Filmvold dræber ikke

På skærmen stikker Anders Matthesen sig selv et knytnæveslag lige i bærret i Jul på Vesterbro. Næsen er blodig, og et par tænder ryger. Det er den 23. december, og familien pynter juletræ og spiser æbleskiver. Min kæreste griner af stand-up-komikeren, der spiller alle rollerne i DR 2s satiriske julekalender for voksne. Rasmus, som sidder ved siden af, kigger bestyrtet på far og irettesætter ham alvorligt: ”Blod skal man ikke grine af. Det siger Tove selv!”

Tove er pædagogen på Musestuen og en stor autoritet i min søns liv. Min kæreste undskylder øjeblikkeligt, ”nej, blod skal man ikke grine af”. Vi skifter kanal og emne, og Rasmus bliver rolig. Verden hænger igen sammen. Mor og far bevarer overblikket, blod kræver pædagogers indblanding, og man stikker ikke hinanden knytnæveslag i ansigtet. Heller ikke, selv om det er i tv og for sjov.

Når man er fireethalvt år, er mange sociale regler endnu ikke helt afklarede. Dén om at opføre sig ordentligt virker ... som regel. Rasmus kaster sig ikke længere på gulvet i Netto, når han ikke må få slik. Nu skuler han og mumler ”dumme mor”. Indimellem glipper det, og han sparker søster, når hun driller. Men hans forældre stoler på, at han med tiden vil lære, at vold ikke er et legitimt udtryksmiddel i det virkelige liv. Ligesom vi stoler på, at han også vil lære, at der er forskel på vold i fiktion og virkelighed. I en satirisk tv-serie kan et knytnæveslag være sjovt. I virkeligheden er det ikke sjovt. I virkeligheden er vold aldrig nogensinde sjovt og kan aldrig forsvares.

Skamløs dominatrix
Rasmus er naiv. Han læser Anders Matthesens skuespil som virkelighed og bliver forurettet. Han er for lille til at forstå forskellen på virkelighed og fiktion. Efterhånden som han bliver større, vil han erfare, at fiktionen har sine egne regler. Fiktion kan være underholdning eller kunst, den kan invitere til refleksion, udfordre vores verdensbillede, vække angst, kvalme, spænding, ekstase, forbudte følelser af begær i alle dets mere eller mindre perverse former. Fiktionen kan, hvad virkeligheden enten ikke magter eller ikke må: realisere drømme og mareridt, lade os opleve lyst, død, vanvid.

Forskellen er svær, når man er fire år. Den kan også være svær, når man er voksen. Som filmforsker med speciale i voldelige film – gyserfilm, splatterfilm, actionfilm, krigsfilm og underlødige voldsfilm i det hele taget – har jeg ikke tal på de gange, jeg har fået kommentarer som: ”Jamen, er det ikke lortefilm? Skal det ikke bare forbydes?”

For et par år siden deltog jeg i en konference med temaet ”Køn og vold”. Jeg skriver på en bog om heltinder i mandlige filmgenrer og var på det tidspunkt ved at skrive om kvindefængselsfilm og Ilse – hunulven fra SS (1974). Ilse er lejrkommandant i en nazi-fangelejr, hvor der udføres medicinske eksperimenter på mænd og kvinder. Her, tænkte jeg, er et kultfænomen, som alverdens mænd har stiftet bekendtskab med som unge, og som ingen kvinder har set. Filmhistoriens mest berygtede kvinde må da være relevant på en konference om køn og vold.

Det viste sig, at jeg havde fejlbedømt konferencens publikum. Der var to andre filmforskere – Anne fra Norge talte om vold i film, Anna fra Finland om voldtægter på film – men resten var socialpædagoger, psykologer og sociologer. Behandlere af voldsramte kvinder. De var stærkt bekymrede, hvilket jeg udmærket forstår, da jeg er et vidende menneske og følger debatten om vold, prostitution og trafficking. De fik mere at bekymre sig om, da jeg fremlagde min forskning i filmhistoriens mest skamløse dominatrix, der svælger i sex og tortur, kastrerer mænd og lemlæster kvinder – og i skikkelse af Dyanne Thorne med tyk, tysk Hollywood-accent jubler: ”Wenn ein prizoner has schlept weth me, he will neverrh schleep weth a woman again.”

Tilhørerne troede ikke deres egne øjne og ører. De var rystede over min overhead af filmens plakat, og havde jeg vist filmklip, var jeg lige så sikkert som amen i kirken blevet meldt til politiet for meddelagtighed i tortur og drab. Bagefter var der dyb, dyb tavshed. ”Jamen,” jamrede én så, ”er det ikke voldsporno, som det er kriminelt at se?”

