Nyhed
03. sep. 2015 | 13:30

Ekko udgiver dokumentar om dyremisrøgt

Foto | Piraya Film
De pauvre forhold som rævene og andre pelsdyr lever under bliver udstillet i dokumentaren Pels, som følger med nyt nummer af Ekko.

Se original version af den kontroversielle dokumentar Pels, som pelsindustrien har forsøgt at stoppe, og DR viser i en censureret udgave.

Af Claus Christensen

Der har udspillet sig et større drama i kulissen af den norsk-danske dokumentarfilm Pels.

I filmen går den norske psykolog og aktivist Frank Nervik undercover i pelsindustrien med et kamera skjult i skjorteknappen.

Hans optagelser fra sytten forskellige pelsdyrfarme i Norge og Danmark viser, at dyrene lever i små bure, udvikler svære lidelser og æder hinanden i såkaldte kannibalperioder.

”I de perioder har jeg ekstra mandskab. Dér skal jeg ikke have nogen kameraer ind for at tage ubehagelige billeder. Blod er ikke godt på billeder,” siger en pelsavler.

”Som at give al-Qaeda støtte”
Dokumentaren udfordrer pelsindustriens vanlige forsvar: At der er tale om få, brodne kar, som skader branchen. Den trækker også tråde fra Norges mink- og rævefarme til kriminelle netværk i Kina.

Kopenhagen Fur – verdens største pelsauktionshus med en årlig omsætning på et tocifret milliardbeløb – har undervejs lagt et kraftigt pres på både Det Danske Filminstitut og DR, som har støttet filmen.

”Det er rendyrket propaganda. Det svarer til at give al-Qaeda offentlige midler til at lave en medieproduktion om verdens religioner,” siger pr-chef Sander Jacobsen fra Kopenhagen Fur til Ekko.

Ekko har fået aktindsigt i korrespondancen mellem Kopenhagen Fur og Det Danske Filminstitut. Materialet består af ikke mindre end 540 sider med klager og trusler om klager og skriverier frem og tilbage, initieret af Kopenhagen Fur. Det har dog været skønne spildte kræfter.

”Alle, der søger at begrænse kunstneres råderum, vil møde Det Danske Filminstitut som modstander,” siger administrerende direktør Henrik Bo Nielsen og afviser kritikken:

”Meget dokumentarisme er personlig, og i dette tilfælde tydeligt båret af indignation. Det kommer der ofte god kunst ud af.”

Frikendt af pressenævn
Til gengæld viser DR den 30. september deres egen, censurerede version. Barske billeder og historien om smugling af skandinavisk pels til Kina er fjernet. Desuden er titlen ændret til Pelsaktivisten for at understrege, at det er en subjektiv dokumentar.

Filmmagasinet Ekko har valgt at udgive den originale og ucensurerede version, som efter en klage fra Norges Pelsdyralslag er blevet frikendt af det norske pressenævn.

I det nye nummer fortæller vi om dramaet bag kulissen, og samtidig følger filmen med på dvd. Den kan også streames fra Ekkos hjemmeside med en kode fra magasinet.

Kommentarer

Pels

Undercover-dokumentar om misrøgt af minke og ræve i den skandinaviske pelsdyrindustri.

Udgivet af Ekko i sin originale og ucensurerede version.

Dvd’en følger med det nye nummer #69.

Filmen kan også streames med en kode, der følger med magasinet.

© Filmmagasinet Ekko