Nyhed
25. mar. 2011 | 15:57

Filmfolk hamstrer bånd efter tsunami

HDCAM SR er i høj kurs for øjeblikket, efter tsunami har ødelagt Sonys fabrik i det nordlige Japan.
Af Helene Withington

Film- og tv-selskaber i USA er begyndt at hamstre HDCAM SR-bånd. Det sker som følge af, at Sony-fabrikken Tagajyo i Japan er blevet ødelagt.

Fabrikken ligger i det nordlige Japan, som for fjorten dage siden blev ramt af voldsomme ødelæggelser efter jordskælv og tsunami.

HDCAM SR bruges til at lave HDTV, og problemet er, at der ikke er andre fabrikker end Tagajyo, som laver dem.

Andre fabrikker i Japan, der leverer elektronisk udstyr, har også været ramt af jordskælvet, men her har man helt eller delvist kunnet genoptage arbejdet.

På Tagayjo-fabrikken er skaderne imidlertid så omfattende, at det vil tage tid, før produktionen kan genoptages.

Det har fået store konsekvenser. I Californien og New York er det næsten umuligt at opdrive båndtypen, og skulle man være heldig at finde en forhandler, der ligger inde med et lager, skal man frem med den helt store pengepung.

Skyhøje priser

”HDCAM SR koster pludselig tre eller fire gange mere, end de gjorde for et par uger siden. Et bånd til 280 dollars kan nu snildt koste 1000 dollars,” siger Bill Macomber, ejer af produktionsfirmaet Fancy Film til LA Weekly.

De store selskaber med forbindelserne i orden klarer sig foreløbigt, men de små, uafhængige filmselskaber er kommet i klemme.

”De må kæmpe for at få bånd fra venner, som ikke er i gang med at gøre deres film færdig,” siger Bill Macomber.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko