Flammen & Citronen

Et par uger forinden var jeg kommet i kontakt med R.A., en konser­vativ engelsk politiker med fortid i MI-6. Jeg havde bedt ham under­søge, hvilken tilknytning en lidt speget dansk modstandsmand havde til britisk efterretning. Nu var R.A. i røret med resultatet af sin gennemgang af klassificerede arkiver.
    
Hvad jeg fik at vide, var på én gang foruroligende og opløftende. Opløftende, fordi jeg langt om længe kunne lægge endnu en brik på plads i puslespillet om Flammen og Citronen. Foruroligende, fordi mine nye oplysninger gav anledning til adskillige nye spørgsmål, som jeg måtte have svar på, før Ole Christian Madsen og jeg, med blot tilnærmelsesvis sikkerhed, ville kunne bevæge os fra research og ind i konstruktionen af en fiktionshistorie.     
    
Jeg lagde på, sad og stirrede ud af vinduet. Jeg havde researchet i tre-fire år. Hvor lang vej var der igen? Ville der overhovedet komme en film ud af det? Var jeg ikke blot i gang med at spilde mit liv?    
 
Autentisk 
Det var mere enkelt fem år tidligere, i foråret 1998, da jeg, som helt grøn manuskript-forfatter, blev hyret som co-writer på tv-serien Edderkoppen, som min mere erfarne kollega Lars Kjeldgaard skrev og Ole Christian Madsen instruerede. Opdraget var at skabe en slagkraftig og moderne noir-serie, befriet for al den støvede godmodighed, der hidtil havde ligget i et tykt  lag over danske film- og tv-produktioner med afsæt i 1940'erne. Der skulle gås stilistisk til værks.
    
Med Flammen & Citronen var det anderledes. Jeg ønskede med min interesse for historien og min journalistiske fortid at sætte mit mærke på spillefilmen. Og samtidig var det temmelig indlysende - med kontroversen om den svensk-danske tv-serie om Jane Horney in mente - at der er en væsentlig forskel på at bedrive fiktion over domfældte kriminelle og skandaliserede, korrupte politifolk som i Edderkoppen og på at gøre det samme over et så smertefuldt og tabubelagt emne som den københavnske modstandsbevægelses likvideringer 1943-45.
    
Jeg burde nok have forudset, at vejen ville blive lang, dér i sommeren 2000, hvor jeg indledte researchen. I hvert fald gik det hurtigt op for mig, hvor lidt umiddelbart tilgængeligt materiale der forelå omkring de to stikker-likvidatorer Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt - kaldet Flammen (på grund af sin hårfarve) og Citronen (fordi han var altmuligmand på et Citroën-værksted i Sydhavnen). 
    
Nok kunne man finde troværdige, ofte dybt rørende, skriftlige beretninger om Citronens virke og karakter, men det var noget ganske andet med Flammen. Enten var beskrivelserne af ham yderst kortfattede, eller også var de så overdrevne og allerede fra 1945 så mytologiserede, at man måtte frakende dem næsten enhver form for autentisk substans. 
 
Vidnerne
Det var af stor betydning, at jeg gentagne gange løb på Peter Øvig Knudsen i diverse arkiver og antikvariater. Han var i gang med forarbejdet til sin bog om stikker-likvideringerne, Efter drabet, og da vi ikke havde modstridende interesser — hans ærinde var dokumentarisk, mit var fiktion — enedes vi om ikke at forholde oplysninger eller troværdige mundtlige kilder for hinanden. 
    
Tidligere Holger Danske-folk som Gunnar Dyrberg, Lis Bomhoff og Jørgen Kieler, der havde kendt enten Flammen eller Citronen eller dem begge, lod sig interviewe. Med forskellige grader af åbenhed. 
    
Kieler var historikeren, forfatteren af væsentlige værker om det tidlige Holger Danske. Han overlod mig dokumenter og hjalp med analysen af dem, men samtidig var han påpasselig med aldrig at udtale sig specifikt om likvideringerne.
    
