Filmens vingesus

Hvis vi af en eller anden grund prøver at forestille os D-dagen i 1944, hvor de allierede begyndte landsætningen af tusindvis af tropper på Normandiets kyst, vil de fleste af os nok spontant tænke på den fænomenale åbningssekvens i Spielbergs Saving Private Ryan.
    
Gælder det Hitler i bunkeren, er det Bruno Ganz i Der Untergang, der er den nærmest automatiske association. Og sandsynligvis er vores generelle opfattelse af, hvordan verden egentlig så ud i middel­alderen og korstogstiden, hentet fra fiktionsfilm som Braveheart, Rosens navn og Kingdom of Heaven. For film - ikke autentiske optagelser eller dokumentarfilm, men fiktionsfilm - er blevet vores vigtigste historiebog.
    
Men hver gang en stor historisk film kommer frem, vil der næsten altid melde sig alvorlig kritik fra faghistorikerne, som anholder diverse forvanskninger og fordrejninger af de historiske kendsgerninger. Og man forstår bekymringen: Kun en tåbe frygter ikke fiktionen, som kan rive os med på en helt anden måde end de tørre facts.
 
Digt og Danmarkshistorie
Den historiske film etablerede sig tidligt med genreskabende højdepunkter som Griffiths En nations fødsel (1915), et storladent (og racistisk) epos om den amerikanske borgerkrig, og Abel Gances monumentale Napoléon (1927).
    
I 1930'erne havde historiske dramaer en storhedstid i Holly­wood, hvor filmstudiernes arkitekter, scenografer og kostume­designere kunne brillere med overdådige rekonstruktioner af historiske miljøer. Filmene var ofte såkaldte biopics med fokus på en historisk skikkelse som i Stanley og Livingstone, Marie Stuart og Marie Antoinette.
    
Til gengæld følte man sig ikke særligt bundet af de historiske begivenheder, som da man i Rasputin and the Empress (1932) lod Rasputin voldtage en russisk fyrstinde, som efterfølgende vandt en sag mod MGM. Eller når man i Curtiz' berømte The Charge of the Light Brigade 1936, da: For Englands ære) opdigtede en helt vrøvlagtig forklaring på Krimkrigens berømte slag, som siden fik en anderledes sarkastisk og militærhistorisk analyse i Tony Richardsons Den lette brigades angreb (1968).
 
Dansk film har ikke dyrket genren særlig ofte. Generelt har det nok været for dyrt at rekonstruere fortidige miljøer. Der er enkelte film som Kongen bød (1938) om stavnsbåndets ophævelse, Dreyers Vredens Dag (1943) om heksebrændinger i 1620'erne, Schnéevoigts Tordenskjold gaar i Land (1942), der præsenterede sig som "Digt og Danmarkshistorie i Forening", og Kjærulff-Schmidts Peter von Scholten (1987), om guvernøren der afskaffede slaveriet på de dansk-vestindiske øer i 1848.
    
Mest filminteresse har der  — naturligt nok — været for besættelsestiden, den mest dramatiske begivenhed i vores nyere historie. Drengene fra Sankt Petri havde et vist afsæt i virkeligheden, idet den var frit inspireret af Churchill-gruppens aktiviteter. Men det er først nu, at man med Ole Christian Madsens kommende Flammen & Citronen griber stoffet mere historisk og biografisk an. 
    
Det måske mest oplagte drama i Dan­marks­­historien, Struensees storhed og fald, har dannet grundlag for to tyske film (1923 og 1956) og en engelsk (1935). Balling havde i mange år planer om en dansk film om emnet, og nu er der flere nye initiativer til at realisere stoffet.
    
En særlig aura
Når filmmediet fra begyndelsen har været på strandhugst i historien, skyldes det, at verdenshistorien byder på en række nyttige sager, som filmen kan bruge. Det historiske stof tilbyder en aura af betydningsfuldhed. Det er ikke bare menigmands små trængsler, vi møder, det er historiens vingesus, der stormer forbi. Der er også en særlig fascination ved at kigge ind i fortidens fremmedartede og eksotiske universer og en særlig nostalgi ved at genopleve verden af i går.
    
Men det vigtigste er nok, at verdenshistorien byder på krige og revolutioner, konfrontationer og drama  — det stof, som gode histo­rier er lavet af. Verdenshistorien byder på handlekraftige og unikke personligheder med stærke lidenskaber og viljer: ambition, begær, forfængelighed og brutalitet. Det er roller, som er attraktive for karismatiske skuespillere: Cate Blanchett som den første dronning Elizabeth, Peter O'Toole som Lawrence of Arabia, Ben Kingsley som Gandhi, George C. Scott som general Patton, Forest Whitaker som Idi Amin i The Last King of Scotland.
    
Man skulle tro, at der var et spændingstab i den historiske film, hvis vi ellers ved, at Columbus opdagede Amerika, at Napoleon tabte ved Waterloo, og at det ikke lykkedes von Stauffenberg at sprænge Hitler i luften. Men netop fordi vi har denne forhåndsviden, får fortællingen en aura af definitiv skæbne, der opleves som inciterende og kunstnerisk. Vi ser med bagklog visdom på de stakkels personer, som ikke ved, hvad der venter dem.
    