Naiv og symbolsk læsning
Indrømmet: Det kan virke umuligt at forsvare en film, der lokker med sloganet ”Selv Hitler frygtede Ilse” og om hvilken danske anmeldere skrev, at ”filmen er så kvalmende, at det er umuligt bare at antyde dens enkeltheder uden at få skrivemaskinen til at stinke” (Aarhus Stiftstidende, 26. april 1976). Jeg var heller ikke kommet på konferencen for at forsvare eller dømme, men for at fremlægge, hvad jeg selv anså for spændende, ja ligefrem enestående forskning. Min artikel var nemlig den første videnskabelige artikel nogensinde om Ilse – hunulven fra SS.

Alligevel vil jeg hævde, at det ikke bare er muligt, men også nødvendigt at forsvare såvel Ilse som Jul på Vesterbro. Men et forsvar er kun muligt, hvis vi bevæger os fra en ”naiv” læsning af fiktionen til en ”symbolsk”. Den symbolske læsning er på spil, når vi forstår, at et vejskilt med et rådyr symboliserer risikoen for et rådyr på vejen og ikke et reelt rådyr. Når vi er klar over, at rødt lys symboliserer stop og ikke blot er et rødt lys i trafikken. Når vi er klar over, at krigsfilm med faldne soldater og gyserfilm med frådende monstre hverken har krævet ofre eller overnaturlige kræfter.

Den naive læsning er imidlertid lige så vedholdende som en hunkat i løbetid. Den er nemlig en god historie. Og sammenhængen er så indlysende, at den giver sig selv. I Hundested i november sidste år dræbte en 14-årig pige sin storebror. Medierne fortalte, at hun var iført blå kedeldragt og en maske fra Maskernes nat (Halloween), da hun overfaldt den sovende bror med en kniv. Hun var inspireret af Michael Myers-monsteret, der i Maskernes nat-serien hakker sig gennem et uendeligt antal teenagere. I første film er han iført hvid maske og blå kedeldragt. Skulle nogen stadig tvivle, kunne veninderne fortælle om pigens besættelse af gyserfilm. Altså, en klar årsagssammenhæng mellem gerning og gerningskvinde: medievold.

Det var også indlysende, at Counter Strike fik 19-årige Robert Steinhäuser til at begå massedrab på sit gymnasium i 2002. I hvert fald tonede Morten Løkkegaard frem i DRs nyheder med ordene: ”I Tyskland gik en gymnasieelev forleden amok på sin skole. Klædt som computerkriger – helt i sort – dræbte han 16, før det var game over, og han skød sig selv. Det hele mindede mest af alt om scener fra det ekstremt voldelige computerspil, som han brugte størstedelen af sin tid på.”

Formanden for Medierådet for Børn og Unge afviste enhver sammenhæng mellem spillet og drabene, men andre eksperter var sikre. En hjerneforsker forklarede, at computerspil skaber et dopamin-niveau i spillerens hjerne, hvilket svarer til tre gange en bane kokain, og sidst i indslaget fortalte kulturminister Brian Mikkelsen, at voldelige spil giver børn ”en dårlig moral” og at ”det, at man bare kan plaffe mennesker ned og ikke har nogen respekt for andres liv, det gør, at man måske har nemmere ved at gå hen og skyde nogle andre folk”.

Drabet i Hundested
Historien om, at medievold dræber, er god – men forkert. Alle videnskabelige undersøgelser har afvist en sammenhæng mellem vold i medierne og i virkeligheden. Når sammenhængen alligevel bliver bragt på bane igen og igen, er det, fordi den bygger på teorier, der er forførende simple: Kanyleteorien siger, at vi får sprøjtet medievolden direkte i årerne og efterlades hyperaggressive (hjerneforskerens argument); Copy-Cat-teorien siger, at vi kopierer fiktionen (DRs argument); og desensitivitets-teorien hævder, at vi bliver amoralske og afstumpede af at se medievold (kulturministerens argument).

Disse teorier er baseret på, at publikum foretager en ”naiv” læsning af medievold. Gid det var så simpelt. Så kunne vi jo bare forbyde de digitale krigsorgier, de afstumpede voldsfilm, Marilyn Mansons musik, den skamløse hunulv Ilse, Matthesens julekalender og de voldelige tegneserier, som forskere i halvtredserne mente gjorde unge drenge homoseksuelle. Men – hånden på hjertet – det hjælper ikke at sætte Maskernes nat i fængsel. Eller slette Counter Strike fra nettet. Eller at sætte filmdistributører i fængsel, som da en direktør for et filmselskab i 1984 blev idømt halvandet års ubetinget fængsel for at have Nightmares in a Damaged Brain liggende. Filmkritikeren Derek Malcolm, der var indkaldt som vidne i sagen, mente at den omtalte gyserfilm ”ikke var nogen klassiker, men veludført”. ”Det var den tyske invasion af Polen også,” svarede dommeren.

