Nyhed
10. nov. 2003 | 17:57
Filmport.dk overvejer ny profil
Annonce
Gratis glæder hænger ikke på træerne, de ligger på nettet. En af dem hedder filmport.dk, en dansk filmguide, der indeholder filmbeskrivelser, artikler fra avisen Information, links og nyheder. Filmporten skal betales af brugerne, men et halvt år efter åbningen er der stadig fri passage.
"Situationen er den, at vores grænseflade stadig er under udvikling. Der er uregelmæssigheder og skønhedsfejl, og derfor findes filmport.dk kun i en demo-version, som er frit tilgængelig," siger Charlotte Whitt til EKKO, der er ansvarlig for webudvikling på Dansk BiblioteksCenter, som udgiver filmport.dk.
"Færdiggørelsen har trukket ud, fordi vi overvejer at lade filmporten indgå i et bredere produkt, der også omfatter data om bøger, spil, undervisnings-cd-rom'er og info om musik. Denne base har til formål at understøtte skolebibliotekernes materialeanskaffelse og bibliotekernes formidling af de materialer, som de har købt."
Har interessen for en decideret filmportal været for lille?
"Det vil jeg ikke sige, men bibliotekerne understøtter jo alle materialetyper - ikke kun bøger og film. Derfor er det måske bedre at lave én portal i stedet for syv små, individuelle portaler."
Er det ikke lidt hurtigt at skifte profil?
"Tja, lige nu er intet afgjort. Det her betyder, at udviklingsfasen bliver lidt
længere, end vi havde planlagt."
Kommentarer