Forsker tildelt doktorgrad for Dreyer-afhandling

Det er ikke hverdagskost med doktordisputatser inden for filmvidenskaben. 

Vi skal nitten år tilbage til 2005, hvor amatørhistorikeren Jan Nielsen forsvarede afhandlingen A/S Filmfabrikken Danmark. SRHF/Filmfabrikken Danmarks Historie og Produktion, der handler om et af de vigtigere filmselskaber i stumfilmtiden.  

Og før det fik Torben Grodal – for 30 år siden – sin doktorgrad på Filmvidenskab, Københavns Universitet, for Cognition, Emotion and Visual Fiction, som i 1997 blev udgivet under titlen Moving Pictures. 

Den 9. februar, hvor Casper Tybjerg forsvarede The Historiography of Filmmaking – through the lens of Carl Th. Dreyer, var derfor en historisk dag. 

Den 55-årige forsker interesserede sig for stumfilm, længe inden det kom på mode med Filminstituttets stumfilm.dk.

I 1997 forsvarede han sin ph.d.-afhandling An Art of Silence and Light. The Development of the Danish Film Drama to 1920 over for blandt andre dansk filmforsknings grand old lady, Marguerite Engberg. 

Det foregik på det gamle Københavns Universitet Amager i de røde barakker, som i dag er jævnet med jorden til fordel for gold, men genbrugt beton. 

Tilgange til filmhistorien
Et kvart århundrede senere, en fredag eftermiddag med sne i luften, finder nogle af de samme mennesker, som var med dengang, vej til Københavns Universitet Søndre Campus, som området hedder i dag. Tilhørerpladserne er afgjort mere komfortable end i de tidligere lokaler, ligesom der er sket teknologiske landvindinger. 

Transparente folier på en overheadprojektor er udskiftet med digitale lysbilleder, og mikrofoner og højtalere sørger for god lyd. 

Der breder sig en forventningsfuld stemning, mens tilhørerne tager plads i salen. Nogle klaprer på deres medbragte pc, andre bladrer i den trykte afhandling, de har nået at sikre sig et eksemplar af. 

I afhandlingen gennemgår Tybjerg – med Carl Th. Dreyers stumfilmmesterværk Jeanne d’Arcs lidelse og død fra 1928 som omdrejningspunkt – forskellige tilgange til at bedrive filmhistorie.

Det drøftes kritisk, hvordan værker benyttes som kildemateriale og omsættes til historiske fremstillinger, og hvordan fagets praktikere uundgåeligt indskriver sig i akademiske traditioner på mere eller mindre gyngende grund.

Målet er netop at skabe et teoretisk og metodisk fundament for filmhistorieskrivning med fokus på værk og filmskabelse. 

En empirisk disciplin
Leder af forsvarshandlingen Kirsten Busch Nielsen, der er dekan for Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, sætter rammen.

Det er hende, som med bekendtgørelse og stopur i hånden skal sikre, at taletid og formalia overholdes. 

Kirsten Busch Nielsen præsenterer bedømmelsesudvalget: Anne Jerslev (Københavns Universitet), Daniël Biltereyst (Ghent University) og Frank Kessler (Utrecht University), som alle er professorer.

Deres rituelle rolle er at opponere og stille spørgsmål, og på baggrund af forfatterens svar skal de beslutte, om doktorgraden kan tildeles. 

Det er nemlig ikke en selvfølge. 

Det gik således galt for Martin Drouzy i 1982. Dengang lod bedømmelsesudvalget det ikke passere, at Drouzy i sin fremstilling legede med anagrammer og var spekulativ i sin omgang med netop Carl Th. Dreyer. 

Ordet gives til doktoranden, som fremhæver sin kildenærhed ved at have medbragt en stump fysisk 35 mm-film fra en kopi af Jeanne d’Arcs lidelse og død. Han tilslutter sig et citat fra amerikanske David Bordwell om, at filmhistorie er en empirisk disciplin. 

Det er en vigtig pointe i lyset af, at det av-arkiv, der i mange år var en hjørnesten i Film- og medievidenskab, for nylig blev lukket. Den uvurderlige samling af film og tv-udsendelser er kommet under lås og slå hos Det Kongelige Bibliotek sammen med meget andet materiale. som det er alt andet end nemt for historikere at få adgang til. 

Lovvedholdenhed – på nydansk ”compliance” – er mantraet, som i disse år flittigt benyttes med henvisning til ophavsretslov og GDPR-regler. Det har egentlig til formål at beskytte kunstnere og følsomme personoplysninger, men i stedet benyttes det som benspænd for arkivbaseret forskning. 

Hug til Lacan
At filmhistorie er en niche i nichen – filmsektionen hører i dag under Institut for Kommunikation – får man et indtryk af, da to af de tre opponenter (Biltereyst og Jerslev) føler trang til at understrege, at de ikke er historikere. 

Mest ned i materien kommer nogle substantielle og konstruktive udvekslinger om emnet historieskrivning. Men underholdende er også nogle af de øvrige retoriske fægtekampe, der hører til ceremonien. 

For eksempel må Casper Tybjerg forsvare historiefagets berettigelse inden for humaniora. Er den historiske metodes fortolkning af kilderne mere berettiget end andres fortolkninger af værker? Og hvorfor positionere sig så hårdt i forhold til andres tilgange? 

I den forbindelse blev der uddelt en lige højre til lacaniansk filmanalyse. 

Tybjerg havde allerede taget brodden af sniksnak ved med klædelig selvironi at nævne, at han har det svært med slutninger – noget, historikere ofte får smidt i hovedet. Til sidst nævner han, at han også har lavet andre ting i løbet af de 25 år, disputatsen har været på vej. 

Det er blevet til masser af artikler og kommentarspor til dvd-udgivelser af restaurerede stumfilm. Han har også været vejleder på ph.d.-afhandlinger, blandt andet Isak Thorsens Isbjørnens anatomi – Nordisk Films Kompagni som erhvervsvirksomhed i perioden 1906-1928. 

Ved attentiden forlader bedømmelsesudvalget og forsvarskonduktøren auditoriet, og efter et par i teorien neglebidende minutter kommer de tilbage med deres afgørelse. 

Doktorgraden kan tildeles. 

Den gik altså hjem, uden at den fem timer lange seance, der kunne have varet seks, gik i overtid. Tillykke til Casper Tybjerg og tillykke til Filmvidenskab!