Filmprogram med tusinde klicheer

Da DR lavede DR2 Premiere med Mikkel Munch-Fals i rollen som fræk og subversiv vært, var tanken oprindelig, at man ville bryde med anmelderen som klassisk autoritet.

Anders Fogh havde afskaffet smagsdommerne, og daværende DR-generaldirektør Kenneth Plummer havde slået fast, at anmelderen skulle rives ud af elfenbenstårnet.

Men noget af det eneste, der ikke lykkedes med Munch-Fals’ udgave af DR2 Premiere , var at få has med anmelderen som enevældig autoritet. Og gudskelov for det.

Bandsat diktatur
For Plummer & co. havde overset, at kulturprogrammer lever og lægges i graven med styrken af deres værtsautoriteter – engagerede personligheder, der brænder igennem i formidlingen af deres ekspertviden, om det så er brødrene Price, Jakob Stegelmann eller Nikolaj Sonne fra So Ein Ding.

Tv med autoritet er ikke det samme som elitær bedreviden eller støvet skolelærer-formidling, og Munch-Fals var på sin egen moderne facon lige så gennemført autoritær som helgenkårede Ole Michelsen.

Med DR K’s Filmselskabet er public service-stationen for første gang lykkedes med at demokratisere værtsrollen, så man kommer til at savne et bandsat diktatur med en karismatisk leder.

Akavede blikke
Men når vi ikke får autoritet, hvad får vi så? Selskabelighed!

Vært Maria Månson deler hver uge kamera med dels en relevant gæst fra filmbranchen, dels Per Juul Carlsen fra Filmland på P1.

Som programmets titel antyder, vil man gerne invitere seeren ind i en beåndet samtale mellem interessante, filmpassionerede mennesker, indhyllet i en fin DR K’sk retro-æstetik.

Invitationen bliver ligefrem helt eksplicit, når vært og gæst i løbet af samtalen på akavet vis skæver ud på os i stuerne.

Sardonisk underholdende
Gæsterne svinger mellem det sardonisk underholdende – som når Ole Bornedal vrisser over gyseren The Darkest Hour – til det mere intetsigende, som når Submarino -forfatter Jonas T. Bengtsson på forhånd synes at have opgivet at forklare seerne, hvorfor Ekstremt høj og utrolig tæt på mislykkes med at forvalte sit bogforlæg.

Og ganske symptomatisk når heller ikke Per Juul Carlsen, der ellers er kendt for sine skarpt optrukne vinklinger, videre end den forudsigelige introduktion til de emner, han som programmets faste ekspert skal reflektere over – fra b-film til Regner Grasten-film.
 
Vi er langt tættere på Goffmans beskrivelse af samtalen som en måde at komme hinanden ved socialt end på Habermas’ ideal om samtalen som oplysende og berigende.

På en piedestal
Den 33-årige Maria Månson ville helt sikkert være godt selskab en hyggelig fredag aften på café.

Men der skal mere til end et sødt smil og en charmerende skærm-presence . For hvad enten DR eller Månson vil det eller ej, så sættes hun stadig op på en piedestal som en kritiker, hvis meninger om ugens premierefilm vi skal tage seriøst. 

I de første par programmer prøvede Månson at være ung med de unge og beskrev filmene med ord som ”fed” og ”lækker”. Det anfægtede Torben Bille rettelig i Politiken, og siden har Månson lagt sit ansigt og ordforråd i mere alvorlige folder.

Men nedadgående mundvige og et stålsat blik gør ikke en inspirerende filmkritiker. At konstatere, at noget er godt eller dårligt, kan de fleste, men den gode kritiker kendetegnes ved at kunne argumentere overbevisende for, hvorfor noget fungerer og andet ikke gør.

Tusinde klicheer
Frem for alt skal anmelderen have ordet i sin magt. Hun skal være i stand til at formulere sig overrumplende, slagkraftigt, poetisk eller bare levende. Hun skal kunne ramme filmen på kornet.

Men Månson fletter allerhøjst en guirlande af klicheer.

The Artist er en ”smuk, smuk fortælling”, som ”man aldrig vil glemme”, og Hvidstengruppen opnår kun ”momentvis fine øjeblikke”.

Asger Leths Med livet som indsats har ”dygtige amerikanske skuespillere på rollelisten”, men et ”forudsigeligt plot” og ”tusinde klicheer”. Hovedpersonen i Young Adult er ”for svær at holde af”, mens mange af Jernladyens scener er ”sindssygt sentimentale”. 

I anmeldelsen af Safe House hævder værten selv, at hun har gjort den ”lidt sjove observation”, at filmens farvetone er kold, når hovedpersonen er i CIA’s kontorbygninger, men varm, når han er sammen med sin kæreste. Quelle surprise! 

Og selv om tv-mediet gør det nemt for anmelderen at illustrere sin pointer, spilder Filmselskabet også denne chance. Når Månson for eksempel fortæller, hvordan kameraet i Hamilton giver Persbrandt elevatorblikket i én uendelighed, er det veritabel anti-public service (især for de kvindelige seere), at vi ikke får sat billeder på samtidig. 

Pæn som porcelæn
Folkene bag programmet har udtalt, at de ville lave et nørdeprogram.

Men efter de første syv-otte udsendelser står det klart, at Filmselskabet ikke er et program for filmnørderne, der jo netop higer efter skæve vinkler, små detaljer og idiosynkratiske meningsdannere med celluloid i blodet.

Maria Månsons hyppigst anvendte fyord, som hun kaster efter film som Hvidstengruppen og Ekstremt højt og utrolig tæt på, er: ”For pæn.”

Man måber lidt, for Filmselskabet er selv lige så pænt som nypoleret porcelæn.