Top 10: Skelsættende filmkældre

Kælderen er den dybeste afgrund. Et symbol på de forbudte fantasier. Menneskets drifter og hemmelige tanker. Kælderen er også symbolet på at være nede, og det er i kælderen, at lyssky, kriminelle handler finder sted.

Kælderen fungerer på film, fordi den ofte beskæftiger sig med skyggeområderne og står som modsætning til facadelivet, det trygge samfund og den tabubelagte virkelighed. Kælderen er også et spændende sted, fordi vi sjældent kommer der og kan gå på opdagelse.

Ulrik Seidls I kælderen – premiere 8. april – er en øjenåbner til underbevidsthedens skygger, hvor vi får indblik i folks kældre med alt fra skydevåben over slanger til S&M-ritualer og nazi-nostalgi.

Vi har samlet ti film, hvor kælderen bliver brugt som symbol på samfundet og psykens underverden. Vi advarer mod spoilers og freudianske analyser!

10. Alene hjemme (1990)

Den ildspyende ovn. Den lever. Den taler. Drengen står stivnet og ser en mand brænde levende. ”Det er bare min fantasi. Det er bare min fantasi,” siger han til sig selv og løber rædselsslagen op af kælderen, hans tilsyneladende værste mareridt.

De fleste af os født i 80’erne så barnestjernen Macaulay Culkin i Alene hjemme hvert år til jul. Sådan husker man det i hvert fald, og selvom kælderen var uhyggelig, var filmen nok mest af alt hyggelig.

Senere i filmen finder drengen ud af, at han kan slukke for kælderfantasien ved at sige ”hold kæft”. Som en psykologisk udviklingshistorie bliver den før så utrygge kælder mod slut et forsvarsværn mod filmens to fjogede antagonister, indbrudstyvene spillet af Daniel Stern og Joe Pesci.

Filmen er en af de mest indbringende komedier nogensinde.

9. Inglourious Basterds (2009)

I kælderværtshuset bliver der skålet, festet og spillet kort. Her skulle undercover-spionen Bridget von Hammersmark (Diane Kruger) ellers mødes alene med englænderne, men lokalet er fyldt med tyskere, og snart må alle tale tysk. Englænderne lykkes med at opretholde tyske miner, selvom Archie Hicox’ (Michael Fassbender) særlige accent får filmpublikummet til at holde vejret.

Ved et bord spiller Archie, Bridget og major Dieter Hellstrom (August Dieth) kort. Hver har de en kendt person i panden, de selv skal gætte. Tyskeren har trukket King Kong – en henvisning til amerikanernes slaveundertrykkelse. Ikke bare nazisterne, men også de frelste amerikanere har døde negre i kælderskabene.

De bliver ikke færdige med kortspillet, for vores engelske soldat kommer snart til at bestille tre øl med de tre mellemste fingre. Det gjorde man ikke i Tyskland. Snart er der blodbad.

8. Olsen-banden ser rødt (1976)

Egon Olsen (Ove Sprogøe) bliver muret inde i en slotskælder med sin vanlige cigar i mund. En mere klaustrofobisk følelse er svær at forestille sig. Men i det mørkeste hul tænker Egon Olsen bedst. Det er her, han – befriet fra samfundet og overjeget – får de mest kyniske idéer. Da han bliver muret ud, siger han selvsikkert: ”Jeg har en plan.”

Som altid går alt galt på grund af Egon Olsens aristokratiske tro på sin egen genialitet. Han er ikke hævet over loven, men blot en simpel forbryder. Fra sin ophøjede tilværelse må han ned i spjældets mørke, ned til sine uforløste lyster, hvor de geniale planer opstår. Igen og igen.

7. Gåden om Kaspar Hauser (1974)

Kaspar Hauser (Bruno S.) er blevet skjult i et aflåst, sort hul siden barndommen. Pludselig slippes han løs i Nürnberg. Ukultiveret, uopdraget, udannet. Den civiliserede landsby bliver konfronteret med dyret i mennesket. Han kan knap gå eller tale. Hvordan skal de behandle ham?

Kældermennesket repræsenterer på bedste nihilistiske vis menneskets tragedie og forfald i magtbegær, konkurrence og materialisme, som paradoksalt nok hersker under overfladen af det moralske samfund.

