Niels Holck: Fire tons skæbne

Fire tons våben. Det var dertil, at engagementet i det frivillige ulandsarbejde var nået for Niels Holck, da han i december 1995 satte ud på den skæbnesvangre flyvetur, som i de følgende år skulle vende op og ned på hans liv og udløse en diplomatisk krise mellem Danmark og Indien.

Hvordan det var kommet så vidt, kan det for en udenforstående være vanskeligt at fatte. Men for de involverede var der tale om en mere eller mindre naturlig, om end katastrofal kulmination på et langt forløb, hvor grænserne mellem idealisme og vanvid gradvist var blevet udvisket.

Den historie, som i løbet af nogle få døgn udviklede sig til et mareridt, var begyndt som et eventyr. Helt tilbage i begyndelsen af 80‘erne var Niels Holck rejst til delstaten Vestbengalen i det østlige Indien på udkig efter en sag, som det var værd at kæmpe for. Svaret fandt han i en spirituel bevægelse, Ananda Márga, som drev udviklingsprojekter, herunder skoler for fattige, i et område, der var plaget af kommunistisk undertrykkelse.

Holck er sjældent idealistisk
Den unge dansker blev grebet af det idealistiske arbejde og fandt i stigende grad tanken om at vende hjem til det sorgløse studenterliv i Rungsted meningsløs. I Vestbengalen befandt han sig midt i begivenhedernes centrum og følte, at han kunne gøre en forskel. Men han var også havnet i hjertet af en blodig konflikt, hvor retssikkerhed og internationale konventioner var sat ud af spil.

“Den største udfordring med denne film har helt klart været til fulde at forstå min hovedkarakters liv, hans valg og drivkraft,” fortæller instruktøren Andreas Koefoed, som nu har omsat Niels Holcks historie til filmen Våbensmuglingen, et regulært dokumentarisk drama, der inkluderer hidtil ukendte detaljer om sagen. Og en film, der – i modsætning til Koefoeds succesfulde dansedokumentar Ballroom Dancer og flere af hans rent dokumentariske værker – gør brug af rekonstruktioner, specielt af den skæbnesvangre våbennedkastningsmission.

”Holck er en sammensat karakter med en kompromisløs idealisme og en parathed til at overskride lovgivning for sin sag. Den slags mennesker er sjældne, og hans kompromisløshed og de konsekvenser, den har, fascinerede mig fra start. Grundlæggende har mit mål været at komme helt tæt på ham som menneske og lægge historien frem på en nøgtern måde, således at publikum selv får mulighed for at tage stilling. At afdække de forskellige sider af hans karakter i en nuanceret form, der hverken fremstiller ham som en helt eller fordømmer ham. At finde ind til mennesket bag masken.”

Efterretningsvæsener følger med
Et af vendepunkterne i Niels Holcks liv indtraf i 1982, da han modtog nyheden om, at udsendinge fra Vestbengalens kommunistiske styre på bestialsk vis havde massakreret sytten munke og nonner på en markedsplads (heriblandt tre af hans personlige venner).

En radikaliseringsproces satte i gang, og i de følgende år forvandlede Holck – så vidt vi kan stykke brikkerne sammen – sig fra en almindelig ulandsfrivillig til en ledende skikkelse i et fordækt guerillaarbejde, der involverede guldsmugling, falskmøntneri, en hemmelig våbentræningslejr i Colorado i USA og andre undergrundsaktiviteter på et højt risikoniveau. Og i slutningen af 1995 sad han så som aktionsleder om bord i et gammelt sovjetisk militærfly af mærket Antonov An-26, lastet med fire tons våben og med kurs mod Purulia-provinsen i Vestbengalen, hvor repræsentanter for en lokal oprørsbevægelse ventede.

Den slags foregår muligvis jævnligt rundt om på kloden, hvor mennesker lever under mindre fredelige forhold end i Danmark. Og Holck kunne formodentlig også have sluppet godt fra sit forehavende, hvis ikke det lige havde været for den omstændighed, at indtil flere landes efterretningsvæsener – helt sikkert det britiske og det indiske, men sandsynligvis også det danske – vidste, hvad der foregik, og fulgte aktionen tæt.

God historie, svær film
“Historien kom til mig via produceren Sara Stockmann, som på det tidspunkt arbejdede for Fridthjof Film,” fortæller Koefoed.

