”Finanskrisen har ændret os”

A Blast handler om desillusion. Om den græske desillusion i kølvandet på den finansielle krise og om, hvordan desillusion kan ændre skæbner og strømninger.

Det fortæller Syllas Tzoumerkas, da vi møder ham i Cinematekets café til en samtale om hans anden spillefilm. A Blast er aktuel i danske biografer og har fået pæne ord med på vejen af Ekkos anmelder.

”Vi går en stor forandring i møde. Filmen giver ikke svar på, hvordan vi kan komme ud af krisen, men handler mere om middelklassens radikalisering,” forklarer den 37-årige instruktør.

”Det foregår lige nu. Ikke bare i Grækenland, men også i Europa, og det sker på flere planer: fra fascistiske tendenser til de personlige og eksistentielle oplevelser, der handler om at genopfinde sig selv.”

Weird Wave
Syllas Tzoumerkas er en del af den græske nybølge, også kaldet ”Weird Wave”. Filmene har fået international bevågenhed, og instruktørerne er blevet rost for at lave kvalitetsfilm i en økonomisk svær tid.

Det gælder Yorgos Lanthimos surrealistiske Dogtooth (2009), der i 2011 var nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Lanthimos har også lavet Alperne, og andre iøjnefaldende græske titler er Attenberg og Miss Violence.

Og på trods af finanskrise lykkes det fortsat de innovative instruktører at finansiere deres film – blandt andet fordi de arbejder med internationale samarbejdspartnere, fortæller Syllas Tzoumerkas. A Blast er da også finansieret i både Holland og Tyskland.

Vreden eksploderer
Syllas Tzoumerkas kan man kalde for en realist, der beskæftiger sig med samfundsanliggender.

Hans første spillefilm Homeland fra 2010 handler om tiden efter den græske militærjuntas fald i 1974 og er et generationsopgør mellem de gamle og de unge.

I A Blast spiller den anerkendte skuespiller Angeliki Papoulia – som vi kender fra Dogtooth – Maria, hvis lykkelige familie- og middelklasseliv vendes op og ned under landets økonomiske krise.

Fra at være en glad og ubekymret mor med mand og børn vågner hun en dag op til en konkursramt forretning og en nytilkommen erkendelse af, at hun ikke kan genkende sig længere.

Vreden eksploderer. Mod hendes bortrejste mand, mod hendes forældre, mod landets tilstand og hende selv. Hun efterlader sine børn, tager familiens stationcar med dertilhørende opsparing og kører derudaf.

”Maria er særligt interessant, fordi hun foretrækker at handle og leve skylden, da hun forlader sine børn og sin kørestolsramte mor. Det er et fedt valg, fordi når mange mennesker bliver desillusionerede, gør de ikke noget ved det,” siger Syllas Tzoumerkas.

”Desillusion er typisk for folk i 30’erne, men den har i de senere år været stærkere end vanligt, fordi landets politik og økonomi har været nedadgående, og det har påvirket en hel generation,” siger Syllas Tzoumerkas.

Nej tak til budskaber
Er Marias radikale reaktion så et budskab til de kriseramte grækere om at gøre det samme?

”Nej, haha, jeg har ingen budskaber, så hver gang du spørger mig, om jeg har et budskab, svarer jeg nej. Jeg er ikke politisk,” siger instruktøren.

”Folk skal gøre det, de tror på, og det, de tør. Og med hensyn til Maria kan man ikke sige, hvad der er rigtigt og forkert. Det er ikke et moralsk spørgsmål. For mig at se handler hun meget eksistentielt.”

Også Marias mand Yannis (Vassilis Doganis) bliver påvirket af omvæltningerne i tiden. Han er bortrejst sømand, som indleder et seksuelt forhold til en anden sømand på båden.

”Yannis er biseksuel, men at putte ham i den kasse er på en måde at gøre ham mindre. Han er en nydelsesjæger, der elsker sex. Han er en blød og sød fyr, og jeg elsker hans letbevægelighed og den måde, han bryder med sin identitet som familiefar.”

Lurende højrenationalisme
Filmens scener foregår både i fortiden – hvor familien er lykkelig – og i nutiden, hvor det hele ramler sammen.

Det viser, hvor radikalt anderledes ens liv kan blive som følge af valg og konfrontationer. Maria overlader sine børn til søsteren og hendes mand, som er forfaldet til det højrenationalistiske parti Gyldent Daggry og har Swatiska-flag liggende på kommoden.

”Med familien ville jeg gerne vise, hvem vælgerne af det her parti er. Det er ikke de typisk hårdtpumpede, skallede mænd. Det er en mentalitetsforandring blandt middelklassemennesker, og det er en farlig udvikling, der skyldes misundelse,” mener Syllas Tzoumerkas og tilføjer:

”Misundelsen kommer, når man ser, at andre har det bedre end én selv, og man føler sig berettiget til det samme.”

Kriser kan altså ikke gøre så lidt. Mødre stikker af, ægtemænd er utro med andre mænd, og velfungerende familier stemmer pludselig rascistisk. Hvad så med børnene?

”De er overladt til en uvis skæbne,” konstaterer Syllas Tzoumerkas, der ikke tør spå om fremtiden for sit vakkelvorne fædreland.