6. Notorious (1946)

Forklædt som nazist tager den amerikanske spion Alicia Huberman (Ingrid Bergman) til Brasilien for at infiltrere en nazistisk organisation. Hun er forelsket i regeringsagenten T. R. Devlin (Cary Grant), men gifter sig med nazi-overhovedet Sebastian (Claude Rains) for at finde frem til organisationens måneskinsvirksomhed: vinkælderen.

Under en fest går Devlin på undersøgelse i kælderen, han vælter en flaske, og uranium vælter ud. Alicia kommer ned, men det gør Sebastian også. Alicia og Devlin begiver sig til at kysse. Det er galt nok, men ikke så galt, at nazisten opdager deres reelle hensigter.

Hitchcocks klassiker viser, at smudsige kælderrum er og altid har været genstand for lyssky handler.

5. Ondskabens øjne (1991)

Clarice Starling (Jodie Foster) forfølger skurken Buffalo Bill helt ned i hans kælder. Det er tilsyneladende nødvendigt, før hun kan dræbe ham. Hun bliver nødt til at konfrontere hans morderiske undertanker. I kælderen er også senatorens datter kidnappet, bundet og fanget i en brønd – og kælderen bliver et symbol på, hvor langt psykopatien kan trækkes.

Samtidig fungerer Hannibal Lecters rådgivning fra det lukkede fængsel også som en port til underverdenen og det mørke sind.

4. Michael (2011)

To døre ses. En mand åbner den ene, og halvdelen af lærredet bliver sort. ”Kom,” siger manden.

Michael beskriver de sidste fem måneder af forholdet mellem en 35-årig kidnapper (Michael Fuith) og en tiårig dreng (David Rauchenberger), der holdes skjult i en kælder. En efterligning af Natascha Kampusch-sagen set fra kidnapperens synsvinkel, hvor vi lærer forbavsende lidt om den tiårige dreng.

Det var alt for oplagt at portrættere drengen, har instruktøren Markus Schleinzer udtalt. Det er gennem kidnapperens psyke, at vi kan nå ind til, hvad der foregik i kælderen.

I hjemlandet er filmen blevet kritiseret for at bekræfte billedet af østrigere som pædofile og perverse kidnappere – såsom den berygtede Josef Fritzl og Kampuschs kidnapper Wolfgang Priklopil.

3. Børnehjemmet (2006)

Sønnen ligger begravet i kælderen, men den knuste mor (Bélen Rueda) leder alle andre steder på det tidligere børnehjem, hvor familien nu bor.

Han løb til sit hemmelige sted efter et skænderi med moren. Men et metalrør spærrede kælderdøren, så han ikke kunne komme op igen. Hans mor hørte banken. Hun troede, det var spøgelserne. De legede med hende. Hun blev mistænkt for vrangforestillinger.

Vi kender ikke spøgelsernes hensigter, og i den spanske gyserfilm finder vi aldrig ud af, om de eksisterer uden for hendes eget hoved. Heller ikke, da de guider moren til den døde søn på nederste etage. Kælderen skjuler de værst tænkelige tanker. Den er de forsvundnes grav.

2. Fight Club (1998)

Filmens fortæller (Edward Norton) arbejder på overfladen i et pænt kontorlandskab. Samvittigheden er i orden. Men under overfladen findes lysterne og manien i en kælderklub, hvor fortælleren opretter en slåsklub med sit rå alter ego (Brad Pitt). Skizofrenien forenes. Det er nærmest freudiansk: Kælderen er et symbol på id’et, overfladelivet på overjeget.

David Finchers Fight Club er en kritik af forbrugersamfundets meningsløshed, og hvad det moderne menneskes uforløste hæmninger kan føre til i det skjulte. Den blev en overvejende succes både blandt publikum og anmeldere, da den formåede at forene det folkelige med slåskampe og det kunstneriske med psykologisk dybde.

1. Psycho (1960)

I Hitchcocks psykologiske, vertikale gyser byder kælderscenen på en makaber sygeliggørelse. Lila ser Normans mor sidde som et skelet i en stol.

Moren er Normans døde samvittighed, som han over for omverdenen har holdt i live øverst i huset. Og da han flytter hende ned i kælderen, kommer dyret i ham til syne for publikum.

Norman formåede aldrig at løsrive sig fra sin mor. Han forblev et barn. Han giver sin overbeskyttende mor skylden. Forklædt som sin mor – den samvittighed, han aldrig udviklede – angriber Norman heltinden Lila med en kniv i hånden.