Nyhed
18. nov. 2005 | 16:01

Filmpris til Anders Thomas Jensen

Manuskriptforfatter og instruktør Anders Thomas Jensen modtager Nordisk Film Prisen og 99.000 kroner. "Han er uundværlig i dansk film," lyder begrundelsen.

Af Mads R. Mariegaard
Den særdeles produktive og populære instruktør og manuskriptforfatter, 33-årige Anders Thomas Jensen, er en af de få danskere, der har vundet en Oscar (for kortfilmen Valgaften, 1999). Nu har han også modtaget Nordisk Film Prisen, som årligt uddeles sammen med et beløb svarende til selskabets alder gange 1000 — i år 99.000 kroner.

En suveræn fortæller
"I det danske filmmiljø er Anders Thomas Jensen på få år blevet en fuldstændig uundværlig person, en professionel hovedkraft, der både er en korsridder i kamp mod den politiske korrekthed og mod alt det kunstneriske snot, og samtidig en suveræn fortæller, der tumler med tilværelsens store spørgsmål," lyder begrundelsen i en tale forfattet af filmlektor og medlem af priskomitéen, Peter Schepelern.
 
Anders Thomas Jensen har udover Oscar'en for Valgaften modtaget yderligere to Oscar-nomineringer for kortfilmene Ernst og lyset (1996) og Wolfgang (1997). Desuden har han skrevet manuskript til mere end tyv spillefilm og selv instrueret tre, Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005). Fælles for de tre — bemærker Peter Schepelern i sin tale — er, at de indeholder tilberedning af mad, humoristisk aflivning af dyr og sort humor. 

Kritik fra Trier
Adams æbler er årets bedst sælgende danske film i biograferne. Og Anders Thomas Jensen er generelt overordentlig populær blandt publikum. Men han er også
blevet kritiseret af kollegaen Lars von Trier for at ødelægge dansk film, fordi han "ikke har et personligt forhold til de emner, han skriver om", som Trier udtalte i EKKO #28. En kritik, som også berøres i dagens tale:
 
"Det er ikke så længe siden, der lød ret så harske kollega-ord. Men det er kun godt med lidt kvalificeret modspil. Og filmkunsten er en glimrende slagmark — som godt kan tåle en sprængfarlig bombe eller to," mener priskomitéen med henvisning til Anders Thomas Jensens nyeste manuskript, Sprængfarlig bombe. Det handler om en verdensberømt instruktør, der laver dårlige film, og er muligvis et modsvar til Lars von Trier.
 
Sprængfarlig bombe skal instrueres af Tomas Villum Jensen. Anders Thomas Jensen har desuden skrevet manuskripter til blandt andre Susanne Bier, Lone Scherfig, Jannik Johansen, Søren Kragh-Jacobsen, Kristian Levring, Søren Fauli og Lotte Svendsen.

Læs også: Portræt-samtale med Anders Thomas Jensen, 2004.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko