Dag 1: Filmmestre stråler i Venedig

Det føles, som om det værste er ovre.

Bevares, det gjorde det også sidste år. Biennalen i Venedig var den første store filmfestival, som slog dørene op efter coronaens dødsmarch gennem distributionsverdenen.

Dengang virkede det, som om genåbningen var lige rundt om hjørnet.

Men i år er anderledes.

Godt nok er salene stadig kun halvfyldte, men det betyder ikke, at årets festival kører på halvt blus. Lidoen myldrer med festivalgæster, og der er en arrig kamp om billetterne.

”Sidste år og i år har været hård for filmskabere,” som årets juryformand, den sydkoreanske Parasite-instruktør Bong Joon-ho, sagde til verdenspressen.

”Men ser man tilbage på det, føles det som en test, der viser filmkunstens livskraft.”

Man skal passe på med at tilskrive naturkatastrofer nogen dybere mening. Men allerede med festivalens åbningsfilm stod det klart, at årets festivalprogram er i en anden liga end sidste år.

Borgerkrig og babyombytning
Parallel Mothers er et melodrama helt efter Almodóvar’sk tilsnit. Der er store følelser og bløde pastelfarver.

Purunge Ana og modne Janis er på samme fødestue og føder nærmest samtidig. Begge siger, at barnet er et uheld. Ana fortryder, men det gør Janis ikke.

Janis bliver rasende, da barnets far – som er gift med en anden kvinde – ikke vil kendes ved datteren. Men inden længe bliver hun også selv i tvivl, og en moderskabstest bekræfter hendes frygt: Hun er ikke mor til lille Cecilia!

Det er et chok, men Janis skubber det til side. Enhver so elsker sine grise, og hendes mørkhudede morenita er lige til at spise. Men hun plages af dårlig samvittighed. Ikke mindst, da Ana igen dukker op ud af det blå.

Penélope Cruz tager ubesværet Janis’ sjælekvaler på sig, og Milena Smit er et fund som unge Ana, hvis moderskab har været lidt af en ilddåb på vej mod voksenlivet.

Parallel Mothers er ikke så personlig som Smerte og ære, ikke så ætsende som Huden jeg bor i og ikke helt så gribende som Almodóvars mest følelsesombruste dramaer. Han er jo også manden bag Kvinder på randen af nervøst sammenbrud, Alt om min mor, Tal med hende og Volver.

Men det er en rørende og smertelig historie om de hemmeligheder, vi har for hinanden – måske mest for os selv. Og så er der en opbyggelig morale om den befrielse, det kan være at lægge skammen fra sig og tale frit.

Det er et budskab, som Pedro Almodóvar på overraskende og overrumplende vis binder sammen med Spaniens helt store nationaltraume: borgerkrigen, der førte Franco til magten.

Janis’ oldefar ligger i en massegrav, mens overklassepigen Anas forfædre formentlig var på den anden side af konflikten.

”100.000 mennesker er stadig meldt savnet i dette land!” formaner Janis på et tidspunkt den purunge Ana. ”Før de er fundet, er krigen stadig ikke ovre.”

Er Almodóvar blevet politisk på sine gamle dage? Næppe mere end normalt. Men det klæder faktisk den gamle provokunstner at skilte lidt med sit samfundssind.

Dødsangst i bjergene
Pedro Almodóvar fik lov at åbne ballet, men det var newzealandske Jane Campion, der leverede førstedagens helt store filmoplevelse.

Også hun er kendt for at dyrke store følelser på film, som i Guldpalme-vinderen The Piano. Men i The Power of the Dog viser hun et mådehold, der maner til eftertanke. Det er en film, man tager med sig ud af salen, og som tager tid for at bundfælde sig.

Den udspiller sig i Montana i 1920’erne. Burbank-brødrene Phil og George er ranchejere, der lever et stille liv – lige indtil George gifter sig med enken Rose, og Phil sætter alt ind for at bekrige sin nye svigerinde.

Han hævder, at hun kun vil have George for hans penge. Men et spadestik dybere mærker man en dødsangst for forandring. Og brødrene har et forhold, der måske ikke er så sundt.

Man fornemmer en arrig selvfornægtelse i måden, Phil fornedrer Rose og hendes bløde søn Peter. Phil er hård i filten, arrig, ondsindet, nederdrægtig.

Han er også sårbar, selv om han aldrig ville indrømme det. Som om han kompenserer for noget. Sådan har vi aldrig set Benedict Cumberbatch før!

Jane Campion har et forrygende sensuelt billedsprog. Historiens springpunkter fortælles i nærbilleder af lædersadler, koskind, menneskehud. The Power of the Dog er en film om fortrængte længsler og forstenet sjælesorg, fortalt i antydninger og udenomssnak.

Det virker ikke mindst takket være Jonny Greenwoods længselsfulde strygere og Ari Wegners mageløse billeder af den utæmmede natur.

Politisk puslespil
Les promesses med Isabelle Huppert var dagens store indslag i festivalens største sidekonkurrence, Horizons.

Hun spiller den parisiske borgmester Clemence, hvis redningsplan for en nedslidt boligblok trues af lejernes politikerlede. Lejerne har hørt på store løfter og varm luft i årtier, mens deres dyrt købte lejligheder forfalder, og bolighajer stuver desperate immigranter sammen i havarerede lejligheder.

Samtidig kommer borgmesterens politiske samvittighed under pres, da hun får stillet en ministerpost i udsigt og pludselig skal vælge mellem indflydelse og eftermæle.

Instruktør Thomas Kruithofs franske film skaber et saftigt dilemma, men dramaet hæver sig aldrig over den velkendte Gajol-frase om, at magt korrumperer. At al politik er noget for noget og meget lidt for almenvellet.

Det bedste ved filmen er Reda Kateb, der giver rollen som Clemences stabschef en indigneret vrede, som står mål med hans politiske ambitioner.

Hallelujah-fiksering
Der er også mange gode ambitioner i Daniel Geller og Dayna Goldfines helteportræt Hallelujah: Leonard Cohen, A Journey, A Song.

Som det fremgår af titlen, er filmen et udtømmende dyk ned i den ene sang i et stort ouevre af bevægende, spiritualistiske, underfundige og til tider kærligt blasfemiske sange.

Hallelujah er en af verdens mest kendte sange. Men før vi når så vidt, skal vi lige rundt om Leonard Cohens vej ind i musikbranchen, hans søgen efter åndelig fred, kærester, muser, venner og fjender, fortalt af en lang række ikke særligt inspirerende talking heads.

Da instruktørerne kommer i tanke om, at det hele jo skulle handle om Hallelujah fra religiøs popsang til fast indslag hos gademusikanter og talentshowsdeltagere, tager filmen den ene afstikker efter den anden.

Nogle gange er det spændende, andre gange ikke.Lærer man noget nyt? Nok ikke, hvis man er fan. De ved godt, at sangen tog Cohen syv år at skrive, og at han skrev op mod 180 vers, før han låste sig fast på dem, han ville bruge.

Sådan er Venedig også. Ikke alt er guld, men der er guld iblandt. Hallelujah.