”Filminstituttet poster pengene ned i kloakkerne”

Filminstituttets konsulentordning er under heftig beskydning i denne tid. Kritikken startede i efteråret med en artikel i Ekko, hvor filminstruktør Jørgen Leth langede ud efter en dokumentarfilmkonsulent, der ville gøre den gamle mester ”tværmediel” og have ham til at ”indtage en holdning”.

Kritikken var konkret, den blev fremsat af en anerkendt instruktør og var rettet imod en navngiven konsulent. Desuden blev der fremlagt dokumentation i form af en e-mailkorrespondance.

Læserne havde med andre ord mulighed for selv at tage stilling til sagen.

Siden har Politiken lavet en anonym spørgeundersøgelse blandt filminstruktører og manuskriptforfattere, hvor de omkostningsfrit fremsætter en række løse påstande og en generel kritik, der er svær at forholde sig til. Knapt så konstruktivt, knapt så sympatisk.

Skrankepaver og papirnussere
I dagens Jyllands-Posten melder avisens mangeårige filmanmelder, præsten Johannes H. Christensen, sig i koret af kritikere.

”Det er ikke konsulentordningen som sådan, det er galt med, men bemandingen. Hvor man tidligere ansatte folk med en bred kulturel baggrund og filmisk indsigt (Morten Piil og Claes Kastholm Hansen for eksempel), synes de nu at blive hentet blandt branchens egne,” skriver Johannes H. Christensen og fortsætter:

”Ikke de kreative, de har andet at bestille, men proletariatet af teknokrater og bureaukrater (læs: skrankepaver og papirnussere) uden kunstnerisk fornemmelse eller filmæstetisk og -historisk kompetence.”

Og han slutter: ”Konsulenterne har en ganske betragtelig hyre, så det er både oprørende og latterligt, at de for vores egne penge vil hindre os i at se kvalificeret filmkunst.”

Desværre har Johannes H. Christensen ikke gjort sig den ulejlighed at tjekke sine påstande.

Bred kulturel baggrund
Ikke en eneste teknokrat er mig bekendt blevet ansat som filmkonsulent. Mange filmkonsulenter har i de senere år været klippere, og konsulenternes løn er i øvrigt alt for lav i forhold til det store ansvar, de har.

Lige nu er der ansat to spillefilmkonsulenter, som overhovedet ikke passer på den kunstnerfjendske skrankepavekonsulent, anmelderen tegner billedet af.

Den ene konsulent er Kim Leona. Hun er uddannet manuskriptforfatter fra Filmskolen og har blandt andet skrevet Bænken, Arven, Bagland og tv-serien Forestillinger. Hun er et kreativt og passioneret menneske, der nyder stor respekt i filmbranchen netop på grund af sin ”kunstneriske fornemmelse”.

Den anden konsulent er Steen Bille.

Han har været medforfatter til Niels Arden Oplevs succeser Drømmen og To verdener, men først og fremmest er han kulturkritiker med en mangeårig ansættelse på P1 bag sig. Han har netop ”en bred kulturel baggrund og filmisk indsigt”, som Johannes H. Christensen efterlyser i sit indlæg.

Det er i øvrigt ironisk, at Johannes H. Christensen fremhæver forfatteren Claes Kastholm Hansen, for han er sammen med forfatter Peter Poulsen blandt de mest forhadte konsulenter nogensinde. Det var netop i deres konsulentperiode, at Christian Braad Thomsen for alvor så sig sur på Det Danske Filminstitut og skrev bandbullen Min syge moster.

Lødigere og dygtigere end Trier
Claes Kastholm Hansen gjorde dog (mindst) én god ting i sin periode som filmkonsulent: Han gav støtte til en ung Lars von Trier (Epidemic). Det er mere, end man kan sige om Johannes H. Christensen.

Da Trier debuterede med Forbrydelsens element i 1984, skrev Johannes H. Christensen i Kristeligt Dagblad:

”Selvfølgelig kunne man anke specielt over både det ene og det andet: en fed flirt med noget, der til forveksling minder om fascisme – i menneskeskildring og menneskesyn, lidt sex-vold, lidt laber dødsdyrkelse. Men det er der ingen grund til.”

”Derimod kan man anke over, at så manieret og primitiv en film – æstetisk, kvalitativt og moralsk et godt stykke under den gennemsnitlige kiosklitteratur – overhovedet kan produceres og markedsføres. Især når man betænker, hvor kostbart et medium filmen er, og hvor mange filminstruktører, dygtigere og lødigere end Lars von Trier, der går arbejdsløse. Er det tre og en halv million, Det Danske Filminstitut her bogstaveligt poster ned i kloakkerne.”

Hvis Det Danske Filminstitut havde lyttet til Johannes H. Christensen, ville vi være gået glip af meget kvalificeret filmkunst.