Svarende til Kierkegaards kendte udsagn om, at livet leves forlæns og forstås baglæns, kan man sige, at de historiske personer lever forlæns, mens vi tilskuere forstår dem bag­læns og i den proces kan nyde vores egen bagklogskab. 
 
At beherske fortiden
"Den, der behersker nutiden, behersker fortiden," hedder det i 1984, George Orwells fremtids­roman om et samfund, ikke ulig Stalins Sovjet, hvor historien redigeres og forfalskes efter statens diktat.
    
Man kan også sige, at den, der mest overbevisende kan tage historien til indtægt for sine synspunkter, har den bedste sag. Derfor ser man, især i totalitære stater, en bevidst udnyttelse af den historiske allegori.
    
Den italienske udstyrsfilm Scipio Africanus (1937) handler om Scipios sejr over Hannibal ved Kartago i 202 f.v.t. i den anden puniske krig, men skal forstås som en kommentar til Mussolinis aktuelle felttog i Abessinien i 1935. 
 
Eisensteins Aleksander Nevskij (1938) hand­lede nok om den russiske fyrstes sejr over de tyske ordensriddere i slaget på isen i 1242, men har åbenbar reference til Nazi­tysklands truende oprustning i slut-­30'erne. Og Veit Harlans nazistiske Jøden Süss (1940) greb tilbage til en historisk skikkelse, hvorved filmens antisemitiske budskab fremstod som en sandhed, der var bekræftet af historien selv.
    
Men også demokratierne var opmærksomme på den historiske films propaganda­muligheder. Mod slutningen af Anden Ver­dens­krig kom Laurence Oli­viers Hen­rik den Fem­te som en beredskabsfilm, der skulle stimulere det engelske folk under krigens trængsler. Og Shake­speares berømte vers i kongens tale inden det afgørende slag klang af aktuel betydning: "We few, we happy few, we band of brothers. / For he today that sheds his blood with me / Shall be my brother."
 
Gennemslagskraft
Når aktuelle begivenheder på den måde spejler sig i historiske begivenheder, får det aktuelle en karakter af eviggyldighed og nødvendighed.
    
Det, der siden fremstår som historiske begivenheder, starter typisk som fragmenterede og punktuelle nyheder i medierne. Ved at gøre den historiske begivenhed til en fortælling med handlekraftige personer og en lineært fremadskridende handling, bliver historien forståeliggjort, men selvfølgelig også manipuleret i en bestemt retning.
    
Otto Premingers Exodus fra 1960 er en "storfilm" om jødiske aktivister og terrorister, der i 1947 kæmper for oprettelsen af staten Israel. Filmen var lagt an til at påvirke verdens­opinionen i det jødisk-arabiske spørgsmål via effektiv Hollywood-dramaturgi og kendte filmstjerner. I dag virker filmen ret naiv og tendentiøs, men det er stadig interessant at blive mindet om, at også jøderne i kampen for et hjemland dengang anvendte terrorisme: "We are soldiers - our only weapon is our willingness to die", et synspunkt og en strategi, som nu er overtaget af palæstinenserne.
    
Bo Widerbergs Oprøret i Ådalen fra 1969 skildrer en situation i 1931, hvor svensk militær dræbte strejkende arbejdere og en tilskuer under en demonstrationsmarch, og filmen fik aktuel gennemslagskraft midt i den aktuelle politiske debat.
 
Populærfilmens maskineri
I moderne film tages markante historiske begivenheder op. Eller rettere: Begivenhederne bliver markante, fordi de bliver effektfuldt behandlet i spillefilm. 
    
Konspirationsteorierne om mordet på præsident Kennedy fik deres faste holdepunkt i Oliver Stones JFK, Ridley Scotts Black Hawk Down er blevet offentlighedens vigtigste kilde til belysning af det amerikanske engagement i Somalia i 90'erne, og Rwanda-folkedrabet har fået sin klargørende behandling i film som Hotel Rwanda.
    
De emner, der køres gennem populærfilmens effektive maskineri, får en stærk opmærksomhed, mens historiske begivenheder, der ikke har det dramatiske potentiale, kun vanskeligt vækker almen interesse. EU med diverse forstadier har for eksempel enorm betydning for de europæiske samfund. Men det er ikke filmstof. Hvorfor ikke? Fordi der mangler en helt og en skurk, der mangler signifikante øje­blikke, hvor dramaet spidser sig til, der mangler overskuelighed og koncentration. Her er bare en masse kedelige møder og forhandlinger og lang-sommelige beslutningsprocesser.
    
De store aktuelle begivenheder i det nye årtusind, 11. september og Irak-krigen, markerer sig efterhånden også i fiktionsfilmen. Men endnu med en vis forsigtighed, for den aktuelle tolkning kan være risikabel (hyldesten til Afghanistans islamiske mujahedin-krigere i Rambo III står i dag i et noget ironisk skær).
    
