæller Sidsel Filipsen.

”Det er bare virkelig dejligt at have lavet en film, der kan nuancere blikket på psykisk vold.”

Fra Sverige til Jordan
Også Alexander Skaarup Nielsen måtte til udlandet for at lave sin afgangsfilm. Splittet handler om en flygtningedreng, der rejser med sin familie tilbage til Irak, da Saddam Hussein bliver væltet.

Holdet kunne ikke samle filmens budget i Danmark. Det lykkedes til gengæld at finde knap en million svenske kroner, så handlingen blev rykket til Sverige. De penge var nødvendige for, at filmholdet kunne optage i Jordan, der gjorde det ud for Irak.

”Finansieringen var en svær størrelse, men det var virkelig også en udfordring at skulle femten mennesker til Jordan for at optage,” fortæller Alexander Skaarup Nielsen.

”Vi vidste reelt ikke, hvordan arbejdsgangen var dernede, og hvad vi skulle igennem. Vi var der om sommeren, så der var ekstremt varmt. Og vi kom en flok danskere med en masse udstyr, så det var også et spørgsmål om sikkerhed og forsikring, som vi tidligt i processen måtte dykke ned i.”

Det har været en god erfaring for Alexander Skaarup Nielsen at søge penge i Sverige, da danske produktioner ofte kræver finansiering fra andre nordiske lande.

På det sproglige plan har han dog ikke fået lige så meget ud af sin svenske forbindelse. ”Jeg har stadig svært ved at forstå svensk!” siger produceren med et grin.

Bolde i luften
Laura Valentiner-Bohse har været alene om at producere Flygt frys kæmp, der var igennem en anderledes produktionsproces, end man normalt tilstræber.

Godt inde i udviklingen valgte filmholdet at skifte kurs. Historien føltes ikke rigtig for instruktør Teys Schucany, så han og manuskriptforfatter Frederik Rye måtte hurtigt finde frem til en ny fortælling, som dog lå i forlængelse af den forrige.

Laura Valentiner-Bohse havde inden arbejdet med afgangsfilmen lagt vægt på, at det skulle blive en struktureret proces. Den del blev noget udfordret af omstændighederne, men til gengæld opdagede hun, at man godt kan have en god proces, selv om der bliver kastet skruebolde.

”Fordi vores fortælling skiftede ret meget undervejs, blev rammen kastet lidt op i luften. Processen har været at skulle gribe bolde lidt rundt omkring. Men det har været en god øvelse at støbe boldene sammen og holdt fokus på, hvad er bedst for projektet,” siger Laura Valentiner-Bohse.

”Det er i hvert fald altid at foretrække at arbejde med en instruktør og manuskriptforfatter, der virkelig brænder for det projekt, man er i gang med.”