Filmfolk mindes Mogens Rukov

Mogens Rukov døde i går i en alder af 72.

Han har haft en uvurderlig betydning for dansk films guldalder, både som lærer på Filmskolen og leder af skolens manuskriptuddannelse, som mentor og sparringspartner, som forfatter og skribent, men måske først og fremmest som menneske.

Det bevidner de mindeord, som Ekko har fået tilsendt. De kan læses her.

Vinca Wiedemann, rektor på Den Danske Filmskole:

I lange perioder var hans sind formørket af druk og had. I de perioder dukkede jeg mig, når jeg mødte ham på Filmskolens gange, mens delegationer af lærere og elever gik til skiftende rektorer og krævede hans afgang, skandalerne florerede omkring ham.

Heldigvis fik han trods sine udskejelser lov til at blive på Filmskolen i over tre årtier og blev derigennem en afgørende faktor for dansk films guldalder. At hans kunstneriske indsigt og format således fik lov til at veje tungest viser, hvor vigtigt det er for en kunstskole at have højt til loftet.

For i andre perioder kom hans elskelige gemyt frem. Så favnede Mogens Rukov sin omverden generøst, hans engagement i de yngre generationer var uudslukkeligt. Han kunne inspirere os, når vi følte os allermest kunstnerisk uformående, og når verden for alvor ramlede, kunne han som få tale trøstende ind i andres sorg.

Men frem for alt var han vores inspirator.

Den skematiserede dramaturgi gav han intet for. Han forstod med hele sit irrationelle sind, at en fortællings lovmæssigheder er uudgrundelige, mens fortællingen bliver skabt. Som med livet lever man forlæns og kan kun forstå baglæns. Måske derfor formåede han at vise os, hvordan man kan udfolde sig kunstnerisk gennem spilleregler i stedet for at lade sig begrænse af dem.

Det er et stort tab, at Mogens Rukov døde uden at få efterladt sig en samlet skriftlig fremstilling af sin filmfilosofi. Men frodigheden i hans indfald og iagttagelser blev til savsmuld for ham, når lovmæssighederne skulle nedfældes, og det er betegnende, at han fik samlet sit udtryk bedst, når han skrev film.

Det var gennem konkrete skildringer af menneskets handlinger og relationer, at livsvisdommen formmæssigt kunne samle sig i en forening af livets kaos og fortællingens orden.

I forbindelse med Filmskolens 50-års jubilæum til september 2016 udkommer en bog om Mogens Rukov.

Thomas Vinterberg, instruktør:

Mogens Rukovs død betyder for mig tabet af en afgørende person for dansk film gennem de sidste 20-30 år. Som levende og lystfuld inspiration og kunsten at leve.

Per Fly siger, at Mogens ”gjorde vores materiale større”. Det er præcist, og det gjorde han faktisk ofte ved at forenkle og ved at forankre materialet i virkeligheden. I den ”naturlige historie”, som vi kalder det.

For mig udvidede han ikke kun materialet, men hele mit syn på tilværelsen. Han var et lysende, skandaløst genialt, rasende og nysgerrigt menneske, der satte film, erotik og den jødiske kultur højest på dagsordenen.

Tabet af Mogens betyder først og fremmest et farvel til en meget nær ven.

Peter Aalbæk Jensen, producent:

Mogens Rukov var dansk films sorte tangenter. Nu er der kun de hvide tilbage på klaveret. Til fremover at spille små, lette og banale melodier.

Mikala Krogh, instruktør:

Kære Mogens.

Du kom flyvende ind i mit liv på første klasse iført smoking direkte fra Cannes og landende i filmskolens biograf. Det var midt i din storhedstid med Festen og dogme.

I starten syntes jeg du var skrupskør. Man vidste aldrig, hvad man fik, når man gik til dramaturgi med dig. Det kunne være en storrygende bagstiv mand, der kom direkte fra en overnatning i en trappeopgang i Ishøj, og som prøvede at overbevise om, at han havde været på research i virkeligheden.

Eller det kunne være en oplagt og velklædt Mogens, der fortalte om, hvordan alle gode historier handler om tab: tab af kærlighed, prestige, penge, værdighed eller tab af selve livet.

Det er stadig dine teorier, jeg trækker på, når jeg sidder i klipperummet og skal løse en kompliceret dramaturgi. Det var dig, der lærte mig alt om at fortælle historier. Du har givet generationer fra Filmskolen en kollektiv filmforståelse, der gør det muligt at samarbejde på tværs af årgange, fordi vi har et fælles sprog om det at lave film, et sprog, som da har udviklet os.

Senere blev vi venner.

