Filmproduktion for dummies
Umiddelbart virker forsiden på filmlinjen.dk lidt kitschet. Men tag ikke fejl, her er value for no money. Siden er gratis, og det formelig vælter frem med idéer, der vil berige filmundervisningen for elever i udskolingen.
Når eleverne er klar til at gå i gang, opretter læreren filmprojektet, som så gennemføres af klassens elever. Læreren har det store overblik, og eleverne kan hele tiden se, hvor langt de er nået i den meget komplicerede produktionsproces.
Selv prøvede jeg at oprette en enkelt, lille produktionsgruppe. Det er det mindst tidskrævende og mest effektive set-up, jeg er stødt på. Imponerende!
Øvelser gør mester
Siden er målrettet grundskolens ældste klassetrin og de gymnasiale uddannelser. Gennem fine, gedigne øvelser i for eksempel plot, pitch, storyboard, der alle er overskueligt organiseret, øves eleverne i at strukturere deres idéer.
Der er et væld af gode øvelser, som træner eleven i at skære ind til benet, at holde information tilbage, ”show, don’t tell”, lave points of no return og så videre.
Eleverne tvinges igennem et forløb, der med al rimelighed vil sikre faglig indsigt, erfaring og refleksion. Alt dette får de brug for, når de efterfølgende enten skal vurdere professionelle produktioner eller kaste sig ud i deres egen
produktion.
Evalueringer undervejs
Du snyder dig selv, hvis du ikke bruger fem minutter på at se introduktionsvideoen ”Sådan virker…” Den giver et glimrende overblik over, hvad det er, der er produktionsdelens store force: at fastholde et overblik.
Den del af hjemmesiden er i sig selv et imponerende storyboard over arbejdsprocessens mange delfunktioner. Og der lægges op til evalueringer undervejs, efterhånden som processen skrider frem, og der uploades mere og mere.
Station Next står bag siden
Det er nogle tunge drenge, der har sikret finansieringen af siden: Nordea Fonden, Det Danske Filminstitut, Undervisningsministeriet/Tips- og lottomidlerne og Nordisk Film Fonden.
Webbureauet Vertis Portals har udviklet og produceret siden i samarbejde med kompetente filmpædagoger og filmfolk, der alle har undervisningserfaring fra Station Next i Filmbyen.
Et langt stykke ad vejen afgør læreren og eleverne selv, hvor meget de kan nå, og hvor meget de kan rumme. Faktisk vil det være muligt i første omgang alene at inddrage filmlinjen.dk i dansktimernes almindelige arbejde med at fremme og maksimere elevernes dygtighed udi skrivekunsten.
Det vil også være mere end muligt bare at lade eleverne arbejde med storyboards eller bruge deres mobiltelefoner, der vil kunne inddrages som en del af læringsprocessen.
Fascination og frustration
Man kan vælge at stoppe her og bruge indsigterne til at vurdere andres (professionelle) produktioner, hvilket jo stadig er det mest udbredte i undervisningssammenhæng.
De af læserne, der selv har forsøgt sig udi filmproduktionens tilsyneladende fascinerende univers, ved, at det er hårdt arbejde. Der er endog meget langt fra en fordomsfuld, glamourøs fascination af filmarbejde til en insisteren på at overvinde frustrationer og komplekse udfordringer.
Filmlinjen.dk leverer efter min bedste overbevisning rent faktisk en ramme og et udgangspunkt, der på bedste vis også kan sikre udbytterige produktionsforløb.
Kommentarer