”Sara havde fået en henvendelse fra en journalist, Ulrik Skotte, som i nogen tid havde researchet på en film om Niels Holck, men som på et tidspunkt var nået frem til, at det ville kræve en stærk filmproducent at få projektet videre. Hun spurgte så, om ikke det var noget for mig, hvilket jeg lige skulle overveje. Til at begynde med var jeg lidt tøvende, simpelthen fordi jeg ikke rigtig kunne se, hvordan det kunne blive til en film. For det første er det jo en meget kompleks historie med en masse detaljer, og for det andet er det ikke lige min metode at gå ud og lave stribevis af interviews.”

Koefoed indvilgede imidlertid i at give projektet en chance. Det var i efteråret 2010, hvor sagen mod Niels Holck kørte i Byretten i Hillerød. Afgørelsen faldt ud til Holcks fordel, men sagen blev anket, og sammen med en fotograf begyndte instruktøren nu at følge hovedkarakteren i den fase, der førte frem mod den endelige afgørelse i Østre Landsret, hvor det blev besluttet, at Danmark ikke ville udlevere Holck til retsforfølgelse i Indien.

Men Koefoed kunne stadig ikke helt få hold på, hvordan den vigtige og meget komplicerede sag (med adskillige betændte tråde ind i de politiske systemer i Indien, England og Danmark) kunne omsættes til en levende og engagerende film.

Skæbnefællesskab
Løsningen viste sig i to tempi. Det første gennembrud var mødet med Peter Bleach, den engelske våbenhandler, som leverede våbnene til Niels Holcks mission.

”Jeg tog over til Scarborough i England, hvor Peter Bleach nu driver et hotel, og lavede et langt interview med ham,” fortæller Koefoed, ”og i den proces blev jeg meget fascineret af ham og fandt ud af, at han kunne være en fantastisk karakter at have med i filmen.”

Det er ikke vanskeligt at forstå instruktørens fascination af den pensionerede våbenhandler. I filmen fremstår den britisk-høflige og gådefulde Bleach som en karakter taget ud af en spionthriller af John le Carré. Og den måde, hvorpå hans og Holcks livsbaner blev viklet ind i hinanden i forbindelse med det, vi kunne kalde “Operation Purulia”, kunne næppe være udtænkt mere sindrigt og diabolsk af en manuskriptforfatter.

I august 1995 satte Holck og hans danske medsammensvorne (hvis identiteter og roller for overskuelighedens skyld ikke foldes ud i filmen) Bleach i stævne i en villa i Taarbæk på Strandvejen nord for København for at aftale en større handel, der involverede både våben og fly. Men hvad de ikke anede, var, at Bleach efterfølgende rejste hjem til England og refererede alle detaljer til det britiske efterretningsvæsen (MI-5), som stod i direkte kontakt med de indiske myndigheder.

Kort sagt: Den mission, der var planlagt til at være top secret, var fra dag ét en del af et større internationalt spil. Et spil, som meget nemt kunne have sendt de involverede i indisk fængsel på livstid – eller sågar kostet dem livet: I filmen nævner Bleach, sådan en passant, at han i sin oprindelige fax til de engelske myndigheder (lidt for sjov) havde foreslået det som en mulighed, at inderne simpelthen kunne skyde flyet ned for på den måde at være sikre på at få fingrene i den kontroversielle last.

Tager den skyldiges straf
Men så spillede skæbnen den skruppelløse våbenhandler et puds. Netop som Holck og hans team var klar til at gennemføre flyvningen til Vestbengalen, fik de problemer med et certifikat, som var udløbet. Sagen kunne kun løses af Bleach (som havde leveret flyet), og i processen med at forsøge at rede trådene ud bad Holck ham nu om at flyve med til Indien for sikre, at alt gik glat.

Forslaget ramte Bleach som en boomerang. Tog han med, ville han i allerværste fald risikere at blive skudt ned sammen med Holck og den russiske flybesætning (hvis briterne havde sendt hans fax videre til inderne). Afviste han, ville Holck måske gennemskue hans dobbeltspil.

Bleach gamblede og tog med. Han var sikker på, at alle (undtagen ham selv) ville blive arresteret, så snart de satte hjulene på en indisk landingsbane. Til at begynde med skete der dog ingenting, og i nogen tid efter selve nedkastningen havde de en fornemmelse af at være sluppet af sted med deres mission uden at være blevet afsløret.

Men da de efter en lille ferie i Thailand besluttede at vende tilbage til Indien, og de i luftrummet over Bombay (Mumbai) pludselig blev bedt om at lande, meldte nervøsiteten sig. Og da nogle lufthavnsbetjente begyndte at spørge efter Kim Peter Davy (Niels Holcks dæknavn), vidste de, at spillet var ude.

