Filminstituttets bestyrelsesleder trækker sig
Den 15. august 2024 åbnede Det Danske Filminstitut den nye tagterrasse Filmtaget med open air-biograf, café og museum på toppen af Filmhuset på Gothersgade 55 i København.
På trods af udmærkede anmeldelser af selve taget er der kommet massiv kritik af projektet, der blev forsinket med tre år og endte med at koste betydeligt mere end planlagt.
Trine Nielsen sad ikke i bestyrelsen, da beslutningen om Filmtaget blev truffet i 2019. Hun blev bestyrelsesforperson i 2021, men har i flere år underspillet problemerne. I 2023 sagde hun til Ekko, at problemerne ikke ville få radikale konsekvenser. Først forleden gik hun ud i Mediawatch og tog afstand fra Filmtaget.
For blot tre dage siden sagde hun til Kulturmonitor, at den nemme løsning ville være at trække sig, men at det er ansvarligt at blive.
Lige nu er kulturministeren i samråd om sagen, og samtidig har bestyrelseslederen for Filminstituttet Trine Nielsen meldt ud gennem Ritzau, at hun forlader posten på trods af udmeldingen forleden.
”Jeg vælger nu at trække mig som bestyrelsesleder for Filminstituttet. Det sker på baggrund af den kritik, der har været i forbindelse med opførelsen af Filmtaget, der åbnede den 15. august 2024,” udtaler hun.
Hun forklarer videre, at konflikten drejer sig om den endelige pris på Filmtaget. Der er betalt 97 millioner kroner for byggeriet, men entreprenørselskabet Juul & Nielsen mener at have et tilgodehavende på 86 millioner.
”Bygherre, Ejendomsselskabet Gothersgade 55, som ejer bygningen og Filminstituttet, anerkender ikke Juul & Nielsens påstand om et tilgodehavende,” udtaler Trine Nielsen og fortsætter:
”Bygherres modkrav i voldgiften lyder omvendt på et tilgodehavende hos Juul & Nielsen på cirka 30 millioner kroner, der kan henføres til blandt andet udbedring af flere end 60 vandskader som følge af mangelfuld overdækning og med store forsinkelser til følge, mangeludbedring og betaling med tilbagesøgningsforbehold for at holde byggeriet i gang.”
Hård tone
Problemerne med Filmtaget har allerede betydet store besparelser hos Filminstituttet, der i alt har måttet afskedige sytten mennesker som følge. Atten, hvis man inkluderer freelanceren og filmkritikeren Per Juul Carlsen, der her i december også måtte forlade Filminstituttets podcast Filmstemmer.
Kulturministeriet har kritiseret Filminstituttets håndtering af projektet, og i flere medier har filmfolk og politikere udtalt sig med stor utilfredshed om situationen.
Tidligere i dag skrev Ekstra Bladet, at chefer og andre personer med tæt tilknytning til Filminstituttet har rost Filmtaget til skyerne i Google-anmeldelser. 31 ud af i alt 39 Google-anmeldelser er ifølge Ekstra Bladet skrevet af disse personer.
Trine Nielsen udtaler gennem Ritzau, at mediernes ageren også har en betydning for, at hun trækker sig.
”Jeg må konstatere, at visse politikere og medier ukritisk og entydigt tager part i den verserende juridiske tvist. Dette skader bygherres mulighed både i forhandlinger om et eventuelt forlig og positionen i den verserende voldgift,” siger hun.
”Tonen i hele debatten har været ualmindeligt hård, og diskussionen om Filmtaget er nu blevet så voldsom og personlig, at jeg ikke ser anden mulighed end at trække mig som bestyrelsesleder. Jeg håber, at det vil betyde, at der kommer ro på sagen, og at den nye direktion kan få arbejdsro.”
Hun tilføjer afsluttende, at den øvrige bestyrelse fortsætter på nuværende tidspunkt.
Kommentarer