Nyhed
11. juli 2019 | 11:13

Fincher og Oldman sammen på Netflix

Foto | Jack English
Gary Oldman kastede sig ud i noget af en forvandling, da han i Darkest Hour indtog rollen som Winston Churchill. Nu skal han snart spille en autentisk person igen.

Kamæleonen Gary Oldman er udset til at spille manuskriptforfatteren bag Citizen Kane i en historie af David Fincher, der filmatiserer et manuskript af sin afdøde far.

Af Nicki Bruun

Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941 bliver i dag betragtet som en af historiens bedste film, men dramaet om Charles Foster Kane vandt trods ni nomineringer i sin tid kun én Oscar: bedste manuskript.

Det skrev vidunderdrengen Welles sammen med den i dag knap så navnkundige Herman J. Mankiewicz. Han kan dog snart få den hæder, der tilfalder ham.

En af nutidens store instruktører, David Fincher (Seven), er nemlig på vej med en film. Under titlen Mank fortæller Fincher historien om Mankiewicz’ samarbejde med Orson Welles om Citizen Kane, skriver branchemediet Variety.

Mediet kan også afsløre, at Gary Oldman er udset til at spille rollen som Herman J. Mankiewicz, der i sin karriere skrev manuskript til næsten 100 film, deriblandt It’s a Wonderful World og The Pride of the Yankees.

Oldman vandt sidste år en Oscar for sin præstation som Winston Churchill i Darkest Hour, hvor han leverede en transformation af de større.

Manus i gemmerne
Manuskriptet til Mank er skrevet af Jack Fincher. Som navnet antyder er han far til David Fincher.

Han døde i 2003, men var en journalist, der i en årrække arbejdede som redaktør for det hæderkronede magasin Life. Ved siden af det hverv skrev han også på fiktive projekter, og det er hans gamle manuskript om Herman J. Mankiewicz, som sønnen har fundet frem fra gemmerne.

Variety skriver, at filmen skal optages i sort-hvid. Produktionen starter til november.

Mank bliver den første spillefilm af David Fincher siden Kvinden der forsvandt fra 2014. Instruktøren har i mellemtiden lavet seremorderserien Mindhunter for Netflix, og hans kommende film er også for streamingtjenesten.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko