Filmskolen gør comeback

Hvordan siger man ”jeg elsker dig”, uden at det lyder som en slidt kliché?

Svaret på dette spørgsmål, som forfatteren Umberto Eco engang stillede, får vi i islandske Rúnar Rúnarssons afgangsfilm Anna: Man skaber en historie, hvor kærlighedserklæringen er så overrumplende, at det giver et stik i hjertet.

Det er tolvårige Anna, som i forsoningens øjeblik krammer sin jævnaldrende kammerat og pludselig hvisker de tre søde ord i hans øre. De er ilde anbragt, for parret er ikke rigtige kærester — de har ikke engang kysset — og Anna er slet ikke gammel nok til at tage så store ord i sin mund.

Men forældrenes kompromisløse skilsmisse har revet familietæppet væk under den gryende teenager. Faren er skredet med en anden kvinde. Moren er højgravid og nægter faren kontakt med Anna.

”Du er en sexkold kælling” 
Når elefanterne slås, går det som bekendt ud over græsset. Og Anna er særligt hårdt ramt, for hun er enebarn og har ingen at støtte sig til. Bortset fra kammeraten, som hun tager med ned til farens efterforladte fiskekutter og på stranden, hvor hun med farens riffel skyder til måls efter tomme flasker, som kammeraten på western-vis kaster op i luften.

Anna er vred, trodsig, afmægtig og helt hudløs. Hun er katapulteret ind i voksenlivet, alt for tidligt, alt for hurtigt. Hun svinger mellem farens foragt (”jeg forstår godt, at far skred, for du er en sexkold kælling”) og en dybtfølt solidaritet med morens sårede følelser. Skilsmissebarnets lave selvværd slår ud i jalousi, da Anna opdager sin kammerat med en anden pige i svømmehallen. Han er en normal knægt i en normal verden, og hendes følelser er lige så komisk malplacerede, som de er pinagtigt sande.

Jeg mindes ikke at have set en så rammende, så hjerteskærende og dog så livsbekræftende portræt af et ulykkeligt skilsmissebarn.

Marie Hammer Boda er et fund i hovedrollen, Petrine Agger (Annas mor) er ikke set bedre, og Rúnarssons fotograf, Sophia Olsson, filmer havnen i Hundested, som var den et islandsk naturlandskab. Det er ikke gold stilistik. Billederne er fyldt med følelser, så man glemmer, at store dele af den 35 minutter lange kortfilm er uden dialog.

Lavet med hjertet
Rúnar Rúnarsson bosatte sig Danmark for at søge ind på ”verdens bedste filmskole” — et brand, som siden har fået et skud for boven, blandt andet af Ekko. Men ingen kan tage fra Filmskolen, at den har uddannet sit største instruktørtalent, siden Peter Schønau Fog (Kunsten at græde i kor) dimitterede i 1999 med Lille mænsk.

Kortfilmen, som Rúnarsson søgte ind på Filmskolen med, blev Oscar-nomineret (ja, du læste rigtigt!), og Anna blev ligesom forgængeren Smáfuglar udtaget til Cannes-festivalen. Det er utilgiveligt, hvis den danske filmbranche ikke kender sin besøgelsestid og får det egensindige naturtalent i stald, inden udlandet løber med ham.

Filmskole eller ej, Rúnarsson ville have gjort karriere under alle omstændigheder. Så den bedste nyhed set med Filmskolens øjne er, at også de øvrige fem afgangsfilm har høj kvalitet. De er klare, stringente, poetiske og lavet med hjertet, kort sagt: bedre end de seneste års skuffende afgangsfilm, ja, faktisk er årgang 2009 skolens bedste siden 2001, hvor Christoffer Boe og Nikolaj Arcel blev udklækket.

Filmene gør sig dog ikke til. De vender ikke kameraet på hovedet eller opfinder den dybe tallerken. De (fleste) fortæller hverdagens dramaer, og kunsten gemmer sig (ligesom djævelen) i detaljen.

Gensyn med Zangenberg 
Stykke for stykke af May el-Toukhy glider eksempelvis så let og ubesværet, at man nemt kan overse, hvor overbevisende meget den får fortalt på små 30 minutter: en coming-of-age-historie, et trekantsdrama på Det Kongelige Teater samt en skildring af omgangstonen og hierarkiet backstage.

Den unge påklæderske, Helene, har en affære med teatrets bløddyr af en Don Juan, som er gift med teatrets stride diva. Affæren afsløres midt under forestillingen Divaen går i sort foran publikum, og forestilling og backstage-drama smelter sammen.

