Nyhed
04. okt. 2017 | 12:48

Fjerde voldtægtsoffer anklager Polanski

Foto | HBO Documentary Films
Billedet af Roman Polanski stammer fra dokumentaren Roman Polanski: Wanted and Desired (2008), der følger Samantha Geimers retssag mod instruktøren i 1978. Siden da har tre andre kvinder stået frem og anklaget ham for voldtægt.

Mens Roman Polanski kommer med en sjælden udtalelse om voldtægtssagen, der har forfulgt ham i 40 år, fremsætter skuespilleren Renate Langer nye anklager mod instruktøren.

Af David Madsen

61-årige Renate Langer, som er en tysk skuespiller, har anmeldt den fransk-polske instruktør Roman Polanski for voldtægt.

Det kan The New York Times rapportere, efter de har modtaget en email fra Langer. Den viser Langers korrespondance med det schweiziske politi. Heri beskylder hun Polanski for at have voldtaget hende to gange i 1972, da hun var femten år gammel.

Hun er dermed den fjerde kvinde til at stå frem om den stadig igangværende sag mod Polanski.

I august gav en kvinde under dæknavnet Robin M. en pressekonference, hvor hun sagde, at Polanski havde forgrebet sig på hende i 1973. Og i 2010 kunne Charlotte Lewis fortælle at Polanski havde voldtaget hende under optagelserne af filmen Pirates i 1983.

Men sagen startede helt tilbage i 1978, hvor Polanski i en retssag tilstod at have haft samleje Samantha Geimer året forinden. På daværende tidspunkt var Geimer kun tretten år gammel.

Efter at have været tilbageholdt i 42 dage flygtede Polanski ud af USA. Han har været i landflygtighed lige siden.

Langer har udtalt, at hun først står frem om voldtægten nu, da Schweitz har fjernet forældelsesfristen for sager angående børnemisbrug. Hun mener derfor, at hun har en mulighed for at få sin sag undersøgt og få den for en domstol.

I samtalen med det schweiziske politi har hun forklaret, at hun ikke har rapporteret voldtægten før nu, fordi hun frygtede, at det ville have knust hendes forældre.

”Jeg skammede mig, var pinligt berørt og følte mig fuldstændigt alene,” har hun udtalt til politiet.

Polanski udtaler sig
Renata Langers anmeldelse er kommet oven på, at Polanski i mandags udtalte sig om sagen i et interview med The Hollywood Reporter. Noget han ellers sjældent har gjort.

”I forhold til hvad jeg gjorde: Det er et overstået kapitel. Jeg tilstod,” udtalte den 84-årige instruktør om den snart 40 år gamle sag.

”Som du ved, har Samantha Geimer i 30 år bedt om at få denne her sag afsluttet. Det er beklageligt, at de dommere, som har arbejdet med sagen de sidste 40 år, har været korrupte og dækket over hinanden. Måske vil én stoppe med at gøre det en dag.”

Geimer har for nyligt udtrykt et ønske om at lukke sagen mod Polanski. Hendes ønske blev dog afvist af den californiske dommer Scott Gordon i august.

”Ofrets erklæring i denne sag er et stærkt vidnesbyrd om de enorme konsekvenser, voldtægt har på ofret,” har han skrevet.

”I denne sag var Geimer udsat for seriøse forbrydelser begået af den sagsøgte, da hun var tretten år gammel. Hendes erklæring er et dramatisk bevis på de vidtrækkende og traumatiske effekter, disse forbrydelser og den sagsøgtes afvigelse fra at anerkende domstolsordre har haft på hendes liv.”

Det er op til den offentlige anklager i Bern, hvorvidt Renata Langers sag vil tages op.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko