Filmselskabets lange arm

Nordisk Film har længe siddet solidt på filmmarkedet til landets skoler, HF og gymnasier. Siden midten af 1980'erne har afdelingen Nordisk Film Vision i samarbejde med Undervisningsministeriet og amtscentralerne udvalgt film — senere såkaldte filmpakker — som skolerne kan bruge i undervisningen. Udvalget er begrænset og priserne op til fire-fem gange højere per spillefilm end markedsprisen.

Det har været en god forretning for Nordisk Film Vision, for ifølge selskabets regler har skolerne intet valg. Filmpakkerne præsenteres som den eneste lovlige mulighed, lærerne har for at bruge film i undervisningen. For at sikre sig at de ikke snyder ved at vise film fra den lokale videobutik i stedet, har Nordisk Film Vision også sendt breve ud til landets kommuner.

Trusselsbrev
Under overskriften "Foregår der ulovlig brug af spillefilm i din kommune?" har selskabet opstillet seks paragraffer — "lovregler og vilkår, der gælder for visning af videogrammer". Paragrafferne forklarer, at film, som Nordisk Film Vision ikke har godkendt til offentlig fremvisning, under ingen omstændigheder må finde vej til klasseværelserne. Brevene gør det klart, at selskabet vil gennemgå skolernes pensumlister og anlægge en erstatningssag, hvis der er tegn på, at de gør det alligevel.

Nordisk Film har også ringet til kommuner og enkelte institutioner for at forklare dem betingelserne, men en retssag er det aldrig blevet til. Måske fordi Nordisk Film er klar over, at de ville få meget svært ved at vinde. Det danske filmselskab har nemlig selv defineret deres "lovregler og vilkår", og de har med hjælp fra Undervisningsministeriet brugt dem i årtier til at afkræve danske skoler et ukendt millionbeløb.

Frit spil for skoler
En uvildig rapport har nu slået fast, at det ikke er ulovligt at vise almindelige leje- eller købefilm i de danske skoler. Et undervisningslokale hører under privatsfæren og ikke den offentlige sfære, som Nordisk Film hævder. Når der på bagsiden af danske dvd-covers står: "Definitionen af privat brug udelukker brug af denne dvd ... på skoler," er der altså tale om misinformation. 

Der findes andre regler for skolers brug af kopier og tv-programmer, men for spillefilm gælder de samme som hjemme i dagligstuen. Det er Kulturministeriet, der laver loven på området, og skønt ministeriet måske ikke har anstrengt sig for at oplyse landets skoler om den, er der ingen tvivl om lovens fortolkning. På ministeriets hjemmeside og i flere skrivelser til rådvilde skolelærere, der har været i tvivl om reglerne, henvises der til lovbemærkningerne fra 1995.

De lyder: "Ved klasseundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand."

Sagt på en anden måde: Skolerne har frit spil og kan selv bestemme, hvor de vil indkøbe deres film. 

Usædvanlig dobbeltrolle
Men mens der har været klare linjer fra Kulturministeriet, har Undervisningsministeriet indtil januar 2006 bakket op om Nordisk Films fortolkning af lovgivningen. Undervisningsministeriet har spillet en usædvanlig dobbeltrolle i sagen, idet ministeriet både vejleder landets skolelærere om reglerne på området — og samarbejder med Nordisk Film om at lave deres undervisningspakker.

Uenigheden mellem de to ministerier er ikke mindre opsigtsvækkende. Efter at EKKO #20 tog sagen op i 2003, meddelte Undervisningsministeriet således på sin hjemmeside:

"Undervisningsministeriet kan (...) ikke anbefale, at skoler bruger købte film, som ikke har det nødvendige samtykke fra rettighedshaverne, i undervisningen (...). Den hidtidige praksis med spillefilmspakker vil fortsætte uændret, indtil der foreligger en præcis afklaring af rettighedsproblematikken."

Det nye kompromis
Efter talrige henvendelser fra undervisere, der var i tvivl om reglerne, bestilte UNI-C, en virksomhed under Undervisningsministeriet, for nylig en rapport fra en uvildig advokat i håb om at få "en præcis afklaring". Rapportens konklusion er en næsten ordret gengivelse af Kulturministeriets lovgivning og efterlader ingen tvivl: Skolerne kan købe deres film, hvor de vil, og vise dem i klasseværelset — uden at det kræver særlige rettigheder (det gælder dog ikke større fora, for eksempel et auditorium). 

For ikke at miste markedet helt sidder Johan Schlüter, advokat for Nordisk Film Vision og Foreningen af danske videogramdistributører, for tiden i forhandlinger med Copy-Dan, Kommunernes Landsforening og rettighedshavere som Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikeres Forbund for at finde et kompromis.

Planen er at finde en ordning, hvor alle film bliver tilgængelige for underviserne til en pris, der ligger lidt over, hvad privatpersoner betaler. Kommunernes Landsforening går efter den billigste og nemmeste løsning for skolerne, forklarer chefkonsulenten for børn og kultur, Niels Jørgensen.

"Det vigtigste er, at skolerne får helt klare linjer," siger han. For selv om Kulturministeriet har blåstemplet film i klasseværelset, kunne der blive problemer, hvis en lærer satte den samme film på i et auditorium eller slog to klasser sammen. Niels Jørgensen håber, at den slags misforståelser kan undgås med den nye ordning. 

Nordisk Film vil imidlertid fortsætte med at fortolke loven, som de altid har gjort, siger Johan Schlüter. De giver ikke slip på markedet uden kamp.

"Vi er dybt uenige med Kulturministeriet på det her område. Ophavsretsloven for skoler blev lavet tilbage i 1961, fordi man ville have mulighed for at læse et digt op i skolen uden at blive sagsøgt. Dengang havde man slet ikke tænkt filmmediet med," siger advokaten.

Opbakning fra Højesteret
Ophavsret er et kompliceret område at lovgive på — særligt i de seneste år, hvor medierne bliver digitale, og hvor det er blevet lettere at dele film og musik over internettet.

I dag har lærerne langt bedre muligheder for at skaffe filmene gennem andre kanaler end Nordisk Film Vision, der typisk tager 695 kroner for en spillefilm. Advokat Johan Schlüter og Nordisk Films marketingafdeling ønsker hverken at angive, hvor meget de har solgt gennem årene, eller hvor stor en indtægt selskabet står til at miste på den nye ordning.

Ingen af de jurister, EKKO har talt med, mener, at Nordisk Film ville få noget som helst ud af en retssag. Thomas Riis fra Juridisk Institut ved Handelshøjskolen i København henviser blandt andet til en højesteretsafgørelse fra 1999, der gav ungdomsklubber lov til at spille musik for større forsamlinger.

"Her lagde Højesteret vægt på, at ungdomsklubberne har et fritidspolitisk og socialpædagogisk formål. Jeg ville lægge vægt på lignende formål, hvis jeg skulle argumentere på skolernes vegne i denne sag," siger professor Thomas Riis. 

"Jeg ved ikke, hvorfor Nordisk Film har tolket loven på en anden måde end Kulturministeriet," siger Morten Rosenmeier, lektor ved Københavns Universitets juridiske fakultet. "Men efter min opfattelse er det problematisk, at filmselskaber generelt melder ud, at alle former for fremførelser i skoler er offentlige og kræver tilladelse." 

Erkender vildfarelse
Undervisningsministeriet pointerer, at man i mere end et år har henvist til Kulturministeriets lovgivning. Kontorchef Peter Grønnegaard, som i en lang årrække havde ansvaret for samarbejdet med Nordisk Film Vision, har ikke ønsket at kommentere sagen. Men den nuværende kontorchef Søren Hansen vil gerne erkende, at forholdet til Nordisk Film måske har været tættere end godt er.
   
"Jeg tør ikke sige, hvorfor vi har haft en anden tolkning af lovgivningen end Kulturministeriet. Der har været et samarbejde mellem Nordisk Film og Undervisningsministeriet om at lave undervisningspakker, og det er nok den kontakt, som har været skyld i vildfarelsen," siger Søren Hansen.

— Men har jeres tolkning ikke givet Nordisk Film juridisk opbakning, så de kunne monopolisere skolemarkedet?

"Jo, det kunne man måske godt sige, men nu har vi altså gjort omverdenen opmærksom på, hvordan det hænger sammen. Det er fortid nu," siger Søren Hansen.