Politiet ved, at bag enhver voldshandling gemmer sig en social og menneskelig tragedie. Det oplevede jeg, da jeg som ekspert i gyserfilm blev kontaktet i forbindelse med Hundested-drabet. Den 14-årige pige var psykisk syg og kendt af de sociale myndigheder, og politiet var ikke vrede på Maskernes nat, men på de journalister, der opsøgte pigens veninder, inden betjentene havde afhørt dem. De var vrede på de fotografer, der jublede højt over god billeddækning. Og på de tv-nyheder, der i prime-time sendte den gode historie om medievold, som dræber.

Medievold dræber ikke. Mennesker dræber. Og statistikken taler imod, at mine eller Brian Mikkelsens børn – uanset deres medieforbrug – ender som voldsmænd eller mordere. Det gør nemlig de socialt belastede og psykisk syge.

Det onde er skabt af os
For et par dage siden havde jeg besøg af tre folkeskoleelever fra Roskilde, der skrev opgave om gyserfilm under temaet ”Den mørke side”. Jeg bød drengene på te, slik og chokoladekage, og de var beærede over, at jeg brugte et par timer på at diskutere gys med dem. De ville vide, hvorfor vores samfund er fascineret af gys, og hvordan det påvirker os. Jeg udkastede den tese, at gys har mere at gøre med lyst end med angst, og at gyserfilmens monster ikke er fremmed, men – som Freud hævdede – at det uhyggelige har sin oprindelse i det hyggelige.

Der var mange og store spørgsmål, men drengene var mindre naive end Brian og min Rasmus. De havde set Motorsavsmassakren, og jeg viste dem et klip fra Maskernes nat. De var klar over forskellen på virkelighed og fiktion, og vi diskuterede, hvordan vold har forskellig betydning alt efter, hvilken sammenhæng og genre den optræder i. I gyserfilm foretager personerne sig for eksempel alt dét, vi ved er galt: De går ind i det forladte hus, ud i den mørke skov, ned i kælderen og op på loftet. De færdes i et fantastisk univers, hvor fornuft er suspenderet og irrationelle følelser hersker. Jeg påpegede, at gyserfilmens vold ofte sker i soveværelset med offeret som en ung kvinde og monsteret som en mand med en fallisk kniv.

Gyserfilmens erotiske symbolik er dog kun én side af genrens vold. En anden er en kritik af vores ”pæne” borgerlighed og ”trygge” kerne-familie. Film som Motorsavsmassakren, Psycho, Night of the Living Dead og Henry: Portrait of a Serial Killer viser monstre og psykopater, men de handler om samfund, hvor familien er centrum for vanrøgt og vold, hvor mishandlede børn ender som psykopater, og hvor ”det onde” ikke er skabt af Fanden, men af os selv.

Kunstens ansvar
I en naiv læsning viser gyserfilmen blodige kroppe. Men i en symbolsk læsning fortæller gyserfilm om lyst og tab, om seksualnormer og fortrængt seksualitet, om de socialt udstødte. Som andre fiktioner kan gyserfilm være ”gode” eller ”dårlige”. Men jeg tror ikke, Brian Mikkelsen ville forstå forskellen. Ligesom avantgardekunst vil gyserfilmen nemlig ikke være pæn, men provokerende. Den vil overskride grænsen for, hvad vi kan rumme. Dens ”kvalitet” er evnen til at konfrontere os med det tabu-belagte. Modsætningen til normalitet er sindssyge. Modsætningen til missionærstillingen er perversionerne. Modsætningen til orden er kaos. Derfor er Motorsavsmassakren endt på The Museum of Modern Art i New York og Ilse blevet kult, der genudgives på dvd.

Medievold har mange former og betydninger. Men i sit fiktive udtryk skal den læses symbolsk. Matthesens satire udstiller danskeres fordomme om hinanden. Gyserfilmen griber fat i en borgerlig kulturs fortrængninger. Ilse – hunulven fra SS udforsker perversioner i deres mest provokerende – og derfor mest fascinerende – form. Fiktionens vold kan være god eller dårlig, men hverken ”fremmed”, ”ond” eller skadelig. Den er en del af vores kultur, og jo mere vi søger at fjerne den, des mere dragende bliver den. Uden den er vi ikke hele mennesker. ”Den mørke side” er vores skygge: jo skarpere lys, des mørkere skygge.

Er volden skadelig, spurgte drengene? Alt er skadeligt, når det overdrives: at køre for stærkt, spise for fedt, røre sig for lidt, se gyserfilm dagen lang. Det er skadeligt for børn at se ting, de er for små til at forstå. Jeg går ind for både aldersgrænser, opdragelse og forældreansvar. Men ikke for censur. Det er samfundets ansvar at sikre trygge sociale forhold for alle. Det er forældrenes ansvar at give deres børn kærlighed og omsorg og lære dem samfundets sociale normer. Og det er kunstens ansvar at afsøge og afspejle det menneskelige i alle dets former fra satire til exploitation-film. Ilse, Counter Strike, Matthesens satire og Michael Myers er ikke farlige – de er fiktion. Det farlige er et samfund, der svigter sine svageste, og forældre, der svigter deres børn – det er virkelighed.