Top 10: Filmiske genopstandelser

Pulsen bliver svagere, og lungerne suger anstrengt ind en sidste gang. Tiden står stille i et dirrende øjeblik, mens kroppen kæmper imod. Endelig sker det uundgåelige, og den livgivende ilt slippes i en sidste, resigneret udånding.

Det er slut. Protagonisten er død og alt er tabt ... tror man. Indtil det ultimative mirakel indtræffer, og øjnene åbner sig igen. Helten rejser sig på ny – stærkere og klogere af metamorfosens renselse – og kan nu fortsætte kampen mod ondskaben.

Døden er det mest ultimative, uundgåelige og uigenkaldelige livsvilkår – en kedelig lyseslukker, der venter på os alle.

Derfor er fortællingen om at overvinde den ligeledes stærk. Det er ikke underligt, at netop genopstandelsen kan spores langt tilbage i historien som en tværkulturel urfortælling, der går igen i alverdens myter og religioner.

På dagen, hvor verdens mest berømte genopstander ifølge lignelsen steg til himmels på en velfortjent ferie, hylder vi nogle af dem, der har gjort ham genopstandelseskunsten efter på film.

Da genopstandelser på film er tilbøjelige til at finde sted i de sidste minutter, er en rungende spoiler-advarsel på sin plads, inden du læser videre!

10. Ghost Town (2008)

Fra den himmelfarende Kristus til en noget mindre ophøjet genopstandelsesfabel.

I fantasy-komedien Ghost Town er det nemlig noget så jordnært som en fejlslået endetarmsundersøgelse, der foranlediger et genopstandelsesmirakel.

Det sker for den uheldige og egoistiske tandlæge Bertram Pincus, som vågner op med en ubelejlig souvenir fra det hinsides i bagagen. Pludselig kan han se spøgelser, og til stor irritation for den apatiske Bertram, har de brug for hans hjælp.

Spillet af den tåkrummende Ricky Gervais er Bertram Pincus historiens mest charmeforladte og kiksede frelser-figur.

9. Game of Thrones (2011-)

I den mere klassiske heltekategori finder vi Jon Snow, som skaberne af Game of Thrones sidst i femte sæson morede sig gevaldigt med at lade forbløde i sneen efter en Cæsar-lignende, kollektiv dolkesession.

Det ville ikke være første gang en tilsyneladende vigtig karakter blev brutalt aflivet i serien, men kunne den helt igennem godhjertede Jon Snow virkelig være død?

Spørgsmålet gav genlyd på internettet i et helt år frem mod sæson seks, hvor karakteren endelig blev genoplivet.

Reaktionerne uden for fortællingens univers er dermed det mest interessante ved Jon Snows genopstandelse, for de udsagn om chok, sorg og forhåbning, som begivenheden skabte på diverse mediefora, er et vidnesbyrd om genopstandelses-fortællingens følelsesvækkende egenskaber.

8. Daybreakers (2009)

Når vi møder den blege, kæderygende Edward Dalton, er han allerede død. Den dystopiske præmis i den neo-noir’ske Daybreakers er, at størstedelen af verdens befolkning er blevet til vampyrer.

Modsat Jon Snows genopstandelse ånder man ikke lettet op, når Dalton med hjælp fra en gruppe oprørere udvikler en kur mod vampyrismen og bliver et menneske igen.

For når Dalton vækkes til live, er han pludselig en uddøende race, jagtet fra alle sider af blodhungrende fjender. Daltons genopstandelsesfortælling er dermed en særdeles dyster af slagsen – helt i film noir-genrens ånd.

7. Breaking Dawn del 1 (2011)

Hvor Dalton forvandles fra vampyr til menneske, gennemgår Bella Swan den omvendte proces i Twilight-sagaens tredje film, Breaking Dawn del 1.

Dermed bliver hun teknisk set ikke vækket til live. Og så alligevel.

For Bella har aldrig følt sig rigtigt levende som menneske. Hun har ikke passet ind. Det gør hun til gengæld hos vampyrfamilien Cullen.

Når hun slår sine nye, røde vampyrøjne op, er det således med et løfte til samtlige akavede teenagere om, at der også findes en plads i livet (og en krystalglimtende Edward Cullen) til dem et sted derude.

6. South Park (1997-)

Genopstandelses-rekorden tilhører uden tvivl Kenny McCormick fra den politisk ukorrekte animationsserie South Park.

Med ansigtet halvt skjult og stemmen ligeledes formummet af hætten fra sin orange parka-jakke udfylder Kenny særligt én funktion i serien: Han dør i hvert afsnit på en ny, bizar måde.

Efter fem sæsoner blev serieskaberne dog trætte af joken og besluttede sig for at give en forklaring på Kennys udødelighed.

Det viser sig, at Kennys dødsfald foranlediger hans mor til akut at føde en lille Kenny med orange parka og hele molevitten. ”Vi skulle aldrig være gået til det dumme dødskult-møde,” siger hun resigneret til Kennys far.

Forklaring godtaget.