Dyrberg fortalte langt fra alt (og gør det stadig ikke), men han kunne ikke undgå at bidrage med oplysninger. Fra marts til oktober 1944 havde han befundet sig i samme likviderings-gruppe som Flammen og Citronen, "en lille specialgruppe", som han formulerede det med et glimt i øjet.
    
Bomhoff, som havde haft Flammen boende i sin kælder og set ham dø, skulle først og fremmest have tid, hvorfor det blev til mange møder. Hver gang tog vi små skridt imod en samlet fremstilling, ikke bare af venskabet med den unge Flamme, men af et helt liv, der blev så markant præget af de voldsomme begivenheder 60 år tidligere.
 
Sideantallet eksploderer
Det blev efterår. Jeg håbede stadig, at jeg kunne have et treatment klart inden jul, altså et rimeligt detaljeret skelet af filmen med scener. Faktum var imidlertid, at jeg endnu ikke havde styr på det autentiske forløb. Desuden bekymrede det mig, hvor lidt Holger Danske-medlemmernes beskrivelser korresponderede med hinanden. Og der var stadig ikke trådt mennesker af kød og blod frem for mit indre blik. 
    
Det hjalp, da jeg mødte Citronens yngre bror Ole Haagen Schmidt, Flammens søster Marie Louise Swanstrøm og en fætter til Flammen, Per Hjuler. Alle tre satte pris på, at familierne til de faldne modstandshelte langt om længe kunne komme til orde. Med deres åbenhed og psyko-logiske indsigt kunne jeg nu se, hvilke mennesker Flammen og Citronen havde været. 
    
Jeg havde sved på panden, men jeg tog chancen og forsikrede projektets producer Lars Bredo Rahbek, at jeg nok skulle komme op med et brugbart treatment til aftalt tid. Det kom ikke til at holde stik. 
    
Nok var det muligt at rekonstruere det autentiske drama omkring Flammen og Citronen nogenlunde, men jeg havde ikke overblik og sikkerhed nok til at kunne lægge mig fast på et fiktionsgreb. Jeg skrev og skrev, men der skete ikke andet, end at sideantallet eksploderede. 
 
Samtidig gik der nu endelig hul på visse kilder, navnlig Lis Bomhoff. For hver ny samtale fik jeg nye retninger at gå i, og jeg kom i kontakt med modstandsfolk fra andre illegale organisationer, som Flammen og Citronen havde haft berøring med. Blandt andre Helle Monies fra gruppen 1944, Lillebjørn, den berygtede likvidator for Hærens Efterretningstjeneste Niels Thürmer-Frommelt og Hjalmar Ravnbo fra Studenternes Efterretningstjeneste samt sidstnævntes hustru Ingrid Ravnbo, der havde været Citronens fortrolige, også på det personlige plan, i månederne før hans sidste kamp. 
 
Lykketræffet
Det blev en naturlig del af min tilværelse at gå til natlige møder i store villaer, ryge cigarer og drikke god whisky, udveksle hemmeligt stemplede dokumenter med samlere og efterretningsfolk, tage til Paris for at opspore en af Flammens kærester, sidde ved den ene støvede arkivkasse efter den anden for at finde måske bare et enkelt lille brev. 
    
Jeg ville bare vide alt, ikke bare om Holger Danske og tilstødende grupper, men om de mest bizarre randfigurer, om stikkere likvideret af andre grupper, om forholdene i diverse nazifamilier. 
    
Da jeg en aften var i byen med Ole Christian og Per Fly og prøvede at underholde Marina Bouras og Trine Dyrholm med drabs­historier fra Anden Verdenskrig, var det, at Ole Christian lidt bekymret spurgte, om jeg ikke var på vej ud på et skråplan, og hvornår der egentlig skete noget. Jeg blev ham svar skyldig og vidste, at han havde ret: Min research tenderede sygdom, hvis jeg ikke passede på. 
    
