Filmhistoriens dyreste originale manuskripter
Nu om dage er det originale filmmanuskript ved at blive en sjældenhed i Hollywood, hvor sequels, prequels og genindspilninger dominerer markedet.
Men i en ikke så fjern fortid kunne håbefulde manuskriptforfattere blive millionærer natten over, hvis det lykkedes dem at sælge en særligt god historie til et af de store filmstudier.
Således udsprang klassikere som Butch Cassidy and the Sundance Kid, China Town, Thelma & Louise og Schindlers liste alle fra originale manuskripter. Og i visse tilfælde er mændene bag historierne endda selv blevet stjerner, som det var tilfældet med Ben Affleck og Matt Damon, der i 1994 solgte manuskriptet Good Will Hunting til Castle Rock Entertainment.
I det nye årtusind er efterspørgslen på det originale filmmanuskript dalet, i takt med at tv-serier er begyndt at true filmmediet på de gode historier. Mange studier har som resultat heraf øget fokus på visuelle effekter og gået mindre op i udviklingen af manuskripter.
Således blev 173 originale manuskripter solgt i Hollywood tilbage i 1995. I 2010 var det tal nede på 55.
Hvilke manuskripter har Hollywood i tidens løb så betalt de højeste beløb for?
Indiewire.com har sammenfattet en liste over de ni dyreste originale manuskriptkøb nogensinde. Her er overraskende nok ingen Good Will Hunting eller Schindlers liste, men derimod en længere række af B- og C-film, som filmstudierne har fundet mere værdifulde end originalmanuskripterne til eksempelvis American Beauty og The Social Network.
Filmhistoriens dyreste originale manuskriptkøb
1. Deja Vu – 5 mio. dollars (2006, skrevet af Bill Marsilii og Terry Rossio)
2. The Long Kiss Goodnight – 4 mio. dollars (1996, skrevet af Iron Man 3-instruktøren Shane Black)
3. Panic Room – 4 mio. dollars (2002, skrevet af David Koepp)
4. Talladega Nights – 4 mio. dollars (2006, skrevet af Will Ferrell og Adam McKay)
5. EuroTrip – 4 mio. dollars (2004, skrevet af Alec Berg, David Mandel og Jeff Schaffer)
6. Basic Instinct – 3 mio. dollars (1992, skrevet af Joe Eszterhas)
7. Medicine Man – 3 mio. dollars (1992, skrevet af Tom Schulman og Sally Robinson)
8. Mozart and the Whale – 2.75 mio. dollars (2005, skrevet af Ronald Bass)
9. A Knight’s Tale – 2.5 mio. dollars (2001, skrevet af Brian Helgeland)
Kommentarer