Rapstjerne med hjerte indtager festival

En uro ulmer i Palads’ store biografsal. Alle venter spændt og utålmodigt på verdensstjernens ankomst. M.I.A. skal suse direkte videre fra en talk i salen ved siden af for at gentage sine guldkorn for det nye forventningsfulde publikum.

Det er den cool københavnerklasse, som udfylder den gamle Palads-bygning torsdag aften. Der er en overrepræsentation af piger, mens huer, hætter og bøllehatte ses hyppigere end normalt. Selv er jeg camoufleret fint i mængden i min pang-orange hættetrøje med arabiske bogstaver.

Og i salen, som er fyldt til bristepunktet, spiser de som et vaskeægte Palads-publikum popcorn og vingummi i massevis.

To visninger af dokumentaren om den aktivistiske rapper M.I.A. blev fuldstændigt udsolgt på et splitsekund, og særligt den efterfølgende talk, som Cph:Dox har arrangeret med verdensstjernen, kan publikum se frem til.

Fuck-finger under Super Bowl
M.I.A. er en britisk rapper med rødder i Sri Lanka. Hun er en del af Sri Lankas tamilske minoritetsbefolkning, som er blevet undertrykt og brutalt behandlet af den srilankanske regering.

Derfor flygtede familien til England, mens faren blev tilbage og kæmpede for den militante modstandsbevægelse De Tamilske Tigre. I dokumentaren M.I.A. / Maya / Matangi får vi et indblik i M.I.A.’s opvækst som immigrant i Londons ghetto, hendes kunstneriske visioner og aktivistiske kamp og ofre for uretfærdighed i verdenen.

Særligt M.I.A.’s flabethed og humor i filmen går rent hjem hos det danske publikum. Og i biografmørket morer folk sig højlydt, når M.I.A. ved sin Super Bowl-optræden rækker fuck-finger og efterfølgende skynder sig at stikke af, inden hun kan nå at bliver irettesat.

Eller når hun rekonstruerer en srilankansk henrettelsesvideo med hvide, rødhårede drenge. Den skaber naturligvis meget mere postyr i den amerikanske presse end den autentiske version.

Stjæler showet
Endelig dukker er venligt, smilende ansigt og et vildt hår frem langs biografsalens væg. Til stort bifald og jubel bevæger hun sig op mod scenen iklædt en pangfarvet, grøn regnjakke. En ikonisk farve, som også er gået igen i filmen.

Der indledes en dialog mellem hende og en repræsentant for den globale NGO Turning Tables, som arbejder for at give marginaliserede unge en stemme gennem kunst. Repræsentanten for Turning Tables har nogle spændende pointer om sit arbejde med flygtninge, men det er alligevel M.I.A., som stjæler showet.

Hun er Ikke så ligefrem provokerende, som brugen af caps lock, fuck-finger og masser af attitude ellers kunne give indtryk af.

Attituden er der stadig, men hun er tilbagelænet og dialogsøgende.

M.I.A. har en masse på hjerte, og det bliver hurtigt tydeligt, at hun brænder mere for at tale om verdenssituationen end om sig selv. Så meget, at hun ubevidst svarer langt uden om spørgsmålene, når der for eksempel spørges til, hvad hun har lavet de sidste to år.

Stop med at bombe!
Energien i salen bliver mere sløv, som klokken bevæger sig over midnat, og en lang arbejdsdag sætter sit præg på publikum. Det fornemmes også på M.I.A.’s svar, som til tider bliver lange og lidt noget sludder.

Men den seje sangerinde har bestemt også stærke budskaber, som bliver leveret.

Det sker kraftfuldt, som når hun med karisma påpeger, at i stedet for at tale om de problemer, som flygtninge skaber, burde man have fokus på, hvorfor de er flygtet i første omgang.

”Der er en simpel løsning: At stoppe med at fucking bombe mennesker. Du kan bogstavligt talt bare fjerne din fucking finger fra knappen,” udtaler hun og møder stor begejstring blandt det fremmødte publikum.

Unikke kulturmøder
M.I.A. udviser også en eftertænksomhed, når hun husker os på, at bevægelse på tværs af grænser og kontinenter altid har været en del af menneskets natur.

Hun håber på en verden, som er mindre polariseret, og hun udstråler en sympatisk humanisme og godt hjerte, når hun påpeger, at gennem blanding af kulturer opstår noget helt unikt. Hun ser ikke flygtninge som ofre, men mennesker med spændende og vanvittige historier.

”De her mennesker er fantastiske. Hvorfor ser jeg ikke deres fortællinger på tv i stedet for endnu en film om arrangeret ægteskab,” siger hun og understreger, at hun længe har været træt af den stereotype fortælling, som immigranter bliver sat i.

Klokken er en del over midnat, da arrangementet slutter. I det københavnske mørke drøner M.I.A.’s musik ud af bilens anlæg, mens jeg kører hjemad på de oplyste veje.