Heldigvis skete der noget afgørende den dag, R.A. meldte tilbage. Uagtet at der stadig var spørgsmål, som skulle besvares, fik jeg langt om længe så meget at vide om de gådefulde omstændigheder, der førte til Flammens død, at jeg ville kunne bearbejde materialet til spillefilm. 
    
Lykketræffet var, at et dansk efterretningsnotat, som det var gengivet i den hidtidige litteratur, viste sig at være forfalsket.
    
Da jeg selv fik lejlighed til at studere originalnotatet, var det indlysende, at visse afgørende passager var slettet i tidligere gengivelser, og at notatet rettelig, sort på hvidt, omhandlede Gestapos overførsel af et større beløb til en dansk statsborgers konto. En person, som ganske vist aldrig havde haft noget godt ry blandt menige modstandsfolk, men som andre gennem mange år også havde gjort alt for at beskytte. 
    
Men hvorfor beskytte en sådan person? Alle, der kunne besvare dette sidste og afgørende spørgsmål, var døde.
 
Filmisk ståsted
Det gabende hul var helt perfekt for os. Ole Christian Madsen og mit ærinde er jo ikke en dokumentarfilm, vort ærinde er en spillefilm baseret på virkelige hændelser. Så lige præcis det ubesvarede og for ens retfærdighedssans krænkende spørgsmål blev krumtappen hen imod en tolkning af Flammen og Citronens tragiske og storslåede død. 
    
Nu kunne vi gå i gang — med at fortælle om en historisk virkelighed for 60 år siden, der nok var præget af, at en hel verden stod i brand, og hvor vort lille, trygge og velstående land var underlagt en uhørt brutal besættelsesmagt. Men hvor vores nationalgen som pragmatikere og geskæftige overlevere ikke fornægtede sig. Og hvor det i høj grad var ganske unge mennesker, følsomme, utilpassede fantaster og politiske afvigere til højre og til venstre, der reddede nationens ære.
    
Halvandet år senere stod vi med et helt enkelt spillefilm-skelet, som var kraftigt påvirket af researchfasen, men i lige så høj grad afspejlede vort filmiske ståsted. Det afspejlede vores kreative lyst, og det afspejlede de hændelser og sider af Flammen og Citronens karakterer, som vi kunne identificere os med. 
    
Neden under fædrelandskærligheden og antifascismen var der også andre grunde til at gå til modstand. Der var psykologiske aspekter, det allerinderste og sårbare, som kan være en dødelig faktor, hvis man begiver sig ind i efterretningens iskolde gråzoner, som først og fremmest Flammen gjorde.
 
Sjælsrystende spørgsmål
Naturligvis har det ikke været muligt at konstruere spillefilmen udelukkende ved at skrælle sidehistorier af, fyre et væld af - i fiktionssammenhæng - ubetydelige bikarakterer eller rykke rundt på kronologien. Der skulle hårdere, filmiske greb til, men det var alle greb, der tog udgangspunkt i den enkle regel, som Ole Christian og jeg opstillede fra starten: Vi arbejdede ud fra noget, som enten kan dokumenteres fra troværdigt, skriftligt materiale eller fra ekstremt troværdige, mundtlige kilder. Men fra dette udgangspunkt skulle vi til gengæld også have mulighed for fortolkning og dramaturgiske greb, kort sagt kunstnerisk frihed.
    
Derfor ér Flammen & Citronen en spillefilm, ikke et dokumentarisk drama. Den er autentisk baseret fiktion, skrevet og eksekveret ud fra det sjælsrystende spørgsmål, som researchen efterlod os med. 
    
Vi - Ole Christian og jeg, skuespillerne, holdet - tiltog os den frihed, og vi kan ikke andet end bede alle de mennesker, som har vist os tillid ved at fortælle os deres sandheder, om at have forståelse for, at en film altid er en film. Uanset graden af historisk bund.