5. Fredag den 13. (1980)

Nogle filmteoretikere mener, at gyserfilm spiller på vores evolutionært udviklede rovdyrsinstinkter, og at man derfor identificerer sig med morderen frem for med ofrene i disse film.

Hvorvidt man frydes eller skræmmes over den udødelige massemorder Jason Voorhees i Fredag den 13.-franchisen, afhænger nok af, hvor stor en bangebuks man er.

Det baseball-maskerede monster genopstår første gang efter som deformt barn og mobbeoffer at være blevet druknet i en lejrskole-sø.

Lejrlederne, der havde for travlt med at dyrke sex og ryge hash til at tage hånd om eleverne, fortjener selvfølgelig at dø.

I filmene bliver Jason slået ihjel på et utal af kreative måder – en økse i hjernen, massakreret af en bådpropel, overhældt med kryonisk væske – men lige lidt nytter det. Han vender altid tilbage, og det er bestemt ikke for at redde verden.

4. Searching for Sugar Man (2012)

I fortællinger, hvor helten pludselig dør uden af have opnået sit livsmål, ved man for det meste, at der er en god chance for, at han vågner op til dåd.

Helt anderledes forholder det sig i Malik Bendjellouls musikdokumentar Searching for Sugar Man, der tegner et portræt af en glemt 70’er-musiker ved navn Rodriguez.

Rygtet siger, at han har begået selvmord, og i den første halvdel af filmen går man ud fra, at det må være tilfældet.

Når Rodriguez så pludselig dukker op i levende live i et arbejderkvarter i Detroit og skriver videre på sit eget portræt, tager Searching for Sugar Man førstepladsen for den absolut mest overraskende genopstandelse.

3. Alien: Resurrection (1997)

Der er blodsprøjtende fødselsmetaforer for alle pengene i Alien-franchisen, hvor det fallos-lignende rumvæsen formerer sig ved at tvinge et alien-foster ind i maven på andre livsformer.

Det er kun passende, at power-heltinden Ellen Ripley, der gang på gang har taget kampen op mod de hårdføre pestilenser, selv gennemgår en genfødsel i Alien: Resurrection.

Efter at have ofret sig selv og dræbt en alien, der ruger i hendes mave i slutningen af Alien 3, bliver hun klonet af en gruppe forskere, som 200 år senere finder en prøve af hendes blod.

Blodprøven blev taget, da Ripley havde alien-fostret i maven, og derfor besidder den genoplivede Ripley nu overmenneskelige alien-egenskaber. Men også de ligeledes genopstandne aliens med menneskegen har gennemgået en mindst lige så skræmmende metamorfose.

Metamorfosen gør Ripley i stand til en gang for alle at gøre kål på den genstridige voldtægtsparasit. Som ekstrabonus genopstår Winona Ryders Annalee Call som androide, og dermed får Ripleys kiv med den kolde maskin-intelligens fra den første Alien også lov at genopstå.

2. The Matrix (1999)

”Hallelujah. You’re my savior, man. My own personal Jesus Christ.”

Med denne replik fra en dealer, der afhenter en disk med ulovligt software fra hackeren Neo, slås Messias-allegorien an fra start i science-fiction-hittet The Matrix.

Neo får kort efter at vide af den alvidende faderskikkelse Morpheus, at han er ”den udvalgte” – den eneste, der kan befri den slavegjorte menneskehed fra de intelligente maskiners virtual reality-fængsel.

Men først da den onde Agent Smith har tømt et magasin kugler i brystet på ham, tror han selv på det.

Den utvetydigt navngivne Trinity vækker Neo med et kys, så han rejser sig fra døden. Dernæst opløser han agenten indefra i en eksplosion af guddommeligt hvidt lys og indskriver sig i filmhistorien som den ultimative, postmoderne techno-frelser.

Uden at spare på den kristne symbolik slutter Neo af med en Superman-inspireret flyvetur til himmels. Alligevel synes filmens budskab ikke egentligt religiøst, men nærmere en samfundskritisk kommentar til digitaliseringens fremmedgørende effekt.

1. Ordet (1955)

Fra cyberspace til den vestjyske sandjord.

Det unikke ved filmatiseringen af Kaj Munks teaterstykke Ordet er, at Carl Th. Dreyer formår at hylde troen og samtidig kritisere religionens evne til at danne splid.

Ordet handler om en præstefamilie, der splittes på grund af religiøse forskelligheder og en konflikt med byens kristne sekt. Stridighederne eskalerer i en tragedie, da sønnen Mikkels hustru Inger dør i barselsseng.

Men tragedien bliver til forløsning, da den tilsyneladende sindssyge søn Johannes – som tror, at han er Jesus – proklamerer, at Inger kan genoplives, hvis blot de tror på Gud.

Dreyers dvælede kamera trækker det sirligt komponerede sorgscenarie i den vestjyske bondestue insisterende tæt på. Og da Inger rører på sig i kisten, er miraklet derfor en lige så overvældende og rensende oplevelse for beskueren som for præstefamilien.

I al sin tvetydighed giver Carl Th. Dreyers klassiker dermed genopstandelse til håbet om miraklet.