Finanskrise-komedie tangerer rekord

En nydeligt klædt familie sidder omkring morgenbordet. Moren kysser faren, faren roder sønnen kærligt i håret. Postbuddet cykler forbi og vinker ind af vinduet, alt er fryd og gammen. Men inde i huset er væggene bare, og de brede smil skjuler desperationen af et forestående økonomisk fallit.

I Trekanter af lykke spiller Iben Dorner med imponerende intensitet Hanne, en dansk pendant til über-hausfrauen Bree Van De Kamp fra Desperate Housewives. Hun pudser sølvskeer med manisk perfektion og møder naboerne på vejen med overdreven venlighed.

Trekanter af lykke fejrer sin trettende og sidste uge på Shortlistens top 10 med endnu en førsteplads (inden den lever videre på All Time Shortlist). Det er filmens syvende af slagsen, og dermed tangerer den rekorden for flest førstepladser, som først blev sat af Aske Bangs Ladyboy og siden gentaget af Paw Høvsgaards Mælk.

”Vi startede med, at Mie Skjoldemose Jakobsen (filmens manuskriptforfatter, red.) kom til mig med en leder fra Ekko om, at danske film ikke tog fjendens perspektiv,” siger Jannik Dahl Pedersen.

”Lederen handlede i virkeligheden om, at man ikke ser mange højreorienterede film og hovedkarakterer, selvom 50 procent af danskerne stemmer borgerligt. Det byggede vi videre på og spurgte, hvorfor der sjældent er hovedkarakterer, man ikke kan lide,” fortæller den 26-årige instruktør, der har lavet Trekanter af lykke som sin midtvejsfilm på den fynske filmuddannelse 18 Frames.

Det søde liv
I Trekanter af lykke bor Hanne med sin mand Carsten (Thomas Magnussen) og deres søn i et velhaverkvarter i en ikke nærmere defineret dansk by, hvor vejene og husene er pæne. Hurtigt viser det sig dog, at idyllen er loren og lykken lunefuld. Familien er blevet offer for finanskrisens lavkonjunktur, og klynger sig derfor desperat fast til det søde liv.

”I sjette klasse flyttede jeg til Hjerting, som er den ’fine’ del af Esbjerg. Her hørte jeg historien om en ny vej, der blev kaldt Kufferten, fordi de familier, der flyttede ind, hurtigt flyttede ud igen. De havde nemlig råd til huset, men ikke den livsstil, der fulgte med, altså to biler og flere udlandsrejser om året,” fortæller Jannik Dahl Pedersen.

”Den historie kom jeg i tanke om, da vi snakkede om at lave en film om finanskrisen, fordi det var et perfekt setup med en familie, der ikke flyttede, men solgte alt indenfor.”

Det resulterer i, at det eneste, der til sidst er tilbage af interiør i villaen, er det, som kan ses gennem vinduerne ude fra vejen. Men facader falder selvfølgelig, hvorefter filmens sorte humor går til sin yderste konsekvens, og en karakter må lade livet.

Konsulenter ønsker gode karakterer
Målet har ikke været at lave et følsomt, humanistisk portræt, men derimod at vise, hvor galt det kan gå, når man lader overfladiske værdier råde.

Det medførte nogle udfordringer i opbygningen af historien, da folk generelt ikke vil se film om decideret usympatiske mennesker, fortæller Jannik Dahl Pedersen.

”Konsulenterne, der var tilknyttet projektet igennem Odense Filmværksted har efterfølgende sagt til mig, at de ikke ville have støttet den, hvis jeg ikke havde gået på 18 Frames,” siger han.

”Men vi ville ikke gøre personerne til helte. Historien skulle fortælle, at finanskrisen opstod, fordi folk købte mere, end de havde råd til. De ville have den flotte facade.”

Perfekt eksamensfilm
Trekanter af lykke er blevet en regulær publikumsfavorit på Ekko Shortlist og kan blandt andet takke skoleelever for sine mange førstepladser. Eleverne har nemlig flittigt brugt filmen i deres eksamener.

