Blæst om børnefilmfestival

”Vi prioriterer i år film, som er lavet af børn/instruktører, der kommer fra de lande og kulturer, som filmene omhandler.” 

Sådan lød beskeden fra programchefen Mariella Harpelunde Jensen på børnefilmfestivalen Buster, da produceren Maria Stevnbak Westergren sendte den nyeste film i dokumentarserien Børnene på Silkevejen ind til festivalen. 

Den hedder Fugledrengen og handler ligesom seriens andre film om børn i forskellige lande. Den prisvindende dokumentarist bag Olegs krig, Simon Lereng Wilmont, har instrueret filmen, som i november havde premiere på verdens førende dokumentarfestival IDFA. 

Men Buster afviste blankt Fugledrengen. Man henviste til, at danske filmskabere, som vender blikket ud i verden, ikke kommer i programmet på årets festival, der finder sted fra 23. september til 6. oktober. 

Maria Stevnbak Westergren lagde afslaget fra Buster på Facebook-side, og toneangivende filmfolk blandede sig med kritiske kommentarer. Det fik Busters programchef til at rykke ud med et kontant svar:

”Kære Maria. Det er mig, der har skrevet sætningen i den mail, jeg sendte dig i dag. Og den står jeg ved. Det er vores prioritet i 2020. Vi skal prøve noget nyt. God aften til dig.”

Bekymrende udvikling
Buster-festivalen er ikke ene om at gå ud med opsigtsvækkende udmeldinger.

MIX-festivalen fik stor pressedækning i 2018, da man boykottede film, hvor transkarakterer bliver spillet af cispersoner. Mens Jannik Splidsboel oplevede, at hans dokumentar, Drømme fra ødemarken, blev fravalgt af festivaler, fordi han ikke er aboriginer, som filmen handler om.

Maria Stevnbak Westergren fra selskabet Toolbox Film er bekymret for udviklingen og finder Busters afslag dybt problematisk.

”Er vi kommet derhen, hvor man fravælger alle andre stemmer end de lokale? Det er vildt, hvis dokumentarbranchen ikke må lave en film uden at være det samme køn, have den samme seksualitet eller hvad det nu kan være,” siger produceren og tilføjer:

”Alle har været så stolte af den danske dokumentarbranche og nydt godt af den, så jeg forstår på ingen måde, hvorfor man ikke giver en lige og fair chance. Så bliver det ’Børnene langs Gudenåen’ i stedet for Børnene på Silkevejen.” 

Modet udefra
Produceren fremhæver en af nyere tids mest hæderkronede dokumentarer, når hun skal forklare, hvorfor det er vigtigt at lave film med et udsyn til resten af verden: amerikanske Joshua Oppenheimers dansk producerede genfortælling af 60’ernes folkemord i Indonesien. 

”Ingen indoneser ville turde have lavet The Act of Killing. Der blev først taget hul på traumet, da der kom en modig instruktør fra udlandet. Det er sindssygt vigtigt, at vi tør fortælle de historier,” siger Maria Stevnbak Westergren. 

Efter sit opslag på Facebook har hun fået opbakning i dokumentarbranchen.

”At det kun er unge, som kan lave film om unge, og iranere om iranere eller dyr om dyr, det er simpelthen for blindt!” skriver instruktøren Christian Sønderby Jepsen (Testamentet), mens producenten Jesper Jack (Fra Thailand til Thy) stemmer i: 

”Skuffende, at denne dogmatiske repræsentationspolitik nu også findes i Danmark.” 

Kunsten bliver svækket
Hos en af filmbranchens interesseorganisationer, Producentforeningen, er man også bekymret, men vil lige se tiden an.

”Det er et dybt problematisk, farligt og forkert spor at gå ned ad, hvis vi skal ind i den identitetspolitiske kamp. Men hvis der er tale om et eksperiment i et enkelt år, hvor man vil se, hvad der kommer ud af det, er det fint på linje med andre eksperimenter, som festivaler kan lave,” siger direktør Jørgen Ramskov.

Men gør Buster eksperimentet til decideret politik, vil han råbe vagt i gevær.

”Hvis den identitetspolitiske målsætning bliver dominerende, vil det gå ud over den kunstneriske kvalitet. Vi vil miste det væsentlige element, at fremmede øjne kan give overraskende og interessante vinkler på sager. Jeg vil nødigt have, at kun danskere må forholde sig til, hvad vi laver i Danmark.”

En hvepserede
Buster startede i 2000 som en festival til børn og unge mellem tre og seksten år. Den hører under paraplyorganisationen De Københavnske Filmfestivaler, der også tæller Cph Pix og Cph:Dox og årligt modtager 4,2 millioner kroner i støtte af Det Danske Filminstitut.

I november blev Mariella Harpelunde Jensen, der har fungeret som instruktør, manusforfatter og producent af børnefilm og tv-serier på DR Ramasjang og DR Ultra, udpeget som ny programchef for Buster.

Programchefen afviser at have en identitetspolitisk agenda, da Filmmagasinet Ekko kontakter hende.

”Jeg er desværre kommet til at formulere mig upræcist. Vi har ikke lavet en dogmatisk beslutning om, at vi aldrig vil tage en bestemt type film ind på festivalen,” siger Mariella Harpelunde Jensen.

”I år har vi mange workshop-forløb med børn, hvor vi opfordrer dem til selv at lave film. Derfor prioriterer vi de film i vores program, men der er ikke truffet en beslutning om, at grønne film skal laves af grønne mennesker.”

– Men var det ikke netop din begrundelse for at afvise Fugledrengen?

”Min formulering var kluntet. Jeg har simpelthen ikke vidst, at jeg er trådt ned i en hvepserede. Jeg er bare børnenørdet og optaget af, at børn på Buster kan se film, som andre børn har lavet.”

– Da der på Facebook kommer debat om begrundelsen, stod du ellers klippefast på din formulering!

”Det er desværre en misforståelse. Festivalen er åben for alle forstået på den måde, at hvis der kommer en exceptionelt fed film, finder jeg plads til den. Jeg har selv en baggrund i dokumentaren, og jeg underkender bestemt ikke, at danske dokumentarinstruktører laver superfede film over hele kloden. Det skal de også blive ved med.”