Filminstituttet: ”Vores filmudbud er i balance”

Det Danske Filminstituttet er på kant med den filmaftale, som bestemmer rammerne for instituttets virke.

Den opsigtsvækkende vurdering kommer fra Ekkos blogger, Kim Pedersen, der også er formand for brancheforeningen Danske Biografer.

Han har regnet på filmstøtten i perioden 2011-13 og fundet frem til, at den kunstneriske konsulentordning er blevet favoriseret med støtte til 32 spillefilm, mens den populærkulturelle markedsordning i samme periode kun kan notere støtte til 27 spillefilm (heraf udgør de såkaldte romertalsfilm – altså filmserier – tolv film).

Det lyder måske som en mindre forskel i det store regnskab. Men hvis man gør det op i kroner og ører, bliver over 109 millioner mere tildelt konsulentfilmene – et beløb, man kunne have sat mindst femten spillefilm i gang for.

”Filminstituttets støttefordeling dumper på alle parametre i forhold til den politisk forlangte ligevægt,” skriver Kim Pedersen på sin blog.

Det er Claus Ladegaard, områdedirektør med ansvar for spillefilm på Det Danske Filminstitut, dog overhovedet ikke enig i.

Forkert fortolkning
”Kim Pedersen læser filmaftalen forkert. I aftalen står der, at der skal være ligevægt i film, som er støttet på baggrund af de kunstneriske kvaliteter, og film, som er støttet på baggrund af de populærkulturelle kvaliteter,” siger Claus Ladegaard og fortsætter:

”Men det er ikke det samme som, at der skal være ligevægt mellem konsulent- og markedsordningen. Og i vores årlige rapportering til Kulturministeriet har vi valgt at rubricere Marie Krøyer, Fuglejagten og den kommende Skammerens datter som film, der har populærkulturelle kvaliteter, selv om de er blevet støttet på konsulentordningen. Så det reelle regnestykke er, at vi har støttet 29 film med kunstneriske kvaliteter og 30 med populærkulturelle kvaliteter.”

”Det mener jeg er et filmudbud i balance – ikke mindst i betragtning af, at vi hvert år skal lave syv-ti film af hver type.”

– Du siger med andre ord, at I skal vurderes på resultaterne og ikke på, hvilken kasse filmen har fået støttet fra?

”Ja, og det var netop det, der var det store gennembrud ved det seneste filmforlig, der gav os fleksibilitet.”

– Men kan I ikke stort set gøre, hvad der passer jer? I kan bare jonglere med filmene efter forgodtbefindende?

”Vi jonglerer ikke med filmene, men det er klart, at vurderingen i nogle tilfælde kan være relativ snæver. Alle film vil jo både indeholde et element af det populære og kunstneriske, og dansk film har netop vist, at det populære og det kunstneriske kan forenes. Men påstanden om, at vi gør, hvad der passer os, bliver modbevist af, at der ligger 27 film på den ene ordning og 32 film på den anden.”

– Det er ikke helt lige?

”Nej, men hvis vi gik til det her fuldstændigt matematisk, ville vi ikke gøre vores job godt nok. I 2012 er der otte konsulentfilm og ti markedsordningsfilm, året efter er der fjorten konsulentfilm og otte markedsordningsfilm. Vi må se på de projekter, vi får ind, og tage stilling til deres kvalitet.”

Svær tid for filmkunsten
Til gengæld mener Claus Ladegaard, at Kim Pedersen har ret, når det gælder spørgsmålet om støttebeløbet.

”Støttebeløbet til konsulentfilm er højere. I de seneste tre år har vi vel i gennemsnit givet 1,5 millioner kroner mere til konsulentfilm end markedsordningsfilm.”

”Men beløbet skal også være højere. For tv putter langt flere penge i film fra markedsordningen end i konsulentfilmene, ligesom de private investeringer også er større for den type film. Så det er på grænsen til at være usandt, når Kim Pedersen tegner et billede af, at konsulentfilmene i forhold til markedsordningsfilmene er begunstiget af støtte andre steder fra.”

Claus Ladegaard er bekymret over, at den mere eksperimenterende og visionære filmkunst har det svært i øjeblikket.

”En af forklaringerne er, at branchen er økonomisk trængt, og derfor er det svært for producenterne at gå i gang med film, der har en usikker indtjening. De vælger så at lave noget, der er mere sikkert. Det er derfor, at støtten på den type film skal være højere, end den er på markedsordningen.”

”Vi vil ikke flytte penge fra den ene ordning til den anden, men vi vil dække noget af den økonomiske risiko, så det kan betale sig for producenterne at lave de eksperimenterende film. Man kan sige, at vi kompenserer for, at markedet – herunder de offentlige tv-stationer – giver mere til de brede film.”

Mere kvalitet i bredden
– Når I skriver i jeres udspil til ny filmaftale, at ”film, der er uoriginale, kopierede og ordinære” ikke fremover bør støttes, kan man få den mistanke, at I vil romertalsfilmene til lives?

”Nej, vi vil ikke udrydde film, der er sequels eller bygger på brands. Men vi vil gerne styrke de brede film – vel at mærke på de bredes film præmisser. Og det er vigtigt at understrege, at vi ikke lister et kunstnerisk kriterium ind af bagdøren. Men vi vil gerne arbejde på, at filmene får den kvalitet, man kan forvente, og et af de mennesker, der har sagt, at det er en god ide, er Kim Pedersen. Han har i hvert fald tidligere bakket op om, at vi skal fokusere stærkere på kvaliteten på markedsordningen.”

– Hvilke film fra markedsordningen har ifølge jer ikke kvalitet nok?

”Jeg vil hellere nævne film, hvor det er lykkedes ret godt. En kongelig affære, Den skaldede frisør, Hvidstengruppen og Klovn er brede og har samtidig en kulturel værdi. De er ikke filmisk lydefri fortællinger, men adresserer noget, der er vigtigt og optager mange mennesker.”

– Så de film, du ikke ønsker at nævne, er romertalsfilm som Far til fire, Min søsters børn og Alle for 2?

”Min søsters børn er faktisk et meget godt eksempel på, at man har været i stand til at løfte niveauet. Ja, det er klart, at jeg tænker på konkrete film, men i sagens natur har jeg ikke lyst til at diskutere dem.”