Nyhed
22. aug. 2005 | 10:16

Filmstøtte til undervisning kan forsvinde

Forandringer i Undervisningsministeriets programstøtte forventes at tilgodese digitale materialer og store projekter, men kan ramme film og skriftlige materialer.
Af Mads R. Mariegaard
Undervisningsministeriet er i gang med at ændre den såkaldte programstøtteordning, som siden 1992 har støttet film, tv og video samt digitale og skriftlige materialer til undervisning. EKKO erfarer, at ændringerne kan medføre, at ordningen ikke længere vil støtte analoge (film, tv og video) og skriftlige materialer. Fremover vil man satse på digitale materialer.

Programstøtteordningen blev evalueret i 2003, og det er på den baggrund, at ministeriet nu vil ændre ordningen. Rapporten evaluerede perioden 1997-01, hvor ordningen fordelte 52,3 millioner kroner til 359 projekter. To tredjedele havde analogt eller skriftligt indhold, men det kan nu ændre sig.

Penge til digitale materialer
"Udgangspunktet er blandt andet evalueringens konklusion om, at der også fremover er behov for støtte til udvikling af digitale materialer," siger Peter Grønnegård, kontorchef i Uddannelsesstyrelsen under Undervisningsministeriet.

Blandt de skriftlige materialer, som har fået programstøtte, er dette blad. Producenten Lise Lense-Møller fra Magic Hour Films har fået støtte til flere film, blandt andre Jeg husker... Fortællinger fra Grønland (2000,) som distribueres til skoler. "Hvis støtten forsvinder, bliver det sværere at finansiere film til undervisning," siger hun og tilføjer: "Desuden vil man ikke i samme omfang målrette filmene til skolebrug."

Også instruktør og producent Michael Haslund-Christensen har fået støtte til film. Han er i dag er kort- og dokumentarfilmkonsulent på Det Danske Filminstitut. "På dokumentarfilmområdet er mange af brugerne inden for undervisningssektoren," siger Haslund-Christensen. "Derfor er det ærgerligt, hvis Undervisningsministeriet fraskriver sig ansvaret."

Færre, men større projekter
Programstøtteordningen har hidtil tilgodeset små projekter. Mindre end hver tiende bevilling i den evaluerede periode var over 300.000 kroner. Det kan ændre sig nu, hvor ordningen formentlig vil støtte færre projekter, som til gengæld får flere penge.

Peter Grønnegård ønsker ikke at kommentere EKKOs oplysninger yderligere. "Der er ikke truffet beslutning om sagen endnu," siger Grønnegård, som forventer en afklaring til efteråret, hvor han regner med, at ordningen igen kan søges.

 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko