Dag 2: Filmtæskeholdene banker på

Skuespilleren Joel Edgerton udtrykte det meget præcist på dagens pressemøde efter screeningen på forhåndsfavoritten Midnight Special.

”Jeff er en af de visionære.”

Med Jeff mener den efterhånden ret anerkendte Edgerton (Warrior og Black Mass) naturligvis Jeff Nichols, som der var store forventninger til på anden dag i den tyske hovedstad. De amerikanske brancheblade havde gjort deres forarbejde og berømmet instruktøren rigeligt.

Midnight Special er en roadmovie med læssevis af religionskritik og ikke mindst bunker af sci-fi-elementer.

Den lægger ud i mørke billeder med en mand, der har bortført en dreng. Stille og roligt opløses tilskuerens billede af scenariet så igennem store naturbilleder og en fortælling, der viser os en far, som sammen med en håndlanger har kidnappet sin egen søn. En søn, som en religiøs sekt anser for at være selveste Jesus.

Lyssværd i øjnene
En eller anden slags Jesus er han da også, ham knægten (fremragende spillet af den purunge Jaeden Lieberher, som de fleste nok kender fra komedien St. Vincent fra forrige år). Han tåler ikke sollys, og han render konstant rundt med svømmebriller på, for at hans øjne ikke skal oplyse nattehimlen.

Lyder det sjovt? Det er det faktisk slet ikke i filmens første time, hvor man virkelig er med i fortællingen, fordi et tæskehold af efterforskere og politifolk går på jagt efter far, søn og håndlanger.

Jagt og flugt flettes stemningsmættet ind i hinanden, men her er det så, at vi kommer til Joel Edgertons ord om visioner. Skuespilleren, der agerer håndlangeren i filmen, slog nemlig på pressemødet i Berlin fast, at der for ham at se er to slags instruktører: Dem, der optager den samme scene mange gange og så skaber filmen i klipperummet, og dem, der ligesom Nichols har en klar vision fra start.

Problemet er bare, at Nichols’ vision blegner en smule mod slutningen. Eller rettere: Den korrumperer faktisk sin egen historie. Alt skal nemlig være så storslået, at det lille fortættede drama med den pompøse natur pludselig bliver en klapjagt med det ene underlige sci-fi-øjeblik efter det andet.

For hvad mon der sker, da efterforskeren, som spilles til perfektion af evigt brillante Adam Driver (Girls og Hungry Hearts), pludselig har Jesus-drengen inden for rækkevidde?

Det skal naturligvis ikke afsløres her, men konstateres skal det nu, at i stedet for at være en konsekvent religionskritik, bliver Midnight Special pludselig mere og mere underlig og morsom.

Kærlighed på tunesisk
Imidlertid kan man nu ikke se bort fra de fremragende skuespilpræstationer i filmen, hvor særligt Michael Shannon som den kidnappende far, Kirsten Dunst som moren, der venter på sine to ”mænd”, og førnævnte Adam Driver imponerer.

Det gjorde dagens morgenfilm også. Selv om salen kun var halvt fyldt (hovedsageligt af tyske anmeldere og fire tunesere!), så var oplevelsen langt fra dårlig.

I tunesiske Hedi følger vi en mand med netop det navn, som er en uge fra at blive gift ind i et arrangeret ægteskab. På en forretningsrejse til en nærliggende by støder han pludselig for første gang i sit liv ind i kærligheden. Og hvad gør man så?

Jorden slår mentale revner under vores hovedperson, som står i spagat imellem sin kulturelle, familiære arv og den mere moderne form for kærlighed – den, man vælger selv.

Filmen er co-produceret af selveste Dardenne-brødrene og den debuterende instruktør Mohamed Ben Attia forløser flot et klassisk trekantsdrama mellem to mennesker og en hel kultur. Blikket i Hedi er skramlet, ja, næsten skødeløst (som de bedste Dardenne-film), og kameraet virker ofte til slet ikke til at gide følge med i samtalerne mellem de elskende, fordi det måske har fanget noget andet interessant uden for hotelværelset.

Det interessante italesætter parret imidlertid også ofte. Der er nemlig en social indignation i Hedi, som skildrer et land efter Det Arabiske Forår, der hurtigt blev til vinter med arbejdsløshed og hjerneflugt.

Hen imod slutningen kommer den nærmeste familie efter Hedi som et emotionelt tæskehold, der skal lære ham om ret og rimeligt, og herfra slingrer filmens fortælling mere end kameraet. Det er på mange måder charmerende, men det giver også en unødigt støj til slut.

Lukker Bessons selskab?
Noget andet, der overraskende lader til snart at slutte, er den evigt anderledes Luc Bessons produktionsselskab EuropaCorp. I Berlin har fredagens store samtaleemne været branchebladet The Hollywood Reporters historie om, at det Paris-baserede EuropaCorp formentlig vil blive solgt en af de kommende dage.

Det er en overraskelse, fordi mange havde forventet, at EuropaCorp inden for kort til ville lande flere prominente film. Det kom således for nylig frem, at Thomas Vinterberg for dette selskab skulle lave filmen om den russiske atomubåd K-141, der i 2000 forliste i Barentshavet nord for Norge.

EuropaCorp har de senere år haft modig træfsikkerhed med blandt andet Scarlett Johansson-superhelteeposset Lucy (2014). Men nu er direktør Christophe Lambert smuttet fra den ene dag til anden, og det har fået rygterne om et salg til at løbe stærkt.

I Berlinalens sideprogram Panorama Special var der også fart på i dag. Her blev den amerikanske Goat vist, og det til stor tilfredshed for de fremmødte. Goat er en coming-of-age-fortælling i den voldelige afdeling.

Det er den eksperimenterende Andrew Neel (King Kelly og The Feature), der har instrueret fortællingen om en ung mands vej ind i et voldeligt miljø, hvor tæsk og ydmygelser blandt unge mænd hører sig ritualerne til.

Bankekød
I Goat er man ganske enkelt først accepteret blandt pæne middelklassedrenge, hvis man er klar på at tæve livet ud af folk og ydmyge dem mest muligt.

På ganske elegant vis er filmen altså enormt brutal. Både fysisk og psykisk. Vold er det sprog, alle kan tale uden at sige et eneste ord.

Det er fremragende filmisk håndværk med små viltre krumspring undervejs, men så for tredje gang i dag: Der er simpelthen en mislyd i filmens slutning.

Goat lægger op til det helt store, men finalen udebliver, fordi der er alt for mange tråde, som bare får lov til at hænge og blafre i vinden fra collegesvingdørene, og man forlader filmen med en oplevelse, der greb én, men som aldrig blev fuldstændigt forløst.

Det er bestemt godt at have en vision, men når nu instruktører som Neel, Attia og Nichols strutter sådan af fortælleglæde og visioner, ville det have klædt dem at have et manuskripttæskehold til at banke deres afslutninger perfekt ind i filmfremviserskabet.