Filmskolen: Årgang Ekstrem

Hvorfor udnytter Den Danske Filmskole ikke, at man både huser en instruktør- og en manuskriptlinje?

De seks instruktørelever, der står foran deres dimission, har alle - med en enkelt undtagelse - selv skrevet deres film. Og netop her ligger årgangens store problem: manglen på klare historier, der brænder igennem.

Alt for ofte spørger man sig selv, hvad det egentlig er, filmene vil. Men det er åbenbart politikken på skolen, at man ønsker at fremelske ”rigtige” filmkunstnere, der selv både skriver og instruerer.

Det er vejen frem for nogle, men for mindst lige så mange er parløbet med en manuskriptforfatter afgørende. Og for de fleste er det en uundgåelig del af den branche, de skal ud og arbejde i.

Problematisk skolemassakre
Til gengæld vil dansk film bevæge sig i nye voldsomme retninger, hvis denne årgang slår igennem.

Bortset fra Asger Krøjer Kallesøes velmenende, men kedelige flygtningedrama Min bror Karim får vi romantisk kærlighed to die for, skolemassakre, pædofili, incest, trafficking, kidnapning, krigstraumer, mord og selvmord for alle pengene.

Vi kommer sågar helt ud i verdensrummet.

Det er modigt, men ofte også problematisk, som når Milad Alami i Intet kan røre mig lader en teenagers ret almindelige outsiderfølelse eksplodere i en skolemassakre. Massemordet virker ude af proportioner og risikerer at banalisere det forfærdelige, men undervejs får instruktøren dog vist et godt greb om de unge skuespillere.

Æstetisk tour de force
Modig er også Samanou Acheche Sahlstrøm, der forlod Filmskolens trygge rammer og tog til Paris for at indspille Les Amours Perdues. Filmen er en æstetisk tour de force om umulig kærlighed i byernes by, fyldt med cigaretrøg og velour-rød melankoli.

At instruktøren får de to franske stjerner, Emmanuelle Béart og Denis Lavant, til at spille sig helt ud i dødsdrift og længsel i en dansk afgangsfilm, fortjener en cadeau.

Men filmens clou falder til jorden, og personerne svæver som kunstneriske klicheer i det lufttomme rum, filmen synes at være undfanget i.

Rumfilm med nærvær
Årgangens største vovestykke er Nikolaj Feifers Junk Love: science fiction på filmskole-budget! Som i Bowies Space Oddity sidder astronauten Edwin i en blikdåse højt over den blå planet. Han er på en misforstået, maskulin frihedsjagt, og først da ilten svinder, og alt synes tabt, erkender han sine længslers endemål, ekskonen Sofia.

Scenografien er diplomatisk sagt nødtørftig, men i modsætning til mange tidligere filmskole-ekskursioner ud i effekttunge genrefilm, tager teknikken ikke magten fra Feifer.

Det hele er lidt langt ude, men med himmelsfærens ensomme rum som bagtæppe går genreform og eksistenskrise op i en højere enhed, og med simpel krydsklipning og suggestiv lydside skabes et poetisk nærvær mellem de to elskende, der har uendeligheden imellem sig.

Peter Plauborg er perfekt castet til rollen som den magre og martrede astronaut, og det er årgangens bedste film, fordi den er tænkt til det koncise kortfilmformat.

Kold mareridtsfortælling
Med Ali Abbasis M for Markus rejser vi helt ind i psykens krinkelkroge. En mordgåde eskalerer til en mareridtsfortælling med sadistiske special agents, strippere og Jesper Klein, hvis underfundighed er blevet til savlende perversion.

Instruktøren deler David Lynch’ interesse for Das Unheimliche.

Virkeligheden forvrænges effektivt, og Sturla Brandth Grøvlens billedside er som et væskende, åbent sår. Filmen er en uhyggeligt besnærende, men også kold skulptur, og politikvinden Tess’ psykose bliver aldrig vores.

Et ætsende tableau
I Isabella Eklöfs Noter fra kælderen holder en midaldrende, pædofil mand en lille pige indespærret. Det er modigt, men filmen har ikke den psykologiske indsigt, som berettiger et så grænseoverskridende emne.

Vil den give os indblik i den pædofiles sind? Vil den fortælle ofrets historie? Eller vil den gøre os klogere på deres sociale dynamik?

Filmen er famlende og overspillet, men som en samling løsrevne noter har den sine intenst ubehagelige øjeblikke. Det afsluttende, ætsende tableau, der siger mere end de forudgående 30 minutter tilsammen, står tilbage som sindbilledet på Årgang Ekstrem.

Bliver vist i Dagmar Teatret i København den 14. juni, Metropol Århus den 20. juni, BioCity Allborg den 21. juni og BioCity Odense den 22. juni. Alle visninger finder sted kl. 17.30.