Film som Paul Greengrass' United 93 og Oliver Stones World Trade Center er begge en slags følelsesfulde dokudramaer, der ser snævert på et bestemt hjørne af begivenhederne uden at vove sig ud på en bredere forklaring. Og Brian De Palmas nye Redacted er en af en række kommende amerikanske film om Irak-krigen. Men det er påfaldende, at ingen endnu ikke har haft lyst til at komme med en mere analyserende fremstilling af begivenhederne. Man begynder med de enkelte historier. Og på et tidspunkt vil det ikke mindst være filmene, der fælder historiens dom.
 
National identitet
En vigtig baggrund for historiske fiktioner er den nationale identitet, som først og fremmest er bundet til den fælles historie. Ved at minde om den fælles fortid skabes der mere sammenhæng i nutiden.
    
Det var et vigtigt motiv bag 1800-tallets historiske romaner (i dansk litteratur for eksempel Ingemanns Valdemar Sejr og Carit Etlars Gøngehøvdingen), men præger også den historiske malerkunst. Malerier som Carl Blochs Christian II på Sønderborg Slot og Otto Baches De sammensvorne rider fra Finderup lade efter mordet på Erik Glipping 1286 (1882) er blevet ikoner for danskerens historiske bevidsthed, på samme måde som amerikanerne tænker sig Washington i færd med at krydse Delaware-floden ud fra Emanuel Leutzes berømte maleri (1851).
    
På samme måde kan hele westerngenren siges at dreje sig om at give den sammensatte amerikanske befolkning et fælles fundament, fælles rødder til de rodløse. Derfor må pionerhistorierne fortælles igen og igen - historien om nybyggernes erobring af Det vilde Vesten med legendariske skikkelser som Jesse James, Wyatt Earp, Buffalo Bill, Sitting Bull og general Custer.
    
Med den historiske film får befolkningen adgang til sin histo­rie, på godt og ondt. Især tv-serien har fungeret som formidler af identitets­skabende historiefortælling, som vi har set det med Matador og Krøniken. I sin tid var det den amerikanske tv-miniserie Holocaust (1978), der mindede den chokerede (vest)tyske befolkning om en forbrydelse, som offentligheden mere eller mindre havde fortrængt. Og Edgar Reitz' store Heimat-krønike drager gennem hele den traumatiske nyere Tysklandshistorie fra nederlaget efter Første Verdenskrig til Genforeningen og det nye årtusind. I de senere år er som modvægt kommet historiske film, der har kunnet stimulere tyskernes selvværd.
    
Under nazismen var modstanden mod Hitlers regime ikke just overvældende i Tyskland, og civilcouragen var begrænset. Men nu mindes filmene dem, der trods alt havde mod til at reagere: officeren Wilm Hosenfeld, der reddede den polske jøde (Pianisten), Sophie i studenternes modstandsgruppe (Sophie Scholl - De sidste dage) og ­von Stauf­fenberg, der ledede attentat-forsøget mod Hitler den 20. ju­li 1944.
    
På den måde er det de historiske film, der så at sige kontrollerer den almindelige offentligheds tænkning om en historisk epoke. Det har for nyligt været kritiseret i Tyskland, at historien om von Stauffenberg laves som en stor Hollywoodproduktion med Tom Cruise i hovedrollen. Men det er også blevet slået fast, at en stor Hollywoodfilm som Brian Singers Valkyrie netop er vejen, hvis man ønsker, at von Stauffenberg skal huskes.
    
Mel Gibsons stortanlagte Apocalypto blev sidste år kritiseret af historikere for alskens forvanskninger og fejlagtigheder i fremstillingen af mayakulturen, men den blev også rost, fordi den netop i kraft af sin kulørte dramatik fik skabt ny interesse for en af de store historiske kulturer.
 
Oplevelse, ikke viden
Den historiske film er generelt en tvivlsom kilde til historisk viden. Men den kan noget andet. Vi kan nok så meget løbe rundt på Forum Romanum med en guidebog i hånden og prøve at forestille os, hvordan der var i Rom for 2000 år siden. Men sandsynligvis giver Gladiator, trods en del friheder over for de historiske kendsgerninger, et væsentligt bedre billede end det, vi selv kan fremmane i fantasien.
    
Det er ikke pålidelig information, men vi føler, at vi har været der. Og hvis man finder det bekymrende, at fiktionerne i høj grad får lov at fylde os med tvivlsom viden, så kan man berolige sig med, at fiktion ikke kun er en hovedkilde til vores historiske viden, men i det hele taget belærer os om alt muligt, som den i virkeligheden ikke har forstand på. Det er også i filmens fiktioner, at vi henter en stor del af vores indsigt i menneskers psykologi og adfærd, ligesom der er mange fænomener, som de fleste af os kun kender fra fiktioner. Vi synes måske, at vi ved en masse om seriemordere og terrorister, om politiundersøgelser, bankkup og biljagter, men i langt de fleste tilfælde er det noget, vi ved fra filmene.
    
Filmens fiktioner giver os måske ikke altid historiske oplysninger, men de giver os historiske oplevelser. Godt stof og vingesus.