Filmværkstedet aldersdiskriminerer

Hvis du er født i sensommeren 1989 og går rundt med en film i maven, der lægger en anderledes vinkel på livet i Danmark, har du grund til at holde vejret i disse dage.

Filmværkstedet vil efter sommerferien lancere en støttepulje kaldet Af en anden verden. Fire projekter vil hver få 15.000 kroner til udvikling, og de to bedste sættes i produktion med en check på 100.000 kroner plus udstyr og sparring, hvilket er mange penge for en kortfilm på maksimum 27 minutter.

Projektet skal sætte ”fokus på nogle af tidens aktuelle temaer: familiesammenføring, ghettoisering, kontanthjælpsloft, flygtninge etc.”. Og selv om det lyder som en skolestil, hvor eleverne pligtskyldigt lægger hovedet i blød for at få en god karakter, er det selvfølgelig sympatisk at ville fremme anderledes historier fortalt af folk med en anden baggrund ”end den dominerende”.

Der er bare én hage.

”Instruktøren er ikke over 28 år på ansøgningstidspunktet, som endnu ikke er fastlagt,” oplyser Filmværkstedets leder, 60-årige Prami Larsen, på værkstedets Facebook-side den 30. juni.

Julie Hoej Thomsen er født 4. juli 1989. Under opslaget spørger hun forsigtigt, om det ikke går an liiige at være født 28. Men nej, det går absolut ikke an. Ansøger må ikke være fyldt 28 på ansøgningstidspunktet, forstå det nu!

Skrankepaves nidkærhed
Man gnider øjnene og spørger sig selv, om det her er Danmarks sidste fristed for filmisk vildskab eller en bureaukratisk institution, der håndhæver vilkårlige regler med en skrankepaves nidkærhed.

Filmværkstedet bygger en rigid aldersmur, der ironisk nok udelukker en række af de anderledes stemmer, som man søger efter. Man efterspørger ”høstede erfaringer”, men tillader ingen instruktør med erfaringer ældre end 27 år, 11 måneder og 31 dage.

Ironien bliver ikke mindre, når diskriminationen kommer fra det værksted, der i 1970 blev oprettet for demokratisk at give alle adgang til det dyre medie. Enhver skulle kunne gå ind fra gaden og få støtte og udstyr uanset alder og erfaringer.

Dengang kunne håbefulde filmspirer således mødes i kantinen med den gamle garde af kunstnere, der brugte Filmværkstedet til lave eksperimenter, som det var umuligt at få ørenlyd for andre steder. I dag hedder det på Filmværkstedets hjemmeside, at man ”har en lang række tilbud til unge, som har talent og lyst til at arbejde med levende billeder”.

Strømlinet fødekæde
Fra at være eksperimenternes åndehul har Filmværkstedet udviklet sig til en talentfabrik, der indgår i en strømlinet fødekæde.

Med støtte fra Filmværkstedet laver det unge talent en kortfilm, som giver adgang til Filmskolen, hvor spiren går i fire år. Herefter laver vedkommende en eller to kortfilm på talentordningen New Danish Screen, hvorefter han eller hun i heldigste fald får støtte til en spillefilm.

Det siger sig selv, at man skal starte tidligt for ikke at være 40 eller skindød, før man når frem til spillefilmen.

Filmværkstedet arbejder derfor ihærdigt på at nedbringe gennemsnitsalderen på støttemodtagerne. Det kan i sig selv være fornuftigt nok, men når man gør alder til et dogme og ikke holder døren på klem for undtagelsen, der bekræfter reglen, så har man skabt en stivbenet filmstøtte, som i bund og grund er kunstfjendsk.

For talent kender ingen alder. Alexander Payne var 35 år, da han spillefilmdebuterede som instruktør, Ang Lee var 38, Terence Davies 42 og Charles Laughton 56.

Herhjemme debuterede 56-årige Jens Dahl med den vellykkede 3 ting for nogle måneder siden.

Luis Bunuel var 77, da han havde premiere på en af sine allerbedste film (Begærets dunkle mål), og i en alder af henholdsvis 87 og 81 laver Clint Eastwood og Woody Allen stadig mere vitale film end de fleste af deres yngre kolleger.

Udvikling af filmsproget
Fødekæden er baseret på den forestilling, at filmskabelse er et håndværk, som man skal lære, og det tager ifølge det nuværende system otte-ti år. Øvelse gør mester, jovist, men hvis vi udelukkende betragter filmskaben som et spørgsmål om håndværk, så har vi spændt ben for fornyelsen.

Det har igen og igen vist sig, at andre erfaringer end oplæring i håndværket kan være særdeles nyttige for udviklingen af filmsproget.

Janus Metz tog således en uddannelse på Roskilde Universitet, før han kastede sig over filmen og debuterede med en dokumentar i en alder af 32 år. Fire år senere lavede han mesterværket Armadillo, og til oktober spillefilmdebuterer han med Borg i en alder af 43 år.

Michael Madsen lavede konceptkunst i en lang årrække, inden han, 39 år gammel, brød internationalt igennem med genistregen Into Eternity. Han kunne næppe have skabt det filosofiske værk, hvis han bare havde fulgt den slagne vej i fødekæden.

Dårlig dømmekraft
Når Filmværkstedet opstiller rigide aldersgrænser, modarbejder man den diversitet, som man besynger i høje toner. Foreløbigt gælder grænsen ganske vist officielt kun for Af en anden verden-projektet, men det er sigende, at Prami Larsen svarer undvigende, når han bliver spurgt, om grænsen i realiteten gælder for alle Filmværkstedets støtteordninger.

Det rigtige svar ville naturligvis være, at ”vi prioriterer unge talenter, men er altid åbne for det ældre talent, der sparker benene væk under os”.

Nu er vi på vej mod en tilstand, hvor man som 28-årig i realiteten er forment adgang til at få økonomisk støtte og kreativ support, alene fordi man er blevet for gammel. For det næste trin på støtterangstigen er New Danish Screen, der kun støtter manifesterede talenter med film på cv’et. 

Men der er intet sagligt argument for at hævde, at den 40-årige med en masse livskundskab i bagagen ikke kan være et lige så stort talent som den tyveårige, der lige er kommet ud af gymnasiet. Ligesom der ikke er nogen garanti for, at den tyveårige bliver længere tid i filmbranchen end den 40-årige.

Et foruroligende tegn på dårlig dømmekraft på Filmværkstedet, som Det Danske Filminstitut for nylig kappede moderstrengen til, og som nu skal til at stå på egne ben.

Prami Larsen gør klogt i at begrave sin aldersfascisme, inden nogen får den idé at indføre en aldersgrænse for ledelsen af Filmværkstedet.