”Det er helt vildt, det havde jeg ikke set komme. Der er mange, der skriver til mig på mail og facebook, som har specifikke spørgsmål som: Hvorfor hedder den Trekanter af lykke, og hvad betyder de røde roser,” fortæller Jannik Dahl Pedersen og overvejer, hvorfor filmen har gjort så stort et indtryk.

”Jeg tror, det er et godt emne at diskutere facader og familieliv. Det er i hvert fald noget, dansklærere synes holder. Jeg har prøvet at lægge mange lag i filmen, og det lader til, at folk finder dem. Så derfor er den nok mere anvendelig end et straight drama.”

Det glæder ham meget, at elever har sendt opgaver, hvor de har analyseret hans film – endda ofte til et 12-tal.

”Jeg var nervøs for, at folk bare ville sidde og se filmen uden for alvor at engagere sig. Derfor er det fedt at læse elevernes fortolkninger og se, at de oplever den, sådan som jeg har håbet på.”

Vredens funktion
Efter Trekanter af lykke har Jannik Dahl Pedersen lavet afgangsfilmen En vred mand på 18 Frames. Det er en roadmovie om en mand, der ikke kan blive vred, men temaet er igen behandlet humoristisk. Filmen blev dog født ud af en voldsom oplevelse.

”Den kom af, at jeg for to et halvt år siden blev stukket ned i København. Mange spurgte, om jeg ikke var vred på dem, der havde gjort det, men det var jeg ikke. Jeg ser det mere som noget, der sker, og nu skete det altså for mig,” fortæller Jannik Dahl Pedersen.

”Så ville jeg undersøge vredens funktion. Hvor kommer den fra, og hvad vi får ud af at bruge den? Jeg prøver at finde en ting, der er i centrum, og så skabe komedie rundt om det.”

”Jeg kommer altid til at gøre ting sjove. Det allerfedeste er at lave social satire som Trekanter af lykke. Man finder en egenskab, som mennesker har og prøver på at udstille den. Her er det behovet for at have en facade, og løsningen er jo bare at fortælle, hvordan man har det. Det er det faktisk ofte i mine film.”

Danske komedier lefler
Jannik Dahl Pedersen er efter endt uddannelse stadig aktiv i film- og tv-branchen. Han arbejder freelance på forskellige projekter, senest TV 2 Zulu-serien Tomgang.

Han fifler også med lidt forskellige filmprojekter, som han gerne vil instruere. Spørger man ham, er der nemlig behov for en mere ambitiøs type komediefilm.

”Den danske komedie er lidt for simpel. Betingelserne for den er også hårde, men jeg kunne godt tænke mig, at den danske komedie havde mere på hjerte og sagde lidt mere,” forklarer Jannik Dahl Pedersen.

”Jeg er stor fan af gamle danske film og ser meget Erik Balling. Det er nok en upopulær udmelding, men jeg kan godt lide, at Balling-serier som Olsen-banden og Huset på Christianshavn har et politisk eller socialt ærinde, samtidig med at de er sjove.”

Det kræver dog, at komediegenren ikke lefler for den laveste fællesnævner.

”Jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere udfordrende komediefilm, men komedien har det hårdt. Når jeg ser Filminstituttet uddele produktionsmidler, virker det, som om komedierne er popcornsælgere. Deres mål er bare at få flest muligt i biografsæderne. Men jeg tror på, at man både kan udfordre folk og sælge billetter.”

Jannik Dahl Pedersen ser – som mange andre – fremtiden i serieformatet på tv, hvor både DR og TV 2 har markeret sig med anderledes komedieserier som Bankerot og Lillemand. I sidste ende vil han bare gerne lave rammende komik.

”Jeg vil gerne fortælle publikum noget, de godt ved, men som de ikke tænker over. Og så vil jeg gerne have dem til at grine lidt af sig selv.”