Det lykkedes for Holck at stikke af og efterfølgende forsvinde ud af Indien – angiveligt med hjælp fra et højtstående parlamentsmedlem (det er et af sagens dunkle punkter) – mens Peter Bleach og de fem russere blev arresteret og idømt fængsel på livstid. Bleach følte sig under beskyttelse af den britiske stat – det var jo ham, der havde serveret alle oplysninger på et sølvfad – men snart fandt han ud af, at han var blevet ofret i et storpolitisk spil (en omstændighed, der blandt andet pegede tilbage på det faktum, at det dybest set passede de indiske myndigheder godt, at guerillaerne i Vestbengalen blev støttet i kampen mod de forhadte kommunister).

Den russiske flybesætning blev efter nogle år sendt tilbage til Rusland som en del af en udvekslingsaftale med Putin. Mens Bleach sad fængslet i otte år, før han blev frigivet, ikke fordi han fik hjælp fra de MI-5-agenter, som han i sin tid havde forsynet med oplysninger, men fordi han efterhånden var blevet en belastning for de indiske myndigheder på grund af den megen presseomtale, sagen fik.

Dobbeltportræt
”Selv om Peter Bleach bestemt også har sine mørke sider, havde jeg nemt ved at identificere mig følelsesmæssigt med ham,” siger Andreas Koefoed.

”Og historien om, hvordan han først havde forsøgt at sælge Niels Holck til både det britiske og det indiske efterretningsvæsen og derefter i stedet selv var kommet i fedtefadet og havde siddet i et indisk fængsel i otte år og været ved at rådne op, rørte mig dybt.”

”Så selve nøglen til filmen blev ideen om, at man kunne lave det som et dobbeltportræt. Et drama med to mænd, der af mærkværdige årsager bliver bragt sammen på en mission med fire tons våben i en konflikt omme på den anden side af kloden, og så ender ham, der har forsøgt at afsløre det hele, med at sidde tilbage med det fulde ansvar, mens den skyldige går fri.”

”Og som om det ikke var nok, får historien så mange år senere et overraskende efterspil, da ham, der har siddet i fængsel, stiller op i retten i Danmark og forsvarer den person, som var den ansvarlige for hele misseren. Dén historie fascinerede mig virkelig meget. Men spørgsmålet var stadig, hvordan den kunne fortælles, så det også blev en interessant film.”

Fiktion er angstprovokerende
Som nævnt fik Koefoed løst den gordiske knude i to omgange.

Den ene var ideen med at fortælle historien som et dobbeltportræt, således at der hele vejen igennem krydsklippes mellem Holck og Bleachs historier – hvor Holck ser tilbage på sit liv, samtidig med at han på nutidsplanet forsøger at bringe sig selv og sin familie helskindet igennem de nervepirrende retssager; mens Bleach mest er optaget af at forsøge at komme til bunds i, hvem det var inden for det britiske efterretningsvæsen, som ofrede ham, og hvad årsagerne var.

Den anden del af løsningen var beslutningen om til dels at give afkald på de mere renfærdige dokumentariske metoder, som Andreas Koefoed havde opdyrket i sine tidligere film, og iscenesætte hele fortællingens centrale drama, selve den mission, der førte frem til våbennedkastningen i Vestbengalen, som en rekonstruktion – med skuespillere og en lejet flyvemaskine, der (som en nødløsning) blev fløjet fra Riga til Roskilde og retur (at rejse til Indien med et statsstøttet dansk filmprojekt var ikke en mulighed under den givne diplomatiske krise).

”Til at begynde med advarede alle mig mod at kaste mig ud i rekonstruktioner,” fortæller Koefoed. “Der var almindelig enighed om, at det var en nærmest umulig genre, og at det kun kunne blive kikset. Men jo mere jeg tænkte over filmen, des mere kom det til at stå klart for mig, at hvis man skulle fortælle den historie, så måtte det ligesom være hele pakken. Og så pyt med, at det blev et patchwork af forskellige virkemidler. Det vigtigste var at få den ud over rampen. Og faktisk har det både været en interessant udfordring og ekstremt lærerigt for mig selv at prøve kræfter med at instruere fiktionsscener i den skala – ikke mindst fordi det har givet mig mulighed for at arbejde sammen med nogle af de bedste filmfolk, man kan tænke sig, nemlig manuskriptforfatteren Tobias Lindholm, fotografen Manuel Claro og klipperen Adam Nielsen.”

Søgte tre gange på Filmskolen
Den oprindelige ambition med fiktionsscenerne i Våbensmuglingen var, at de ikke bare – som det ofte er tilfældet i dokumentarfilm – skulle fungere som illustration af noget, der blev sagt på lydsiden, men at de skulle kunne stå alene som filmscener, hvor konteksten ville fremgå af dialogen.