Helene gør sin første bittersøde livserfaring, men kan smile gennem tårer i filmens originalt skæve slutning med Nicolas Bro som hønefuld julemand.

Stykke for stykke er en lille, helstøbt og meget klassisk novellefilm, der med balletagtig elegance fortæller om den uhørte begivenhed, som griber ind i den individuelle skæbne. Niels Thastum får storslåede billeder ud af teatrets farverige scenografi såvel på scenen som bag den (læg mærke til silhuetterne), og Julie Zangenberg har en skrøbelig udstråling i hovedrollen. Vi husker hende som barnestjernen i Klatretøsen, og nu syv år senere træder hun i karakter som en lovende voksenskuespiller.

Træfsikker komedie
Afgangsfilm får ofte et lidt selvhøjtideligt skær, fordi instruktøren for alt i verden skal vise, at han er en stor kunstner. Det er derfor både modigt og befriende, at Søren Balle trutter ren-komedie-røv med Tomatprincippet.

Og filmen sidder lige i skabet.

Anders Hove er ubetalelig morsom som den Carl-Mar-Møller-agtige leder af et statsautoriseret motivationskursus for en forpjusket flok arbejdsløse: en ung mand med sløvsind, en onitolognørd, en falleret erhvervsmand og en fraskilt kvinde. Kurset, der foregår på lederens forsømte landsted, er det rene nonsens med tåbelige tillidsøvelser, godtkøbsfilosofi og svinge-i-torv-og-kamp-med-skumgummikølle-udfordringer.

Oplagt komik, jovist, men kunsten er at få idéen. Og Søren Balle forfalder ikke til folkekomedie. Han holder fast i poesien og respekten for karaktererne. Også da den unge mand (Sune Geertsen) mander sig op til et oprør mod den patetisk-hykleriske leder, og løjerne tager en grotesk Monty Python-drejning.

Københavns visuelle power
Man fristes til at kalde Andreas M. Dalsgaards København for En mand kommer hjem. Filmen deler nemlig ikke bare hovedskuespiller (Thomas Bo Larsen), men også plot med Thomas Vinterbergs spillefilm: Berømthed (her krigsfotograf) vender hjem og konfronteres med den kærlighed (kæreste og barn), han har ofret på karrierens alter.

København har imidlertid en helt anden eksistentiel tyngde end Vinterbergs film. Fordi historie er fortalt som den tragedie, den er, og fordi den byder på en visuel power, der gør hovedpersonen Janus’ erkendelsesrejse i København fysisk nærværende.

Magisk er sekvensen, hvor Janus forlader sin egen fernisering og med et af sine billeder under armen bevæger sig ud i byen, hvor han støder ind i et farvestrålende juleoptog — den diametrale modsætning til hans dødsmærkede sort-hvide krigsbilleder. Eller når Niels Buchholzers kamera svimlende balancerer på toppen af SAS-hotellet sammen med Janus, der et øjeblik ikke kan se anden udvej end selvmordet.

Personlig genrefilm
Frida Barkfors’ Tick Tick Boom og Nuka Wølk Mathiassens Den fremmede er ikke lige så skarpe kortfilm. De slår større brød op, end det korte format kan bære, men har alligevel begge noget at byde på.

Tick Tick Boom rummer tre uafhængige historier, der tilsammen viser, hvordan mænd i forskellige aldre tackler deres afmagt (en fars druk, et barns død, en skilsmisse). Tematisk interessant, men tiden er for kort til, at man for alvor kan nå at indleve sig i karaktererne.

Den fremmede er noget så usædvanligt som okkult scifi-gyser om angsten for det fremmede. Laura Drasbæk (Forbrydelsen) spiller uhyggeligt overbevisende en alien med telekinetiske evner, og de sort-hvide SFX-billeder brænder sig fast på nethinden. Filmen understreger, at genrefilm sagtens kan laves personligt og rumme et budskab — et signal til Filmskolen om, at man bør droppe dogmet om, at der ikke undervises i genrefilm på skolen.

Næste led i fødekæden
Hvad med fremtiden for disse seks instruktører?

Næste led i fødekæden er New Danish Screen, der under beskyttende vinger giver talenter mulighed for at udvikle sig. New Danish Screen har med Jakob Høgel som kunstnerisk leder især afprøvet ikke-uddannede instruktører, men med årgang 2009 er der ingen grund til at gå over åen efter vand: Brug dem, vi vil gerne se mere!

De seks afgangsfilm kan ses i Odense i BioCity 22. juni kl. 18.15, Århus i Metropol 24. juni kl. 18.15 og Ålborg i Metropol 25. juni. Kl. 18.45.