Filminstitut: ”Vi overdriver ikke krisen”

Blockbuster er gået nedenom og hjem. Ingen gider købe dvd’er mere, og online-salget har endnu ikke formået at erstatte den tabte indtægt.

Sådan lyder det, når forskellige parter i filmbranchen skal forklare dansk films krise. Der mangler 40-60 millioner kroner om året, konkluderede Det Danske Filminstitut i sit oplæg til den fireårige filmaftale, som de politiske partier skal strikke sammen i nærmeste fremtid.

Producentforeningen mener, at der mangler 80 millioner kroner årligt.

Men fredag 5. september såede Kulturknuserne på P1 kraftigt tvivl om dommedagsfortællingen. For eksempel er salget af danske dvd-titler måske slet ikke så ringe endda. Ifølge Foreningen af danske Videodistributører har salget rent faktisk været stigende i perioden 2011-13!

Filmbranchen kan kollapse
I en efterfølgende kommentar på dr.dk påpeger vært på Kulturknuserne, Lasse Marker, at oplysningen fra videodistributørforeningen harmonerer dårligt med Producentforeningens udspil.

Foreningen skriver, at man ”i længere tid har påvist, at dansk film er truet af dårlig økonomi, hvilket blandt andet skyldes fald i dvd-salg på 40 % fra 2011 til 2013 – svarende til 400 millioner kroner”.

Producentforeningen har i en modkommentar afvist at manipulere med tal. Man indrømmer dog, at man med hensyn til den nedadgående dvd-tendens burde have inkluderet leje.

At ni ud af ti producenter har sorte tal på bundlinjen, har Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, en forklaring.

”Producenterne har indrettet sig som dygtige forretningsfolk. De har andre forretningsområder, som de kan tjene på. Nogle driver biografdrift, andre har undervisnings- eller konsulentvirksomhed. Atter andre reklamer, tv-drama og dokumentarer,” siger Klaus Hansen til Ekko.

”Vi er ved at miste en filmbranche, der er baseret på dynamikken mellem offentlig støtte og privat investering,” fortsætter han.

”På den måde ender vi i en situation, hvor det private kun tør lave Morten Korch-film, mens de øvrige film skal fuldt finansieres af det offentlige. Det mener jeg er et kollaps.”

Tal svinger meget
Både Producentforeningen og Det Danske Filminstitut baserer den store pose med ekstra penge, man vil have ud af filmforliget, på en rapport, som man har fået konsulentfirmaet Deloitte til at udføre.

Rapporten blev offentliggjort i november 2013. Den konkluderer, at producenterne tjente 1,8 millioner kroner per film i 2011 mod 4,2 millioner i 2004. Et drastisk fald på 2,4 millioner.

Det Danske Filminstitut har deraf sluttet af det simple regnestykke, at der mangler minimum 40 millioner kroner, hvis der fortsat skal kunne produceres 20 film om året, der er støttet af Filminstituttet.

Men det tal svinger meget alt efter, hvilken periode man vælger at regne på. Det fremgår af det faktaark, der var et bilag til Det Danske Filminstituts svar på kritikken i Kulturknuserne.

Laver man det samme regnestykke for perioden 2009-2011, ville konklusionen faktisk være den stik modsatte: At producenterne har fået flere penge mellem hænderne!

Mens perioden 2005-2010 kalder på en betydelig mindre indsprøjtning end den fremsagte: blot seks millioner kroner om året.

Et tilnærmet billede
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør på Det Danske Filminstitut, medgiver, at det for ukyndige kan virke noget tilfældigt.

”Hvert eneste år har udsving, som er repertoire-bestemt, og du kan da sagtens finde underperioder, hvor du kan få tingene til at vende,” siger han.

”Vi er gået så langt tilbage, som vi med rimelighed har kunnet, og vi har trukket det så langt frem, som vi har haft data på. Der går jo et stykke tid, før selskaberne begynder at indtægter ind på deres film, så derfor var det ikke forsvarligt at gå længere frem end til 2011.”

Grunden til, at Deloitte netop har valgt perioden 2004-2011 er, at undersøgelsen tilstræber at give et dækkende billede af to filmforligsperioder, nemlig 2003-2006 og 2007-2010.

”De film, vi støttede i 2003, havde i al væsentlighed premiere i 2004. De film, vi støttede i 2010, havde i al væsentlighed premiere i 2011. På den måde er analysen et tilnærmet billede, og det har ikke været en overvejelse at begynde i 2005, -6 eller -7,” siger Henrik Bo Nielsen.

Æbler og pærer
Henrik Bo Nielsen fremhæver, at der uanset udregningsperiode er en faldende tendens i producenternes nettoindtægt pr. film. I perioden 2004-2007 tjente producenterne i gennemsnit 3,125 millioner kroner pr. film, mens det er perioden 2008-2011 faldt til 2,225 millioner kroner.

Et tal, som dog er væsentligt lavere end de 2,4 millioner kroner, Deloitte-rapporten angiver.

”Det, man kan konstatere, når man går ned i selskabernes regnskab for deres film, er, at nettoindtægten falder. Og det skyldes fortrinsvis det samlede dvd-marked, der siden 2007 er faldet med mere end en halv milliard i omsætning. Det tror jeg, at de fleste – bortset fra Lasse Marker – er enige i.”

– Så det billede, DR-journalisten tegner, er ikke sandt?

”Nej, det er det ikke. Han kan ikke bruge dvd-salget til at betvivle en indtjeningsanalyse, der forholder sig til spillefilmøkonomien fra 2004 til 2011. Det er simpelthen at rode æbler og pærer sammen.”

Overfortolkninger
– Men du erkender, at der er en høj grad af usikkerhed forbundet med Deloitte-rapporten?

”Tal og statisk er jo altid forbundet med usikkerhed, og det er jo også derfor, sådan et skænderi som det, der udspillede sig i Kulturknuserne, kan finde sted. Fordi begge parter er inde og overfortolke på tallene.”

– Men gør I jer ikke selv skyldige i overfortolkning af tallene, når I går ud med en ganske bastant melding om, at der mangler 40-60 millioner kroner i dansk film?

”Jeg synes ikke, det er en bastant melding, fordi vi meget omhyggeligt lægger vores regnestykke frem, så alle kan se, hvordan tallene er fremkommet. Og vi har forsøgt konservativt at estimere beløbet til 40-60 millioner kroner. Det synes jeg er en legitim måde at italesætte udfordringen på.”

– Men er det ikke et problem, at offentligheden ikke har mulighed for at gå tallene efter i sømmene – filmselskaberne vil jo ikke vise regnskaberne for deres film?

”Rigtigt mange tal er der fuld gennemsigtighed med, andre tal kan man af konkurrenthensyn ikke få oplyst. Det er derfor vi beder en statsautoriseret instans som Deloitte om at stå på mål for beregninger og sammentællinger. Og Deloitte har ingen interesse i at manipulere med tallene, og det har en statsinstitution som Filminstituttet heller ikke.”

– Men svækker det ikke troværdigheden af Deloittes beregninger, når de er baseret på filmregnskaber fra blandt andre Zentropa, som selvsamme Deloitte på jeres initiativ er ved at kulegrave for mistanke om regnskabssvindel?

”Det er en urimelig mistænkeliggørelse af selskabernes indtægtsrapportering. Blot fordi der på én film (Antichrist, red.) er rejst en tvivl om udgiftsregnskabet – en tvivl, der indtil andet er bevist er aldeles udokumenteret – giver det ingen ret til at mistænkeliggøre andre. Der er, efter vores vurdering, al mulig grund til at have tillid til indtægtsopgørelserne og dermed producentafregningerne.”