Denne ide lod sig i sidste ende ikke helt gennemføre. Men dog i tilstrækkelig grad til, at der er tale om et originalt bud på en ellers svær genre – og et væsentligt nyt skridt for Andreas Koefoed som filmmager.

Dykker man ned i instruktørens fortid, vil man se, at han var omkring diverse andre studier – statskundskab, antropologi og sociologi – inden han i 2005 blev optaget på dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole.

Det flakkende uddannelsesforløb dækker imidlertid ikke over vægelsind, men over det faktum, at han måtte søge ind på Filmskolen tre gange, før han blev optaget. Og ikke på noget tidspunkt var han i tvivl om, at det var dokumentarismen, der lå hans hjerte nærmest.

”Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en instruktør, der havde noget særligt talent for ren fiktion. Efter at have arbejdet med rekonstruktionsscenerne til den nye film har jeg ganske vist fået blod på tanden til at prøve at lave mere fiktion – det var ret sjovt at få lov til at styre sådan et stort hold – men i givet fald skal det være noget, som på en eller anden måde har rod i nogle virkelige karakterer eller et virkeligt univers. Det der med helt at være overladt til min egen fantasi forekommer mig stadig at være både angstprovokerende og måske lidt kedeligt.”

De personlige historier
På spørgsmålet om filmiske forbilleder nævner Koefoed i hurtig rækkefølge tre af den dokumentariske genres hovedværker: klassikeren Titicut Follies, Direct Cinema-mesteren Frederick Wisemans rystende debut fra 1967 om forholdene på en institution for sindslidende; Let’s Get Lost, fotografen Bruce Webers sørgmodigt poetiske og nærgående portræt af jazztrompetisten Chet Baker fra 1988; og The Three Rooms of Melancholia fra 2004, den finske filmmager Pirjo Honkasalos sanselige afsøgning af tre locations (og tre mentale rum), alle med berøring til konflikten mellem Rusland og Tjetjenien.

Tre sikre og solide valg, der underbygger den nogenlunde stabile kurs, som Koefoed har afstukket med sin produktion siden Filmskolen.

”Noget af det vigtigste, jeg lærte på Filmskolen, var at tro på, at de mest personlige historier og de mest intime følelser også kunne blive til de bedste film. Inden da havde jeg tænkt, at man helst skulle rejse ud i verden og finde nogle spektakulære dramaer, for at en film kunne blive interessant. Men på Filmskolen opdagede jeg, at det egentlig handler mere om at kigge indad – at mærke efter i sit eget indre for at finde de følelser, som man gerne vil fortælle om, og så derefter søge efter nogle historier i omgivelserne, der afspejler de følelser.”

Drengekor og sygdom i familien
Den erkendelse førte i første omgang Koefoed til at lave et par korte og dybt personlige film, som var refleksioner over temaer i hans eget og hans nærmeste families liv. Den ene af dem, Alberts vinter (2009), havde instruktørens nevø i hovedrollen og fungerede som en måde, hvorpå han (via stedfortræder) kunne bearbejde sorg og angst i forbindelse med søsterens kræftsygdom.

Den anden, 12 toner ned (2008) – om en dreng, som må træde ud af det drengekor, han synger i, da hans stemme går i overgang – udsprang direkte af instruktørens egen fortid som korsanger.

”Da jeg var nitten-tyve år, ville jeg egentlig være musiker. Som dreng sang jeg i Københavns Drengekor, hvor vi rejste rundt og optrådte forskellige steder i Europa. Og lidt senere, efter at jeg havde opgivet statskundskab, flyttede jeg til Paris for at spille klaver på noget, der hed Bill Evans Jazz Academy.”

”Men efter nogen tid kunne jeg mærke, at jeg måske ikke var dygtig nok til at gå den vej, så jeg flyttede hjem igen og begyndte at arbejde i et ubetalt job på Zentropa, hvor vi lavede sådan noget web-tv til unge. Det var nærmest før, man overhovedet kunne vise levende billeder på internettet, men det var dér, jeg blev totalt tændt på at lave dokumentar. Og derfra blev jeg så ved med at søge ind på Filmskolen, indtil det lykkedes.”

Selviscenesættelse
Andreas Koefoeds baggrund som musiker kom hen ad vejen til udtryk i flere musikdokumentarer, først og fremmest Til verdens ende (2010) med The William Blakes og The Ghost of Piramida (2012) med Efterklang.

Men det musikalske har også ligget som en stemning eller en attitude under de øvrige film, Koefoed har været involveret i. Ligesom selve det at skabe film har mindelser om barndommens oplevelser i drengekoret, hvor en af de afgørende attraktioner var at skabe noget i fællesskab, som samtidig kunne påvirke andre følelsesmæssigt.