Vi sad sammen i din lejlighed og skrev dokumentarfilmen Alt er relativt. To timer ad gangen. Der var visse emner, vi begge vidste vi skulle undgå, hvis vi skulle holde den gode tone, men nogle gange eksploderede det. Det var bestemt ikke alt i verden, vi så ens på.

Men jeg elskede de stunder, og når dagens arbejde var overstået, sad vi på nettet og fulgte den kunst, du havde sat til salg på auktion, eller kiggede efter smykker til din store kærlighed, Vibeke.

Da min far døde, var du en stor støtte og trøst. Efter hans begravelse sagde du til mig, at vi skal huske at se hinanden, mens vi lever. Jeg har altid set det som et mirakel, at du levede så længe. Jeg kommer til at savne dig og bevidstheden om, at jeg ikke længere kan cykle forbi Vester Søgade, gør mig ulykkelig.

Mogens, du var i unik i dansk film. Mine tanker går til din familie, der nu skal leve videre med historien om tabet af dig.

Kærlig hilsen Mikala.

Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter:

Mogens Rukov var den største danske filmpædagog nogensinde. Hans indflydelse på den danske filmskole og især for 90’er- og 00’er generation i dansk film og tv – nå, ja og Trier – kan simpelthen ikke overvurderes.

Uden Mogens, ingen dogme, ingen nybrud i dansk film i 90’erne, ingen massiv opblomstring af en manuskriptforfatter-generation, som har fået så stor betydning for dansk film og især danske tv-serier.

Mogens havde et skarpt og hele tiden nyt blik for strukturen i en fortælling, for scenen, for karakteren, for hvordan en karakter holdt på cigaretten og kom ind af en dør.

Han var altid til stede i nuet. Det var hans kunst på en ekstrem måde at være til stede. Han var en kompliceret og sammensat karakter fuld af lys og mørke og drifter, aggressioner, had, længsler og lyster.

Han var en beruser. Drak han først rødvin, holdt han ikke op, før han var væk fra verden. At møde ham og hans viden og sammensathed som et ungt filmmenneske var den største gave af alle. Vi er mange der skylder ham rigtig meget. Tak for Mogens.

Sonja Vesterholt, dokumentarinstruktør og forfatter:

Mogens var lige kommet ud af hospitalet, jeg var i New York og ventede på en orkan.

”Kære Sonja, det med orkanen er lige brovtende nok. Havde det ikke været nok at slippe en fjært ved morgenbordet. Også det vækker i pæne kredse nogen opstandelse, men hvor ulækkert det end er, plejer det dog ikke at bevirke syv staters evakuering eller tiltrække sig verdensoffentlighedens opmærksomhed. Beskedenhed, kære Sonja, er klædeligt for alle, især piger.”

”Kære Sonja, ja, du mærker lidt resultatet af de sidste dages input. Er forvirret i hovedet, holder ikke rigtigt sammen på tankerne eller noget andet. Er vendt tilbage til Kierkegaard-projektet. Er meget optaget af det. Har en bestemt indgang til det. Jeg kan ikke fange ham som filosof, men oplever ham som digter.

Alle diapsalmerne, du ved første del Enten – Eller, er små, korte noveller eller novellefragmenter i Kafkas stil. Der er faktisk ikke én af dem, der er udfoldede filosofistykker, men alle historier med en filosofisk fortolkningsramme. Måske er det banalt, men for mig meget åbnende, her kan jeg være med. Hvis jeg har yderligere geniale bemærkninger til dig, så har jeg glemt dem i dette øjeblik. Hvis de dukker op, vil jeg sende dem asap.”

Vores samtale er slut. Min bedste ven er død.

Nikolaj Feifer, instruktør:

Der var en helt særlig forventning før den første mandag, vi skulle opleve Mogens undervise i Filmskolens biograf. Af alle lærere var det Mogens, man havde hørt mest om og læst tekster af før.

Han var mærket af årene, og vi skulle være glade for, at han stadig var frisk nok til at holde mandagsundervisning. Det sagde folk.

Men selv om alderen førte ham uendeligt langsomt op på scenen, så var det også det levede liv, der gjorde ham inspirerende. Han var for gammel til at tage en maske på. Han var fuldstændigt ufiltreret. Alt det liv, han havde levet, sad i ham, og han gav det videre til os elever med både kynisme og følsomhed.

Han tog sig selv ind i fortællingen, og det var ikke kun for at underholde. Han fortalte om sine erobringer og nederlag for at vise, hvor vigtigt det er at tage sig selv med i historien, hvor banalt det store gerne må være.

Som ung elev troede man måske, at det originale og aldrig før sete var det vigtigste, men Mogens viste helt roligt, at de store fortællinger er gjort af enkle sandheder: Slutbilledet er det modsatte af startbilledet, og alle historier starter med en mand, der kommer til byen.