Professor: Filminstitut bryder ligestillingslov

”En rygende pistol!”

Sådan kalder professor Hans Bonde fra Københavns Universitet et interview med Filminstituttets spillefilmkonsulent Silje Riise Næss.

Her fortæller konsulenten, at hun bevidst går efter at fordele støtten ligeligt mellem mandlige og kvindelige instruktører.

”Øjøjøj, jeg holder regnskab. Jeg har overgået mit tidligere niveau af matematik i de år, hvor jeg har arbejdet med film,” siger Silje Riise Næss i artiklen, der er lavet af Filminstituttet og bragt på dets egen hjemmeside.

”Procentregning er blevet en rygmarvsreaktion hos mig,” tilføjer den norske konsulent, som har været ansat siden starten af 2019.

Hans Bonde mener, at konsulentens udtalelser dokumenterer, hvad han hele tiden har sagt, men indtil nu ikke kunnet bevise: Filminstituttet arbejder ud fra en kvotering på køn med en fordelingsnøgle på 50/50.

Og det er ifølge professoren i strid med både Ligestillingsloven og Filmloven. Han har derfor sendt en klage til Filminstituttets bestyrelsesformand Anders Kronborg og næstformand Poul Nesgaard.

Konsekvens af krav
”Ligestillingsloven siger, at du ikke må skele til køn ud fra et ideal om kønsbalance. Det er altid det individuelle talent, du skal vurdere. Den danske lovgivning bygger ikke på, at identitetskollektiver har rettigheder,” fortæller Hans Bonde til Ekko og fortsætter:

”Hele kunstlovgivningen – også Filmloven – skal sikre, at der ikke bliver inddraget irrelevante kriterier i kvalitetsvurderingen. For eksempel alder, etnicitet eller handicap. I tidligere samfund havde folk med blåt blod – altså personer fra aristokratiet – særlige privilegier. Det ligger i det borgerlige samfunds retsgrundlag, at man ikke må presse kollektive privilegiestrukturer ind.”

I 2015 klagede Hans Bonde til Kulturstyrelsen over uddeling af støtte i forskellige kunstfond-udvalg baseret på 50/50-kønsfordeling. Han fik medhold, og Kulturstyrelsen indskærpede over for udvalgsmedlemmerne, at forskelsbehandling af mænd og kvinder ikke er tilladt.

Han mener, at filmkonsulentens udtalelser må fortolkes som officiel politik på Det Danske Filminstitut.

”Der er ikke tale om en enlig svale, men om en logisk konsekvens af Filminstituttets krav om kønsoptælling og nu en kønsselvangivelse. Det må opfattes som en generel fremgangsmåde for instituttets filmkonsulenter, som Silje Riise Næss beskriver, hvilket også bekræftes af, at denne politik anerkendes fra højeste sted – for eksempel har instituttets egen direktør, Claus Ladegaard, liket interviewet med Næss.”

– Men hvorfor ikke bare glæde sig over, at der er en konsulent, der brænder for kvindelige instruktører og derfor procentmæssigt har fået flere ansøgninger fra kvinder?

”Du betragter kvinder som nogle små, porcelænsagtige væsener, der kun kan finde på at søge, hvis de får et kæmpe signal om, at man vil fremme deres interesser. Sådan ser jeg ikke på det. Det udtrykker en forældet galanthed over for et køn, man betragter som svagt. Kvinder kan selv.”

Hvis Filminstituttets bestyrelse afviser klagen, vil Hans Bonde gå videre til Kulturministeriet og, om nødvendigt, Ligestillingsnævnet og Ombudsmanden.

Voldsom skævhed
På Det Danske Filminstitut tager man klagen helt roligt. Silje Riise Næss bekræfter i en mail, at hun er korrekt citeret i interviewet.

”Min erfaring er, at denne type diskussioner er af det gode. De kan flytte noget i sig selv ved at sætte forskellige perspektiver og opfattelser op imod hinanden,” skriver konsulenten, der hvert år uddeler 30-35 millioner kroner.

Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, bakker op om sin konsulents udtalelser, men understreger, at de ikke er udtryk for, at der er blevet indført kvoter ad bagdøren.

”Selv hvis vi kunne, mener vi ikke, at kvoter er vejen til bredere repræsentation i dansk film. Men vi anerkender, at der er en voldsom skævhed, både når det drejer sig om køn og etnisk repræsentation. Og på sigt er målsætningen, at der er lige mange mænd og kvinder, der laver film, og at der er lige mange mænd og kvinder, man kan se i interessante roller på lærredet,” siger Claus Ladegaard.

Ét ord er afgørende
Sidste år blev kun 26 procent af de danske spillefilm instrueret af en kvinde. Det svarer nogenlunde til ansøgningsmængden fordelt på køn. Ikke mindst på den baggrund er Claus Ladegaard tilfreds med, at Silje Riise Næss har en klar dagsorden.

”Det glæder mig, at en af Filminstituttets tre spillefilmkonsulenter har en så stærk feministisk tilgang til sit arbejde, at hun hele tiden kigger på, hvordan hun skaber størst mulig diversitet iblandt de instruktører, hun støtter.”

”Hun siger ikke, at hun har lavet en kvote. Hun siger, at hun ser meget detaljeret på det her, og hun håber – ordet ’håber’ er vigtigt her – at når hun en dag kigger tilbage på sine år i dansk film, så vil der være en mere ligelig kønsfordeling, end der er for øjeblikket. Det kan jeg kun sympatisere med.”

– Men siger konsulenten ikke, at hun har 50/50-fordeling som et erklæret mål?

”Joh, hun har det som et mål, og en ligelig kønsfordeling er bestemt også Filminstituttets målsætning. Hvis det her handlede om, at hun støttede film, der er dårligere end andre – at hun støttede dårlige instruktører med dårlige projekter – så ville vi have et problem. Men det er der overhovedet ikke tale om.”

– Er det en god konsulent, der sidder med et regneark, og for hvem procentregning er blevet en rygmarvsreaktion?

”En god konsulent går op i mangfoldighed, og en af måderne at gøre det på er at se på fordelingen mellem køn, genrer og målgrupper og mellem kunstneriske eksperimenter og mainstream. Det glæder mig, at vi har en filmkonsulent, som går op i repræsentation, for det har også med kvalitet at gøre. Forskellige stemmer med forskellige baggrunde og erfaringer er med til at hæve den samlede kunstneriske kvalitet og kulturelle betydning af historiefortællingen i dansk film.”

Masser af uopdaget talent
Heller ikke Jørgen Ramskov, der er direktør i Producentforeningen, kan se noget forkert i filmkonsulentens udtalelser.

”Jeg ved, at Filminstituttet ikke har indført kvoter og ikke har planer om at gøre det. Det er vi sådan set godt tilfredse med i Producentforeningen. Men samtidig er vi interesseret i, at vi får alle talenter frem i lyset – uanset køn, etnicitet, seksualitet – og det kniber. Det viser alle statistikker,” skriver Jørgen Ramskov i en mail og fortsætter:

”Jeg er overbevist om, at der er masser af uopdaget talent, som vi i dag ikke ser – så i det lys synes jeg, det er ganske fornuftigt, at konsulenter har meget fokus på at få kvinder frem. Skulle det så vise sig, at konsulenter støtter elendige film, bare fordi det er kvinder, der laver dem, så har vi naturligvis et problem. Men det problem ser jeg langt fra i dag.”

Ekko har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Filminstituttets bestyrelsesformand.