Og så er der oven i købet den fordel ved filmmediet, at det giver mulighed for at beskæftige sig med alle de emner i tilværelsen, som det kan være sværere at forene med musikken.

De mange elementer gik op i en højere enhed i biograffilmen Ballroom Dancer (2011), et stykke klassisk observerende dokumentarisme, der tegner et portræt af to musiske og følelsesdrevne mennesker: den ukrainskfødte Slavik Kryklyvyy, tidligere amatørverdensmester i latinamerikanske danse, og hans nye partner (og kæreste), den væsentligt yngre Anna Melnikova.

Dansere spiller sig selv
Koefoed skabte filmen sammen med en kollega, Christian Holten Bonke, og i processen lærte de adskilligt om, hvad det vil sige at rette kameraet mod personer, der er så passionerede og selviscenesættende, at det kan være vanskeligt overhovedet at skelne mellem, hvad der er autentisk liv, og hvad der finder sted til ære for kameraet.

”I de fleste af mine film følger jeg mennesker, som gennemgår en krise eller en anden form for afgørende fase i deres liv,” siger Koefoed.

”Og min metode har så været at forsøge at fange de naturlige scener så godt og stærkt som muligt, hvorefter jeg sætter mig ned og kigger på materialet for at finde ud af, hvilke andre scener der eventuelt kunne understøtte historien. Den fremgangsmåde forudsætter naturligvis et nært samarbejde med hovedkaraktererne, fordi de helst skal være til rådighed og være villige til at gå med på nogle ting, som jeg foreslår dem.”

”Med Slavik og Anna var det helt anderledes. Mange tror, at Ballroom Dancer er den mest iscenesatte af mine film, men faktisk er det snarere den mindst iscenesatte. Hvis der var nogen vanskeligheder med de to hovedkarakterer, var det snarere, at de var så lidenskabeligt optagede af deres dans, at de nærmest foretrak, at vi var slet ikke der. Vi kunne kun til nøds få lov til at stå ovre i et hjørne. Men samtidig var de så selviscenesættende, at vi indimellem knap nok kunne finde ud af, om de virkelig var sådan, eller om de bare spillede til kameraet.”

Lidt for aktiv hovedperson
I Våbensmuglingen er man aldrig i tvivl om, hvad der er autentisk dokumentarisme, og hvad der er rekonstruktion.

Det er ikke noget, man som publikum nødvendigvis tænker meget over, fordi historien er så medrivende, at de forskellige elementer glider organisk ind og ud af hinanden. Men det er et valg af metode, som har konsekvenser for, hvad filmen kan, og hvor dybt den kommer ned i det særdeles komplekse stof.

Andreas Koefoed er den første til at erklære, at hans metier ikke er den dybdeborende journalistik, og at målet med filmen aldrig har været at undersøge alle detaljer fra en kritisk journalistisk vinkel. Omvendt har det på grund af sagens sprængfarlige potentiale været vigtigt at få alle facts rigtige, og derfor har holdet bag filmen allieret sig med journalisten Øjvind Kyrø, som i 2008 udgav en bog sammen med Niels Holck, De kalder mig terrorist.

”Normalt taler man jo om, at adgangen til karaktererne er en af udfordringerne ved at lave dokumentarfilm,” siger Koefoed.

”Men i dette tilfældet var det faktisk nærmest omvendt, fordi Niels Holck opfattede filmen som en form for livline i tilfælde af, at han blev udleveret. Derfor havde han til at begynde med lige lovlig mange meninger om, hvordan historien skulle fortælles – hvilket sådan set er ret forståeligt, når man tænker på, hvor meget der stod på spil for ham. Men hen ad vejen fik vi talt os til rette om det, og efter at sagen var blevet afgjort i Landsretten, begyndte Niels også at slappe mere af.”

– Fandt du så ud af, hvad der fandtes bag den maske, som du talte om tidligere?

”Ja. Når man følger et menneske over tid, sker der ofte det, at de på et tidspunkt lukker dig ind og viser sider af sig selv, som de ikke normalt viser til omverdenen. Sådan har det også været med Holck. Han havde jo ryggen mod muren i den periode, hvor vi optog filmen, og situationens alvor fik ham til at slippe kontrollen i nogle afgørende momenter. Der er flere scener i filmen, hvor jeg havde følelsen af at kunne kigge gennem en sprække ind til sjælen hos både ham og Bleach og opleve dem som de multifacetterede mennesker, de er.”

”Det er det, der er det smukke ved dokumentarfilm. At man kan nærme sig sjælen.”