Nekrolog
11. feb. 2022 | 11:02

Filmisk effektmester er død

Foto | MGM
Douglas Trumbull blev et stort navn i filmens verden for blandt andet sine visuelle effekter i Rumrejsen år 2001, hvor den såkaldte Stargate-sekvens viser universets uendelighed.

Douglas Trumbull var en af filmens store fornyere og skabte skelsættende visuelle effekter i Rumrejsen år 2001, Blade Runner og The Tree of Life.

Af Nicki Bruun

Rumrejsen år 2001 og Blade Runner var næppe blevet milepæle i filmhistorien, hvis det ikke havde været for Douglas Trumbulls skelsættende effekter.

Han stod bag de visuelle effekter, der gør begge film til uforglemmelige dyk ind i fantastiske fremtidsverdener.

Filmskaberen døde tidligere på ugen i en alder af 79 år. Han havde i to år kæmpet med kræft, en hjernesvulst og et hjerteslag, fortæller hans datter Amy Trumbull ifølge internationale medier.

Douglas Trumbull blev over en femårig periode Oscar-nomineret tre gange for sit arbejde. Først blev han i 1977 hyldet for sine visuelle effekter i Steven Spielbergs Nærkontakt af tredje grad, dernæst Star Trek: The Motion Picture og endelig Blade Runner.

Senere i karrieren vandt Trumbull flere sær-Oscars for sit bidrag til de filmiske effekters verden. I 2012 blev filmskaberen hædret med den tekniske pris opkaldt efter den legendariske lyddesigner Gordon E. Sawyer.

På den måde er Douglas Trumbulls navn blevet synonym med spektakulære billeder, som tager pusten fra tilskuerne og sender dem ud på en forrygende rejse.

Kosmisk uendelighed
Douglas Trumbull blev født i 1942 i filmbyen Los Angeles. Han havde fra barnsben en interesse for at bygge modeller og se film om alien-invasion.

Og hans far, Donald Trumbull, lavede effekterne til Troldmanden fra Oz, der i 1939 er en af filmhistoriens vigtigste værker og har inspireret mangt en filmskaber.

Sønnen havde først planer om en karriere som arkitekt. Men Douglas indledte en filmisk løbebane, da han lavede effekter til dokumentarkortfilmen To the Moon and Beyond fra 1964.

Dem blev Stanley Kubrick så imponeret af, at instruktøren hentede Trumbull ind for at arbejde på Rumrejsen år 2001. Filmen var flere år undervejs, inden den fik premiere i 1968.

Douglas Trumbull har senere beskrevet, hvordan Kubrick gav den unge effektmager og resten af holdet frie hænder til at skabe blandt andet den berømte Stargate-sekvens, hvor universets kosmiske uendelighed bliver visualiseret.

”Han spurgte mig: ’Hvad har du brug for?’ Og jeg svarede: ’Tja, jeg skal ind til byen og købe nogle mærkelige kuglelejer og den slags.’ Så kørte hans chauffør mig til London i Kubricks Bentley. Det var fantastisk!”

Overraskende comeback
I løbet af karrieren forsøgte Douglas Trumbull sig også flere gange som instruktør. Primært med kortfilm, men også et par spillefilm.

Hans tidligere succes gjorde ham i stand til at spillefilmdebutere i 1972 med fremtidsfortællingen Verdens sidste have.

Trumbull forlod faktisk produktionen af Blade Runner midt i det hele for at instruere Brainstorm – indhentet af fortiden. Men sci-fi-filmen med Christopher Walken og Natalie Wood (hendes sidste rolle) blev et flop, og Douglas Trumbull søgte andre græsgange.

Han har ikke særligt mange titler som visuel effektmager på sit cv. Filmskaberen fokuserede i stedet meget af karrieren på at udvikle tekniske nyskabelser som filmformatet Showscan, ligesom han en overgang var tilknyttet Imax.

Trumbull blev dog lokket til et overraskende filmcomeback af Terrence Malick, der fik pioneren til at stå for den overvældende skabelsessekvens i Guldpalme-vinderen The Tree of Life fra 2011.

Douglas Trumbull efterlader sig foruden en stor filmarv hustruen Julia Trumbull og seks børn fra tre forskellige ægteskaber.

Video: Douglas Trumbull om filmens fremtid

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko